|
Kirkebøger
1686 – 1991 i kopi og mikrofilm
Folketælling
I kopi: 1787 – 1801 – 1845
Som filmrulle: 1834 – 1911
Som mikrofilm: 1916 – 1921
Folketælling 1901 efter familieoverhovedet
Spentrup-Gassum sogns fattigkasse
Journal og kopibog 1848 – 1863
Erindringer og slægtsbøger
Jens Chr. Jensen, Jennum, erindringer 1910-70
Provst Møller, erindringer 1900 – 30
Margrethe Madsen, foredrag om Spentrup
Beth Nielsen, løst og fast om Spentrup
Slægtsbog over slægten Hjortshøj, se nedenfor
Slægtsbog over slægten Grøn, Jennum, se nedenfor
Ane Marie Andersdatter, slægtsregister
Kirstine Andreasen, Jennum, erindringer fra 1924 -
Jens Kirk, Hastrup, erindringer 1940-45
St. Blichers søn, erindringer om faderen
Rousingslægten, Jennum, æske nr. 51
Byhistorie
Sigrid Andersen
Lydbånd og CD
Maren Offersen, Jennum
Bodil Nielsen Skoubo
Jensine Madsen
Poul Bech
Einer Olsen
Andrea Sørensen
6 bånd om Hvidsten kro og hvidstengruppen
Andre arkivalier
Spentrup-Gassum Foderstof, protokol
Jennum Privatskole, protokol
Spentrup Landarbejderforening, 2 protokoller
Spentrup Lokalforening, protokol og statusbog
Spentrup Læseforening, protokol
Spentrup skoleprotokol 1863-1878
Spentrup skoleprotokoller
Spentrup-Gassum Sygekasse, protokol 1885-96
Spentrup Borgerforenings byfester 1984-93
Spentrup Hotel, protokol
Spentrup Husmoderforening, protokol
Spentrup Kloakselskab, forhandlingsprotokol
Spentrup Pensionistforening, 7 protokoller
Tømrermester P. Harry Frandsen, arbejdstegninger o. lign.
Købmand Niels Jensen, protokol
Spentrup-Gassum Pastorat, 3 regnskabsbøger 1911-57
Spentrup-Gassum, Mark og vejfred og hegnssyn, protokol
Spentruphallen, protokol
Jens Kristian Jensen, Hastrup, æske nr. 61
Spentrup-Gassum Hjemmesygepleje, æske nr. 246
Slagter Yde, Jennum, æske nr. 48
Spentrup, æske nr. 137
Spentrup Børnehave, æske nr. 157
Spentrup Jernbane, æske nr. 158
Spentrup Kirke, æske nr. 153
Spentrup Kro, æske nr. 13
Spentrup Mejeri, æske nr. 114
Spentrup Skole, æske nr. 16
Spentrup Ældrecenter, æske nr. 160
Spentrup, Blicherskolen, æske nr. 136
Lars Kristensen, Spentrup Plejehjem, æske nr. 34
Malvinas Hus, æske nr. 159
Niels Mogensen Klith, æske nr. 74
Pastor H.P. Christensen,æske nr. 12
Spentrup-Gassum Kontrolforening, æske nr. 42
Spentruphallen, æske nr. 6, 16, 69, 83, 87, 95
Steen Blichers Plantage, æske nr. 197
Steen Steensen Blicher, æske nr. 102
Gamle og nye fotos fra Spentrup
Vil du se skolefotografier fra Spentrup sogn, så klik her.
Spentrup Bank i 1970erne. Banken var en afdeling af Mariager Bank, nu Østjydsk Bank. Banken har bygget nyt domicil, se nedenfor.
I de tidligere banklokaler er der i 2011 damefrisørsalon.
Brugsen i Spentrup i 1970erne.
Brugsens bygninger er revet ned, og noget af Sparekassen Kronjyllands bygning fra 2009 ligger på grunden. Se sparekassens nye domicil nedenfor.
Brugsen i Spentrup i 2011.
Spentrup Sparekasse i 1970erne. Sparekassen blev senere overtaget af Sparekassen Kronjylland, der byggede nyt domicil i 2009. Se nedenfor.
I de tidligere sparekasselokaler er der i 2011 nærbutik.
Spentrup postkontor i 1970erne.
Det tidligere postkontor i 2011. Der er nu postkontor i brugsen. Bygningens anvendelse er ukendt.
Spentrup Elforretning på Skelvej i 1970erne.
Den tidligere elforretning er i 2011 privat beboelse. Elforretningen er flyttet til Stationsvej, men har ikke mere butik.
Jens Erik Kjærs frisørsalon i 1970erne.
Ejendommen rummer i 2011 et revisionsfirma. Jens Erik Kjær har salon på Butikstorvet.
De to fotografier er fra Butikstorvet i Spentrup i 1970erne. Der var døgnkiosk, slagter, tøjforretning og grillbar.
Således ser den samme bygning ud i september 2011. De fire forretninger ovenfor er væk. Slagteren lukkede i sommeren 2011. Herefter er der en frisørsalon og et pizzaria, og slagterbutikken står tom.
Kiosk på Bindeleddet i 1970erne.
I 2011 har en massør klinik i bygningen.
Stationsvej 9 i 1963 med manufakturforretning.
I 1970erne var der møbelforretning i ejendommen.
I 2011 er det en privat beboelse.
Tøjforretning i Stationsvej 11 i 1970erne.
Privat beboelse i Stationsvej 11 i 2011.
E.G. Mogensens købmandsbutik i 1970erne.
Købmandsbutikken lukkede i 1990erne. Nuværende anvendelse er ukendt.
Mekanikerværksted på Jennumvej i 1970erne. Der var tillige benzintank.
Mekanikerværkstedet eksisterer fortsat i 2011, men benzintanken er lukket, da vejen nu er en blind vej.
Spentrup Kro i 1970erne.
Kroen er revet ned i 2011 efter at have stået tom i et par år. Der skal bygges boliger på grunden.
Spentrup Bageri i 1970erne.
Der er fortsat bageri samme sted i 2011.
Og allerede i 1915 var der bageri på stedet. Stiftelsesåret kendes ikke, men 100 års jubilæet må være tæt på.
"Kirkebyen" Spentrup set fra luften ca. 1960-62.
Spentrup set fra luften 2009 - der er sket en udvikling i de 50 år.
"Hadsund-Peter" ca. 1966.
Mergelgaarden med familien Søndberg, ca. 1905
Kirkeladen, set fra bagsiden, ukendt år.
Pigemøde i Spentrup præstegård 1910
Ukendt år, men formentlig før 1920.
Se artiklen om dyrlæge Albert Iversen nedenfor
Dyssehøjvej 13, Jennum med Marie, 1920-erne
Jennum købmandsforretning, ca. 1930
Jennum smedje - ukendt år
Sølvbrudeparret, murermester Niels Jensen Bech og hustru Kirsten Bech, Hastrup, ca. 1900.
Murersvende i Hastrup på vej til arbejde, ukendt år.
Ægteparret Ulrichsen, Dyssehøjvej 34, Jennum - fotograferet til deres sølvbryllup sammen med deres 13 børn - navneliste findes på lokalarkivet.
Hastrup købmandsforretning ca. 1951
Rejsegilde på udvidelse af Blicherskolen 1973
Konfirmandhold 1936, navneliste på lokalarkivet
Sparekassen Kronjyllands nybygning på Stationsvej 2009
Lærer Blichfeldt,
der virkede i Spentrup i 44 år,
fra 1876 til 1920.
 Stationsvej, ukendt år
 Stationsvej 2010
Syrenvej 13 i 2008
Østjydsk Bank, ukendt årstal
Østjydsk Bank i 2008
Sadelmager A. Madsens hus, senere kendt som Malvinas Hus, ukendt år
Malvinas Hus 2004 - der er ikke meget tilbage af det oprindelige hus, jævnfør fotografiet ovenfor.
Stationsvej, ukendt år
Præstegården, kirken og Malvinas Hus før 1906
Præstegården 2008
Stationsvej 1895
Stationsvej 2008
Kirkeskibet - før der blev installeret elektrisk belysning.
Kirkeskibet - med elektrisk lys
Spentrup kirke 2008
Beretninger fra Spentrup
Sogneoplysninger
fra Purhus guiden 1988
Under Spentrup hører Spentrup og landsbyen Jennum samt en mindre bebyggelse i Hastrup.
Spentrup er en by på ca. 2.475 indbyggere. Der er kirke, præstegård, 10. klasses skole med svømmehal, børnehave, plejehjem, missionshus, Spentruphallen og idrætsanlæg bl.a. tennisbaner.
Dagligvarebutikker m.v.: Her findes alle de forretninger, som er nødvendige for en families daglige indkøb. Endvidere rummer Spentrup mange servicefunktioner, bl.a. posthus, pengeinstitutter, ejendomsformidling, autoværksted og økonomisk rådgivning.
I Spentrups udkant mod nord har flere industri- og håndværksvirksomheder etableret sig i et nyt industriområde.
Kro, cafeteria og grillbar opfylder gerne turisternes og borgernes behov på det kulinariske område.
Offentlige transportmidler: Bus rute 235 Randers/Mariager/Hadsund. Man-fre.: 26 afgange i hver retning og lør-søn. 10 afgange.
Tidligere var Spentrups huse samlet omkring vejen fra kirken til kroen og stationen ved den nu nedlagte Hadsundbane. Betinget af den korte afstand til Randers - 7 km - har Spentrup de sidste årtier udviklet sig til sin karakter af parcelhusbebyggelse med gode servicefaciliteter.
Seværdigheder
Spentrup Kirke har i korbuen interessante kalkmalerier fra ca. 1200. Kirkeskibet "Tordenskjold" blev i 1838 skænket til kirken i anledning af Blichers datter Malvinas bryllup, og ved ophængningen holdt Blicher sin berømte "Skibsprædiken". Kirkebygningen af granitkvadre er romansk, dog er det smalle kirketårn sengotisk og våbenhuset en senere tilbygning. I kirkens vestmur sidder en romansk gravsten, og der er i øvrigt et par præstepitafier fra 1620 og 1700.
Spentrup Præstegård blev bygget 1795 af sognepræst Peder Daniel Blicher. Af den store firlængede gård er i dag kun stuehuset bevaret, men det fremtræder til gengæld stort set i sin oprindelige skikkelse. Blicherstenen på gårdspladsen blev opstillet i 1948, og i 1951 blev tilføjet to mindre sten til minde om bygherren og Niels Blicher, St. St. Blichers far.
Ved indkørslen til præstegården ses en mindesten, som sognets beboere rejste for lærer H. A. Blichfeldt. Han havde embede i Spentrup fra 1877 til 1920.
Kondisti. Fra spejderhytten i Spentrups sydlige del er anlagt en cykel- og travesti på den nedlagte jernbanetrace langs Trehøjevej gennem krattet her og videre til Lem, hvorfra Randers har anlagt en tilsvarende sti helt til Dronningborghallen med minigolfbaner. Stien er en god motionsmulighed i naturen væk fra den motoriserede trafiks gener.
Blichers Spentrup
fra Purhus guiden 1988
St. St. Blicher - jydernes store digter - blev i 1782 født i Vium ved Viborg og døde i Spentrup i 1848. Han var i nogle år præst i Thorning, men søgte og fik i 1825 sin farbrors embede i Spentrup. Her fik han med 23 år sin lange præstegerning og skrev næsten alle sine store værker f.eks. Røverstuen, Hosekræmmeren, Trækfuglene, De tre Helligaftener og E Bindstouw.
Minderne om Blichertiden er mange i Spentrup: kirkegården med hans og Ernestines grav, Malvinas Hus, præstegården med Blicherstenen på grådspladsen, Rytterskolen og Blichers Plantage. Endvidere er mange lokaliteter opkaldt efter Blichers persongalleri: Blicherskolen, Søren Kannesvej og Mads Dossvej.
Rytterskolen, som ligger over for Malvinas Hus, blev bygget i 1721 som en af Frederik IV's 240 kongelige skoler. Blichers medarbejder og ven, Thomas Wandborg, var lærer her fra 1827 til 1857.
Malvinas Hus. I 1978 købte Purhus kommune skomagerens hus ved kirkegården. Her havde Blichers yndlingsdatter Malvina tilbragt en stor del af sit liv gift med præstegårdsforvalteren. Huset blev ombygget til at rumme atelier for en lokal kunstner, mødelokale og mindestue for Blicher. Mødelokalet er stillet til borgernes rådighed og bruges til udstillinger, bestyrelsesmøder og studiekredse.
Blichers Mindestue. I Malvinas Hus er udstillet en række Blicherminder, som overvejende er samlet af en af Blichers efterfølgere H.P. Christensen.
Samlingen består af nogle af Blichers personlige ejendele og bohave; f.eks. bøsse, skakspil, piber, skrivebord og chiffoniere. Endvidere bør man lægge mærke til mange unikke illustrationer til Blichers noveller af Poul Christensen og Johs. Larsen. En tredie bestanddel i samlingen er nogle originale skrifter og førsteudgaver.
Malvinas Hus og mindestuen er åben for gæster hver ons-, lør- og søndag i hele sommerperioden.
Ganske vist var St. St. Blicher miskendt af sin samtid. men han er bestemt ophøjet og taget til nåde af nutiden. Han forudsagde i øvrigt 1810: "Mit Navn skal i de fjerne Dage mindes, og Fremtids Børn i Kvad forlyste sig vil---"
I arkivets årsskrift for 1984 kunne læses følgende beretning om St. St. Blicher:
Årsskriftet for 1990 indeholdt blandt andet følgende artikel:
Dyrlægen i Spentrup.
af Helge Mikel Jensen
I tårnrummet i Gassum Kirke er opsat en mindeplade over de modstandsfolk i Hvidstengruppen, der blev henrettet af de tyske besættelsesstyrker den 29. juni 1944.
Nummer to fra oven er Albert Iversen, dyrlæge i Spentrup, hvis historie her fortælles af tidligere kredsdyrlæge Helge Mikel Jensen.
Albert Iversen var født i Randers d. 28.9.1895, som søn af regimentbeslagsmed Albert Henrik Iversen og dennes hustru Alberta Iversen. Albert Iversen senior var en af hærens gamle højremænd, stærk i det nationale. Regimentbeslagsmeden havde både smedje og beboelse i Markedsgade i Randers, hvor Polarvask nu har til huse. Albert Iversen Junior var ikke speciel interesseret i beslaglære, men vidste allerede som ung, at han ville være dyrlæge. Han blev student fra Randers Latinskole og dyrlæge fra Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole i 1922.
En af dyrlæge Iversens eksamensopgaver fra d. 23.12.1921 er stadig i familiens besiddelse. Det er en 12 sider lang håndskreven afhandling: "Om fødselshjælp hos soen. De principper hvorefter en So-Fødselshjælp i Almindelighed bør ledes og gennemføres." Yderst interessant læsning. Ligele-des har familien et billede fra Ambulatorisk Klinik fra efteråret 1921-22, hvor dyrlæge Iversen er afbilledet sammen med 13 andre vordende dyrlæger, samt professor Folmer Nielsen, reservedyrlæge Fl.Jacobsen og assistent Herluf Pedersen.
Iversen har i sine ungdomsår boet sammen med Kaj Munk på Regensen. Han kunne fortælle flere pudsige episoder om Kaj Munk, der aldrig lærte at spille fodbold, men han kunne derimod altid skrive vittige og morsomme vers til AB`s fester. Efter veterinæreksamen havde dyrlæge Iversen i perioden 1922 - 1925 forskellige assistentstillinger, bl.a. i Stubbekøbing, Ørbæk og Voldum.
I 1925 nedsatte dyrlægen sig i Spentrup. I den allerførste tid boede han på Spentrup Kro. Da dyrlægens far døde, blev smedjen i Randers afhændet og moderen og sønnen købte derefter sammen et hus i Spentrup (den nuværende dyrlægebolig, Stationsvej 19). Huset var forinden beboet af en murermester, som havde opført det til sig selv i 1923.
I 1927 blev dyrlæge Iversen gift i Bjerregrav Kirke med Augusta Jacobsen fra Spentrup. Hun var datter af byens brugsuddeler. Som i så mange andre familier boede to generationer sammen. Dyrlægens mor blev da også boende i dyrlægeboligen efter sønnens giftermål. Hun blev boende der i fem år og flyttede derefter til "Bethania" i Århus.
Dyrlæge Iversen og hustru fik i de kommende år tre døtre, Ulla, Tove og Helle. Den ældste af døtrene, fysioterapeut Ulla Petersen, som nu bor i Randers, fortæller lidt om dagligdagen i Spentrup i 1930-erne. Pigerne gik først i skole i Rytterskolen i Spentrup og kom senere på Randers Realskole. Deres far hentede dem ofte på stationen, når de kom fra skole med "Hadsund-Peter".
Pigerne var på skift med deres far i praksis, og Ulla mindes med gru den oplevelse det var, når hun var med sin far til fødselshjælp hos kvier og køer. At overvære en partering af et foster var "stærk kost" for en ung pige. Hun mindes tydeligt de mange landmænd, som kom kørende eller gående med "posegrise", som skulle opereres. Hun havde også "fornøjelsen", at gå med regninger, når der skulle kradses penge ind. Mund - og Klovsyge epidemierne i 30-erne husker hun også, ikke så meget de syge dyr, men derimod at hendes mor, som tak for sin indsats ved telefonen, fik forærende en rejsegrammofon, en af den slags som skulle trækkes op med håndsving - det var den vilde luksus.
Ullas far, som til tider var meget utålmodig, var ikke helt tilfreds med telefonbetjeningen i Spentrup. Når han ringede op til centralen, varede det ofte lidt længe inden centralbestyreren svarede. Det varede i mange tilfælde længere end dyrlæge Iversens tålmodighed kunne bære. "Nu sover han fa`neme igen", råbte dyrlægen ind i telefonen. "Ja, men jeg snorker ikke", blev der stille svaret.
Ulla husker ikke specielt landbrugskrisen først i 30-erne, som sikkert har sat sit præg på dyrlægehjemmet, men hun kan dog huske, at da hendes elskelige farmor flyttede til Århus i 1932, blev der lidt tomt i stuerne. Man klarede sig så med nogle hvidmalede havemøbler, som blev sat ind i stuen.
 Dyrlæge Iversen var en meget kontant mand, som gik op i sin gerning på en redelig og bestemt facon. Denne gerning, som han passede alene både dag og nat, havde hans store interesse. Han var en glad mand, meget ofte politiserende i sin færden blandt folk på egnen.
Iversen var i sine unge år medlem af Akademisk Skyttekorps, sammen med bl.a. Christmas Møller, som forøvrigt efter befrielsen sammen med Poul Sørensen, besøgte fru Iversen i Spentrup.
I fritiden blev der passet have og spillet kort. Dyrlæge Iversen spillede bridge sammen med mejeribestyrer Stubkjær, stationsforstander Nielsen samt læge Steensen, om sidstnævnte sagde han ofte drillende: "Han lærer det aldrig". Dyrlæge Iversen selv spillede bridge på højt niveau og deltog ofte i bridgeturneringer, hvor han repræsenterede Danmark i udlandet.
Årene før krigen forløb, som i de fleste andre dyrlægehjem, med en blanding af arbejde og fritid, men dog hele tiden med en vagtbyrde..Ulla husker, at hendes far var specialist i hurtig omklædning, når han midt i et større eller mindre selskab blev kaldt ud i et hastebesøg.
Så kom den 9. april 1940, en uhyggelig dag for alle danskere, ikke mindst i hjemmet hos dyrlæge Iversen, hvor hans nationale sindelag bevirkede, at der var en særdeles trykket stemning i familien. Ulla husker tydeligt, at hun fra soveværelsesvinduet på første sal, sammen med sin far, betragtede de tyske flyvemaskiner som drønede ind over landet. Hendes mor og den ene af søstrene var også tilstede. Der var en total stilhed i værelset. Helle oplevede besættelsens første dag på gaden i Spentrup, hvor hun kom gående sammen med en hjerteveninde, slagterens Else, de så flyvemaskinerne og "oprobene", som blev kastet ned. Ulla var på dette tidspunkt kun 13 år og alle tre piger gik endnu i skole i Spentrup og var derfor hjemme om formiddagen den 9.4.1940.
Det skulle blive meget værre. Fra marts 1943 havde dyrlæge Iversen været med i den senere så berømte Hvidstens-gruppe. Da kroejer Marius Fiil i marts 1943 på godsejer Flemming Junchers opfordring skulle finde medlemmer til en modtagergruppe på Hvidsten - Spentrup - egnen, blev dyrlæge Iversen, med sin dansksindede indstilling og sin reelle optræden, et naturligt valg. Der skulle findes mænd, man kunne stole på. Fra marts 1943 modtog de som den første modtagergruppe overhovedet, containere med våben og ammunitation samt faldskærmsjægere fra England.
Dette skete på Allestrupsgårds Hede nord for Spentrup. En af dyrlægens opgaver var bl.a., at bringe faldskærmsjægerne i sikkerhed i "Tulles Hus" ved Hvidsten kro. Et væsentligt praktisk aktiv for gruppen var, at dyrlæge Iversen som dyrlæge kunne færdes forholdsvis ugenert om natten i sin bil og derved fragte faldskærmsjægerne til Hvidsten. I "Tulles Hus" og på Hvidsten kro blev faldskærmsjægerne vist en enestående hjælpsomhed og gæstfrihed, så meget at de kom til at kende alle de øvrige medlemmer af Hvidsten - Spentrup gruppen godt.
Fra nedkastningspladsen. Det er Albert Iversen med faldskærmen.
En af faldskærmsjægerne blev desværre et fatalt kendskab, idet Gestapo i begyndelsen af 1944 på en restaurant i Århus arresterede en af de faldskærmsjægere, som netop havde opholdt sig på Hvidsten Kro. Under de hårde afhøringer hos Gestapo røbede han navnene på gruppens medlemmer.
Det skulle blive endnu værre. Den 11. marts 1944 kl. 6.30 hentede tyskerne pludselig dyrlæge Iversen, mens han lå og sov i dyrlægehjemmet på Stationsvej i Spentrup.
Det blev sidste gang de tre piger så ham i levende live.
Der kom 3-4 tyskere i civil samt en dansk stikker, som gik direkte ind og hentede dyrlægen. Pigerne var om morgenen gået ned i stuen, hvor der var varme, for at klæde sig på. Fru Iversen var i køkkenet. Hun forbød tyskerne at gå ind i stuen, hvor pigerne opholdt sig, men de gjorde det alligevel, inden de gik op på første sal til soveværelset. Da dyrlægen havde fået tøj på, blev han straks ført ud i en bil , samtidig med at hele huset blev gennemsøgt. Der var vagt både ved fordør og bagdør, så det var umuligt at undslippe. Tyskerne var interesseret i at finde våben, sprængstof, illegale blade og en hemmelig sender, som tyskerne mente var i dyrlægens bil. De fandt ingen sender, men tog derimod bilen med.
Ulla kan berette om, at hun blev trukket rundt i huset af tyskerne for at vise dem eventuelle våben o.l., og de fandt da også en revolver på udhusloftet. Ulla husker, at hun var specielt optaget af hendes skræk for, at de skulle finde en af hendes bøger, netop en bog af John Steinbech: "Månen er skjult", som var forbudt læsning for danskerne. Hun havde bogen liggende fremme, men fik den skyndsomt gemt.
Far sagde farvel. Vi børn så ham aldrig mere. Kl. 7.30 kørte tyskerne bort med dyrlægen. De kørte til Hvidsten kro, som ligger ca. 2 km. fra Spentrup. På kroen var andre tyskere i færd med arrestere øvrige medlemmer af Hvidsten - Spentrup gruppen.
Dyrlægefamilien var forfærdet. Pigerne vidste på daværende tidspunkt intet om dyrlægens arbejde for frihedsbevægelsen. I bakspejlet kunne de godt se, at der skete ting og sager i familien, som de på daværende tidspunkt ikke ænsede, men som de senere kunne sætte i forbindelse med dyrlægens arbejde for Danmarks befrielse. Bl.a. kunne de undre sig over, at når Marius Fiil kom på besøg, blev døren til kontoret lukket. De kunne også undre sig over, at der i visse perioder var mange "natbesøg" i praksis.
Livet skulle leves videre. Familien håbede selvfølgelig på, at dyrlægen snart ville komme hjem igen. Dyrlægeforeningen for Randers og Omegn hjalp fru Iversen med at få passet praksis. Dyrlæge Emil Poulsen, som var nyuddannet assistent hos dyrlæge Quortrup i Kolind fra juli 1943, kom til Spentrup for at passe praksis i den kritiske periode i forsommeren i 1944. Dyrlæge Stützer, Hammershøj, som var foreningens formand i denne periode, var til stor hjælp med råd og vejledning.
Efter arrestationen fik familien at vide, at dyrlægen blev ført til tyskernes hovedkvarter ved Århus Universitet. Et tilfældigt øjenvidne har skildret ankomsten til universitetet således: "Mellem tyske soldater så jeg de danske blive ført ind i et af kollegierne. Jeg kendte kun Marius Fiil, men senere har jeg forstået, at manden med det lyse gode ansigt var dyrlægen. Om ham tænkte jeg: Den mand kan tyskerne ikke besejre".
På kollegiet kom alle i forhør hos tyskerne hver for sig. Efter mange og lange barske afhøringer blev de anholdte den 31. marts 1944 klokken fem om morgenen kørt i lastbil fra Århus til København. De blev alle ført til interneringslejren i Horserød. Her befandt de sig efter omstændighederne godt. Efter 20 dages ophold i Århus-arresten med elendig føde og idelig kalden til forhør, var opholdet i Horserød mere tåleligt. En af de anholdte skrev i sin dagbog for 1-24 april, at her var "rolige dage", her kan vi godt gå til krigen har ende. De fleste troede på daværende tidspunkt, at interneringen i Horserød var deres dom.
Det skulle gå anderledes.
Mens dyrlægen sad i Horserød-lejren, forsøgte den meget aktive Holger Danske-organisation, her ledet af "Flammen", at skyde selveste dr. Werner Best, tyskernes øverste mand i Danmark. De angreb hans vogn og kun chaufføren blev dræbt, idet Best selv ikke var i bilen. Dette attentatforsøg satte noget i gang hos tyskerne. Man begyndte nu at udtage gidsler til henrettelse.
En medfange, kapelmester Helge W. Hansen, skriver i sin "Fængelsdagbog" bl.a. følgende: I dag den 7.maj blev dyrlæge Iversen opfordret af tyskerne til at pakke sine sager, da han skulle til Vestre Fængsel. Iversen: "Jeg skal da have tid til at pakke". Tyskeren "Los, los. Behøves ikke. Det bliver udleveret til de efterlevende".
Iversen lignede ikke sig selv efter denne meddelelse. Det var som om han tog afsked med livet, da han trykkede mig i hånden. Jeg talte til ham om Gud. Hans øjne fyldtes med tårer og blev rødrandede - Jeg: Læg alt i Guds hånd, Iversen, så klarer du også det". Iversen: "Det er så svært at føle en Guds nærhed i en verden fuld af bedragerier og Quislinger".
Det viste sig at være den forkerte Iversen, tyskerne havde kaldt på. Albert Iversen styrtede ind på vor stue, kastede sig på sengen og brød i gråd. Det var et underligt syn at se denne store, stærke, livskloge mand ryste af gråd. Men reaktionen havde været for stærk, selv for ham. Det var som om han havde fået et forvarsel om sin skæbne.
Den 31. maj 1944 beretter Helge W. Hansen følgende: "Gravens uhygge hviler i dag over Hvidsten-folkene, som taler tyst sammen. Iversen siger til mig, at de er ved at berede sig på det uundgåelige, da de har fået underhåndsmeddelelse om, at tyskerne har sikre beviser på hånden, som de vil blive dødsdømt på ". Iversen: -"Lov mig, når du kan, at tage hjem og hilse på Gusta og mine tre tøser, og sig dem, at far nok skal tage det hele som en god, dansk mand. Og gå så over markerne op til Blichers grav og nyd synet derfra.... så vil du forstå, hvorfor vi fra den egn satte livet ind for Danmarks sag".
Som nævnt var tyskerne begyndt at udtage gidsler. Den 31. maj 1944 blev alle fra Hvidsten - Spentrup gruppen ført til "Dødscellen" i Vestre Fængsel. De sad der alle, i celle 2, sammen med Viborggruppen, så der var 18 mand i et rum på seks gange fire meter.
Efter et flugtforsøg, som blev forpurret, blev alle medlemmerne af Hvidsten - Spentrup gruppen den 26. juni stillet for en krigsret og 8 af dem blev dømt til døden, deriblandt dyrlæge Albert Iversen.
De dødsdømte blev ført i eneceller, men i nogle af dem sad der i forvejen en fange, ved midnatstid blev de dødsdømte samlet i et lokale. Her fik de at vide, at de skulle skydes kl. 4 om morgenen den 29. juni 1944.
Henrettelsen skete i Ryvangen, som på dette tidspunkt var tyskernes øvelsesterritorium. De dødsdømte blev bundet til en pæl og skudt. De henrettede blev begravet samme sted uden kiste, de fik en flaske med deres navne med i graven, så de senere kunne identificeres.
Familierne modtog i hele denne periode kun censurerede breve fra de indsatte, men kunne til gengæld sende breve og lidt tobak til fængslet. Senere blev der indført pakke - og brevforbud, samt besøgsforbud, netop på grund af angreb mod "Det tyske riges interesser her i landet".
Dagen efter dyrlæge Iversen var blevet dømt til døden, var fru Iversen og hendes bror Anton Jacobsen i København og havde fået lov til at besøge dyrlægen. Iversen virkede forbavsende rolig og de tog straks tilbage til Spentrup.
Den 29. juni kom direktør Wiebro, fra bryggeriet Thor i Randers, ud til familierne i Hvidsten og Spentrup for at meddele, at deres mand og far var blevet skudt af tyskerne samme morgen. Wiebro blev sendt på denne tunge opgave af Røde Kors. Da han forlod dyrlægehjemmet i Spentrup, satte han en kuffert med dyrlæge Iversens personlige ejendele. Wiebro var så rørt, at han ikke kunne sige, hvad kufferten indeholdt.
Som dagene derefter gik, havde man i familien alligevel en følelse af, at det ikke var rigtigt, at deres mand og far var blevet henrettet. Ulla fortæller, at pigerne døjede med at tro, at deres far var død, idet de ikke fik at vide, hvor han var død og hvor der var en grav. Man ville ikke tro, at der virkelig var sket en nedskydning af frihedskæmperne, selv om der bl.a. på grund af nedskydningen havde været folkestrejke i København fra fredag den 30, juni til den 4. juli og den tyske general havde erklæret byen i undtagelsestilstand.
Måske var årsagen til tvivlen også, at der i tiden efter henrettelsen verserede rygter på Randersegnen om, at Marius Fiil var set i en arbejdslejr i Tyskland og andre var også ifølge rygterne blevet genkendt. I sommeren 1944 og helt indtil befrielsen håbede man i dyrlægefamilien, at det ikke var rigtigt at alle 8 medlemmer af gruppen var blevet henrettet. Døtrene fra Hvidsten Kro, Tulle og Gerda, var dog blevet interneret i Tyskland og senere den 2. august benådet. Man håbede på, at den samme skæbne var overgået de andre.Uvisheden, savnet og sorgen var smertelig for familien.
Efter befrielsen den 5. maj 1945 fandt man, i juli 1945 ved siden af henrettelsespladsen i Ryvangen, tyskernes begravelsesplads, hvor de henrettede patrioter var gravet ned uden at være lagt i kiste. Ved hvert lig blev der dels fundet en nummereret pæl, der ragede op over terrænet og dels den omtalte flaske med en seddel med de henrettedes navne.
På trods af det spinkle håb i 1944 om at dyrlægen ville komme tilbage, blev praksis og dyrlægebolig i Spentrup solgt til dyrlæge Åge Ousen allerede i august 1944. Fru Iversen og de tre døtre flyttede over på den anden side af vejen i et hus ( maler Frisdals hus ), hvor der foroven var en lille lejlighed og forneden en lidt større, som tyskerne havde taget. Fru Iversen og døtre måtte i tiden derefter lide den tort , at de måtte bo i samme hus som de tyske soldater. Familien blev boende der indtil 1947, hvor de flyttede til Randers.
Hvordan kunne familien klare de daglige fornødenheder i denne periode?. De havde fået en lille sum for hus og praksis, vistnok 20.000 kr. De havde stor privat hjælp af fru Iversens søster, som var brugsuddeler i Spentrup efter faderen, men også to svogre hjalp familien meget. Der var ikke mulighed for understøttelse eller pension på dette tidspunkt. Ulla blev sendt ud at tjene tidligt og blev stuepige i Randers hos en af læge Steensens venner, nemlig den senere overlæge i Ørsted, læge Jens Larsen, Torvegade i Randers. De havde en 10-værelses lejlighed, så der var nok at se til for en stuepige.
Et stykke tid efter befrielsen, nemlig den 10. juli 1945, førtes otte kister med de henrettede patrioter fra Hvidsten - Spentrup gruppen gennem Københavns gader til en bisættelseshøjtidelighed i den store Grundtvigskirke. Hele det store kirkerum var fyldt, og hele det officielle Danmark var til stede med repræsentanter for kongehuset, regeringen og frihedsbevægelsen - for at vise de faldne den sidste ære.
Overlæge Jørgen Røjels bog "Modstandsgruppen Hvidsten" beretter følgende fra denne højtidelighed: Der blev i kirken talt af sognepræst Th. Glahn og sunget salmer. Cellisten Louis Jensen spillede Bachs Andante og kgl. kammersanger Einar Nørby sang solo.
Derefter talte kommandør Kai Hammerich, der bl.a. sagde: "I disse dage har Danmark fået sine faldne tilbage, det øjeblik vi både frygtede for og længtes efter, kom nu midt i Danmarks frihed og sommer. Nu er I på vej hjem for at hvile i jeres egen jord derovre i Hvidsten, som gennem jeres heltedød er blevet en kendt plet for snart hvert barn i landet. Om få dage skal i hvile sødt i Jyllands jord, og vejfarende vil standse og blotte hovedet, hver gang de passerer mindestenen, der er rejst for de otte frihedskæmpere og som skal afsløres i næste uge. Men i dag er det os herinde i København, der i dybeste taknemmelighed sender jer tilbage. Og frihedskæmpere fra København står æresvagt om jeres kister, og den store Grundtvigskirke er fyldt til sidste plads for at vise jer den sidste ære. Frihedskæmpere ! Et stort ord at tage i sin mund. Men ikke for stort for dem, der kæmpede i det skjulte uge efter uge, måned efter måned, længe før befrielsen var inde - kæmpede netop for denne befrielse, som de ikke selv kom til at opleve. Vi er sammen for i ærbødighed at mindes otte af vort lands stærke frihedskæmpere. Som det mest selvfølgelige af alt tog de dagens og nattens livsfarlige gerning op; modtog våben, som blev sendt os fra England. De gjorde deres arbejde i en fast overbevisning om, at netop på denne måde skulle og kunne de tjene Danmarks sag. De kunne ikke lade være - det måtte briste eller bære. Og så en dag brast det.
Disse mænd, der ikke var af mange ord, men som til gengæld handlede - disse mænd, der til deres dødstime intet røbede, blev en dag selv røbet. Og vejen, den ubønhørlige, gik gennem fængsel og forhør, indtil dødsdommen så endelig blev afsagt den 26, juni i fjor for de ottes vedkommende, mens de andre blev sendt til Tyskland.
"Terrorister og sabotører" skrev tyskerne med store overskrifter.
"Patrioter og frihedskæmpere" tænkte og vidste og sagde alle vi andre. Hvordan ærer vi andre nu dette minde bedst?. Svaret må blive, at vi ærer kun de faldne i Danmark ved hver dag at vinde freden og friheden. Ved uden vaklen at gøre hverdagens gerning for at bygge et bedre Danmark op end før. Måtte den ild, der tændte Danmarks modstandsbevægelse i brand, stadig brænde i danske hjerter. Lad os aldrig glemme, at de otte mænds død, vi her er samlet om, var med til at sætte hele den verdenskendte danske folkestrejke i gang. Dråben var flydt over bægeret - og Danmark viste voldsmagten og hele verden sin sande natur. Mandigere svar har et folk aldrig givet på så stor en sorg og harme. Skal vi med dyb tak til vore faldne, som nu bisættes her fra Grundtvigskirken, love dem og hinanden med Guds hjælp at gå videre af den vej, de viste os, og skal vi med dette løfte i vore hjerter - denne bøn - rejse os op for i stilhed at mindes disse otte af "Danmarks velsignede drenge", som Kaj Munk kaldte dem, der stred og faldt, indtil landet blev frit. Æret være deres minde".
Den 16. juli 1945 kom de faldne så hjem til Hvidsten og Spentrup. I spidsen for det lange sørgetog, der fulgte de otte mænds urner, gik 6 hvidklædte piger, som strøede blomster på vejen.
I Hvidsten, på hjørnet af Mariagervej og Spentrupvej, har man anlagt en mindelund, hvor deres urner blev nedsat i en fællesgrav.
Da deres urner blev sat i graven og fanerne blev sænket, talte pastor Poul Christensen fra Spentrup, han sagde bl.a. følgende: "Så kunne vi blot sige jer otte mænd tak, hvis støv her er sat for vor fod. Selvom i ikke hører det, så siger vi det dog: Velkommen tilbage til Hvidsten og Spentrup. Vi ville gerne have løbet jer i møde og trykket jeres hånd, alle i brave mænd, som vi kendte så godt. I stilfærdige, solide jyder, der blev helte da Danmark kaldte. I kæmpede for at skaffe os friheden, I døde, for at vi kunne leve. I unge, I børn, der er med på denne vemodige højtidsdag, glem ikke, at I skylder disse mænd og alle Danmarks øvrige frivillige, at I kan vokse op og være danske. Visselig var det de allieredes stærke magt, der knækkede nazismens rygrad, så vi fik vor frihed, men det var vore frivillige, der reddede Danmarks ære. Vor tak til jer fra Hvidsten og Spentrup, vor tak til jeres kære, som måtte slippe jer, allermest tak til Gud, som gav jer vilje og mod og fred i døden. Mange er kommet til stede her i dag og endnu flere følger jer i tankerne, Hvid-sten og Spentrup er blevet indskrevet i Danmarks historie. Som de otte kæmpede sammen og døde sammen, skal de nu hvile sammen i hjemlig jord".
Mens de otte mænds urner blev sænket ned i fællesgraven, sluttede præsten højtideligheden med ordene:
"Så vender jeg mig da imod jeres støv, Søren Peter Kristensen, Albert Iversen, Niels Kjær, Joh. Kjær Hansen, Henning Andersen, Marius Fiil, Peder Sørensen, Niels Fiil - Guds nåde og fred være med jer. Vi forpligter os ved jeres grave".
På 50-års dagen for Danmarks befrielse den 5.5.1995, var der en mindehøjtidelighed i Hvidsten, hvor fru dyrlæge Iversen var til stede. Til stede var også Ullas søn, Steen Albert og sønnesøn Mads Albert, som begge bærer navnet Albert som mellemnavn. Fru dyrlæge Iversen, som flyttede til Randers i 1947, blev boende samme sted i sit lille "Paradis", som hun kaldte sit hjem, indtil sin død den 24. november 1996, 89 år gammel.
I lokalarkivets årsskrift for 2000 er skrevet følgende om fattighuset i Spentrup:
Fra Fattighus til Høkerbutik
Af Hans Erik Vinggaard
Fattighuset.
Huset på Doktor Alle nr 1 i Spentrup hører til den gamle samling af huse og bygninger i "Kirkebyen" i Spentrup og har sin egen lille historie. Huset er bygget lige øst for den gamle Rytterskole, og blev oprindelig bygget som fattighus for Spentrup sogn. Det fungerede som sådan, indtil det i 1882 blev solgt af kommunen.
Det har ikke været muligt at få afklaret, hvornår huset er bygget, men det er før 1817. Efter byens udskiftningskort blev det bygget på jord tilhørende gård nr, 11 fra udskiftningen.
Husets funktion kan man få indtryk af ved at studere Spentrup – Gassum fattigkommissions protokol. Disse kommissioner blev oprettet ved forordning i 1803, og i 1841 overgik deres virke til Sogneforstanderskabet. I Lokalarkivet har vi kopi af disse protokoller fra 1817 og frem til 1841, og vi kan i dem se, at i 1817 havde huset en beboer, Ellen Andersen, på 58 år. Det fremgår af bemærkninger om hende, at hun har boet i sognet siden hun var 19 år gammel, og at hun på 7. år var på fattighjælp, men det afklares ikke, om hun var den første beboer. Hendes fattighjælpsydelse på det tidspunkt var pr. år 2 skæpper rug, 4 skæpper byg og 2 rigsdaler. I løbet af 1800-tallet overgik man efterhånden til pengeydelse alene, men denne kommission ydede blandet ydelse lige op til Sogneforstanderskabet overtog. I flere år bor hun sammen med et ægtepar med 4 børn, konen dør dog på et tidspunkt. I 1826 dør Ellen Andersdatter og afløses af Inger Jacobsdatter på 65 år og Inger Jensdatter på 41 år.
Vi skal ikke fortsætte beboerrækken i fattighuset, men jeg vil dog lige nævne to beboerforhold. Det første at Ellen Andersdatters afløser, Inger Jensdatter, har to uægte børn, og i en protokolbemærkning om hende er skrevet – før løsagtig. I øvrigt forsvinder hun allerede fra protokollen i 1831 uden forklaring. Det andet er, at ved folketællingen i 1880 (året for huset sælges) for Spentrup sogn, bor et ægtepar på 48 og 43 år med deres 5 børn fra 19 til 1 år i fattighuset.
Salg af fattighuset.
Sogneforstanderskabet overtog som omtalt driften af fattighusene i dobbeltsognet, foruden Spentrup var der fattighuse i Gassum og Dyrby, men i 1881 køber sognerådet gården matr. 3 i Randrup til fattiggård.. Denne ejndom og denne begivenhed er nærmere beskrevet i Jørgen P. Olsens lille bog "Randrup ved Gassum" på siderne 23 – 31. Sognerådet besluttede samme år, at de tre andre fattighuse skulle sælges. I sognerådets forhandlingsprotokol kan man bl.a. læse:
"Aar 1881 den 22 December afholdt Spentrup Gassum Sogneraad et Extramøde i det tidligere Fattighus i Spentrup for at forsøge samme bortsolgt. Mødte var Sogneraadsmedlemmerne for Spentrup Sogn og Formanden."
Referatet konkluderer, at Hr. Erichsen af – ulæseligt bynavn – er højstbydende med 1405 Kr, hvorefter han bekræfter købet med at underskrive protokollen. Imidlertid skrives der ikke mere i forhandlingsprotokollen i 1882 om salget, men i det tinglyste skøde underskrevet den 14. juni er det modehandlerske Helene Jacobs af Granslev, der overtager huset for de nævnte 1405 kr.
Hvad Erichsens rolle har været står hen i det uvisse. Huset har ved handelen matr. Nr 28 med hartkorn på 1½ Alb. Men i skødet oplyses, at der for kommunen ikke findes tinglyst adkomst på ejendommen, som imidlertid har været ejet af samme i langt over hævdstid.
Denne bemærkning hænger sammen med, at huset oprindeligt blev bygget på gård nr. 11´s jorde, og sandsynligvis har huset fået nr. 28 ved den nye matrikulering i 1844, men sogneforstanderskabet, som da ejede huset, har ikke fået det tinglyst, hvilket også fremgår af realregistret for nr. 28. Der noteres den samme bemærkning. Inden vi går videre med husets skæbne fremover, skal vi lige bladre lidt videre i skøde- og panteprotokollen og læse, hvad der står for den 3. marts 1886. Her ser man det usædvanlige, at en vielsesattest tinglyses som adkomst til en ejendom.
Vielsesattest.
"Den 6. Juni 1883 blev ægteviede i Spentrup Kirke Ungkarl Pehr Pehrson, Høker og Husejer i Værum, født 25 Maj 1848 i Raflunda i Sverrig og Pigen Helene Dorthea Marie Jacobs af Spentrup født 10 Juli 1862 i Parekim i Meklenburg.
At dette stemmer med Spentrup Kirkes Ministerialbog bevidnes.
Spentrup Præstegaard, 24 Septbr. 1883
Hansen (L.S.)
Foranstaaende Vielsesattest bedes tinglæst som adkomst for undertegnede Pehr Pehrson med tilnavnet Rix på det min Hustru Helene Jacobs efter Skjøde af 14, læst 22 Juni 1882, tilhørende Hus i Spentrup By og Sogn med Grund og Tilliggende M. No. 28 af Hatk. 1½ Alb.
Retsanmærkning frafaldes om, at den tidligere Ejer, Spentrup-Gassum Kommune, har manglet thinglæst Adkomst på Ejendommen, mens Kommunen nu har ejet samme i langt over Hævdstid, også om de Ejendommen påhvilede Forhæftelser.
Sidste Kjøbesum var 1405 Kr.
Randers d. 3 Marts 1886
P.Pehrson Rix
Høkerbutikken
 Man kan undre sig over, at en modehandlerske, der i 1882 lægger over 700 kr på bordet, vil drive høkerbutik i den lille kirkeby Spentrup, men det er nu heller ikke tilfældet. Ser vi i politiets næringsprotokol, står der den 7. juni1882, at Helmuth Jacobs får bevilling til at drive høkerbutik på matr. Nr 28 i Spentrup. Det viser sig, at det er Helenes far, som skal drive høkerbutik, og for at få næringsbevillingen skal han fremlægge lokale "straffeattester", som i kopi vises her.
Man kan se, at Helenes forældre er kommet til Hobro i 1874, og efter folketællingen 1901 er Helmuth født i 1835 og hustruen Elisabeth i 1831 i Meklenburg. At der skulle en slags straffeattest til for at få bevillingen, skyldes måske, at dengang måtte høkerbutikker godt drive udskænkning af øl og brændevin, men denne ret bortfaldt i 1912. Ved folketællingen i 1890 ses, at det ældre ægtepar Jacobs har et plejebarn på 28 år og en tjenestepige på 17 år. Helmuth Jacobs driver høkerbutikken helt frem til 1910, d.v.s. til en alder af 75 år. Forinden, i 1908, overdrager Helene huset til sin far for en pris af 2000 kr.
Fra 1910 og frem til 1966 drives forretningen videre med forskellige ejere, og det bliver i de 56 år til 5 forskellige.
Helmuth Jacobs sælger høkerbutikken i 1910 til forhenværende gårdejer Søren Hermansen, som får næringsbevilling. I 1919 overdrages hus og forretning til datteren enken Martine Andreasen, der ligeledes af politimesteren i Randers får bevillingen som detailhandler, idet hun har godtgjort, at hun opfylder de i næringsloven stillede betingelser. Samtidig indgår hun en aftægtskontrakt med sine forældre, så de kvit og frit kan leve og bo i huset , så længe de lever, hvilket bekræftes i folketællingen for 1921, hvor hun, sammen med en søn på 13 år, bor sammen med forældrene i huset, og hun står som detailhandler.
Martine Andreasen er i 1919 40 år, men det blev efterfølgende kort tid for familien i det gamle fattighus. Sandsynligvis fordi hendes mor Karen Marie Hermansen dør i januar 1924, sælger hun allerede i april måned hus og forretning til ægteparret Laurits og Valborg Engsig. De er først i 40-erne, og de fortsætter forretningen i 25 år lige indtil 1949.
De to sidste der driver "Høkerbutikken" indtil den lukker i 1966 er igen kvinder. Efter Engsig kommer Edith Jensen i 1949, og i de sidste fra 1961 til 1966 er det fru Betty Rasmussen. Hun påstår, at hun stadig bor i et fattighus, men med den høje cigarføring hun hjælper med i ægtemandens Vesterport Cykelforretning, tror jeg ikke rigtig på det.
Høkerbutikken, ukendt år
Fattighuset, som det så ud i 2008
Kilder.
Purhus Lokalarkiv: Protokollerne for Spentrup-Gassum Sognes Fattigkommission
Jørgen P.Olsen: Randrup – 1992
Landsarkivet i Viborg Forhandlingsprotokol for Spentrup-Gassum Sogneraad
Realregister og Skøde- og panteprotokol for Spentrup sogn, Nørhald m.fl. Herreder.
Politiets Næringsprotokol for Spentrup Sogn
Rigsarkivet Folketællingerne fra 1880 og frem til 1925 for Spentrup sogn
Sognepræsten Kirkebog for Spentrup sogn
|
