|
Kirkebøger
1696 – 1891 i kopi og mikrofilm
Folketælling
I kopi 1787 – 1801 – 1845
Som filmrulle: 1834 – 1911
Som mikrofilm: 1916 – 21
Som afskrift: 1911 og 1921
Folketællingen 1901: navneregister for alle sogne over familieoverhovedet
Erindringer og slægtsbøger
Mikkel Jacobsen – Nørbæk, se nedenfor
Jens Steensgaard – 41 år som lærer på Nørbæk Skole
Poul Aaquist Nielsen, Nørbæk – erindringer fra ca. 1919 (2 bøger)
Erik Sørensen – erindringer fra Nørbæk (2 bøger)
Niels Laursen og Lise Jensen, søskende og efterkommere, se nedenfor
Slægten Sadolin, se nedenfor
Familien Bundgaard, se nedenfor
Slægten Hovgaard - Nørbæk Hovgaards historie
Lydbånd
Christine Sørensen og Mikkel Jacobsen, Nørbæk
Andre arkivalier
Nørbæk-Sønderbæk-Læsten Bibliotek, protokol
Nørbæk Efterskole, slides
Nørbæk og Omegns Mergelselskab, 2 protokoller
Nørbæk Skole, 2 regnebøger
Nørbæk skoleprotokol
Nørbæk-Læsten Sygekasse, protokol
Nørbæk-Sønderbæk-Læsten Sygekasse, protokol
Nørbæk, æske nr. 182
Nørbæk Efterskole, æske nr. 132
Nørbæk Forsamlingshus, æske nr. 183
Nørbæk Kirke, æske nr. 184, 259, 260
Nørbæk Sogn, æske nr. 258
Familien Vestergaard, æske nr. 17
Købmand Pedersen, æske nr. 165
Nørbæk-Sønderbæk-Læsten Sygekasse, æske nr. 209
Nørbæk-Sønderbæk-Læsten Læplantningslaug, æske nr. 1
Nørbæk-Sønderbæk-Læsten Pastoralarkiv, æske nr. 254, 255, 256, 257
Nørbæk-Sønderbæk-Læsten Skolekommission, æske nr. 224
Gamle og nye fotos fra Nørbæk
Vil du se skolefotografier fra Nørbæk sogn, så klik her.
Købmand Christen Christensen og hustru Mette Lem Nielsen, født Rytter. Manden i døren er kommis'en. Købmandsforretningen Fårupvej 2. Ukendt år.
Købmandsforretningen Fårupvej 2, 1930erne
Nørbæk Købmandsforretning i 1962. Hustruen Hilda og veninden Edith.
Nørbæk Købmandsforretning, ukendt år. Den er opført i 1889, og den lukkede i 1999
Den tidligere købmandsforretning 2011
Den tidligere købmandsforretning 2011
Købmandsforretningen i Adelgade 3, 1911
Levering af petroleum fra "Det Danske Petroleums Aktieselskab" til købmanden i Adelgade, ca. 1915
Købmanden i Adelgade i 1960erne
Adelgade 3 i 2008, tidligere købmand Peder Christian Pedersens forretning
Hviddingvej 31, 1957
Hviddingvej 31, 2011
Frederikke Andersens hus, Hviddingvej 3 i 1946. Huset blev nedbrudt i 2001 for at give plads til kirkens parkeringsplads.
Huset er bygget som tømreværksted i 1895. Frederikke døde i 2000, 97 år gammel.
Sådan ser Hviddingvej 3 ud i 2011
Nørbæk sogns sygekasses bestyrelse på udflugt ca. 1930, navneliste på lokalarkivet.
Henning Bach Sørensen foran Nørbæk gl. smedie, ukendt år.
Nørbæk smedje 2011
Anne og Jens Hougaard, lærer Svendsen og hustru, Niels og Agnes Christensen, ukendt år.
Skovagervej 20, ejet af Elna og Marius Skovgaard.
Kurvemager Poulin Kristensen, Smallegade, 1970-erne.
Øslanggaard 1916, delvis navneliste på lokalarkivet.
Folkedansere i Nørbæk, ukendt år.
Jensine Sørensen foran sit hus. Hun døde i 1938, 84 år gammel. Huset er nedrevet ca. 1938.
Tørvearbejde, ca. 1914.
Jens Roll Steensgaard, lærer i Nørbak 1880 - 1920, og hans hustru Elisabeth i deres stue.
Sandagergaard, Læstenvej 2, ukendt år.
Posten, Marinus Nielsen, ukendt år.
Partier fra Nørbæk, ukendt år, men formentlig slutningen af 1920-erne.
Partier fra Nørbæk, ukendt år, formentlig fra begyndelsen af 1900-tallet.
Gymnastikhold 1936
Gymnastikhold ca. 1935-37.
På session i Randers 18. juni 1938.
Familien Aage Christensen, Skovagervej 13, ca. 1948
Kristian Aalborg med mælkevogn, ca. 1950
Grete og Nete Sørensen, 1921
Morten Christensen,
far til købmand Christen Christensen
Købmand Christen Christensen
Lærer Steengaard, der var lærer i Nørbæk 1880 - 1920, med familie, 1911
En tidligere ejendom på Fårupvej 7, ejeren Jens Andersen (Smed) med familie
Jens Andersen (Smed) med familie, ca. 1909
Øslanggård, gårdmaleri
Åledamgård 1960 - se artikel nedenfor om regnebog
Den stående dreng øverst til venstre er ikke Agner Pedersen, men Kristian Dalgaard
Nørbæk Efterskole 2008
Nørbæk præstegård 2008
Storke på kirketaget, ukendt år
Storke på kirketaget
Kirkens indre, ukendt år.
Nørbæk kirke 2008
Beretninger fra Nørbæk
Sogneoplysninger
fra Purhus guiden 1988
Under Nørbæk hører Nørbæk og Skovagre.
Nørbæk er en landsby, der med sit opland har ca. 280 indbyggere. Der er kirke, præstegård, efterskole og forsamlingshus.
Dagligvarebutikker m.v.: Købmand, smedeforretning.
Offentlige transportmidler: Bus rute 232 Randers-Fårup (Hobro). Man-fre.: 8 daglige afgange. Lør-søn.: 4 daglige afgange.
Nørbæk er i dag tæt forbundet med Fårup, men sådan har det ikke altid været. Den tidligere bro over Skalsåen førte til Handest og ligger længere mod nord. Først med jernbanens indtog blev en nærmere forbindelse til Fårup en nødvendighed, og den nuværende bro blev etableret i slutningen af 1860'erne.
Nørbæk er en gammel by opstået omkring hovedgården Nørbækgaard, som ikke eksisterer mere. Gårdens kendteste ejer er Marie Grubbe, som var datter af ejeren af Tjele, Erik Grubbe.
Nørbæk Efterskole er en skole for læseretarderede børn og unge. Den blev etableret i 1967 som en af de første i lan-det af sin art. De ældste af skolens bygninger er den gamle landsbyskole, som blev nedlagt i 1962.
Seværdigheder
Nørbæk kirke er en lille romansk kvaderstenskirke med sengotisk tårn og nutidigt våbenhus. Der ligger syd i byen, lige ved siden af præsteboligen og præstegården, som har et tilliggende på 35 tdr. land. Indtil 1800 hørte kirken under Tjele Gods, men i 1800 blev den købt af Nørbæk bønder. De pågældende bønders navne er malet på en tavle ophængt i kirken.
I kirken hænget et gammelt krucifiks, der blev fundet på loftet engang. Her blev det formentlig anbragt ved reformationen og har siden ligget upåagtet hen, indtil det blev fundet og anbragt på et kors og hængt op. De to store messingstager ved alteret er skænket af Marie Grubbe og Palle Dyhre, hvis initialer og årstallet 1678 er indgraveret på stagerne. Et gammelt messingfad med motivet "Indgang til det forjættede land" hænger ved døbefonden.
Antependiet er ifølge overleveringen broderet og skænket kirken af Marie Grubbe. Det består af en grøn bund af uldent klæde broderet med forskellige blomster. Formentlig var tæppet oprindeligt beregnet til verdslig brug. Måske er det halvdelen af en borddug. I hvert fald er blomsterne uden kristen symbolik. Tæppet er i sig selv et klenodie, da der er meget få tekstiler af så høj alder i Danmark. Det blev i 1987 restaureret på Nationalmuseet i anledning af, at menighedsrådet lod fremstille et nyt gulvtæppe til koret. Det nye kortæppe, symboliserende en tulipanmark, er vævet af Anne-Marie Holm.
Fortidsminder
Ved Hammershøjvejen ligger den eneste jættestue,som er bevaret i Purhus kommune. Den består af 7 bæresten og 1 dæksten.
Længere vestpå ligger den store langhøj Haversdås, som er 100 m lang, 15 m bred og 3 m høj. Højen er ikke udgravet, men tilsvarende høje har indeholdt flere begravelser og evt. et kulthus.
I Nørbæk enge er fundet en del flinteredskaber, og det for-modes, at der har ligget 2 stenalderbopladser på to holme. Bopladserne er ikke nærmere undersøgt.
Lokalarkivets årsskrift for 2005 indeholdt følgende artikel om Nørbæk Forsamlingshus:
Årsskriftet havde i 1994 følgende artikel om en markant skikkelse i Nørbæk:
Denne artikel om en forpagtningskontrakt stod i årsskriftet for 2000:
Da Nørbæk Præstegård blev forpagtet i 1904
Indledning og noter ved Erik Johansen.
Indledningsvis skal der rettes en tak til Else og Alfred Nielsen, Nr. Borup, samt Inga Rousing, Viborg, for at have henledt min opmærksomhed på kontrakten samt forsynet mig med såvel en udskrift som en fotokopi af originalen, der beror på landsarkivet i Viborg.
Forpagtningens to parter er August With, sognepræst i Nørbæk, Sønderbæk og Læsten sogne 1897-1907, og Peder Christian Nielsen, tidl. i en årrække kusk på Fussingø 1).
Det vil formentlig være nyttigt med en lille introduktion om præstegårdsforpagtninger. Fra gammel tid var sognets præst blevet aflønnet ved, at han fik stillet en gård til rådighed – "præstegården" 2). Sådan var det i den katolske kirkes tid, og sådan fortsatte det efter reformationen, dog med den forskel, at det derefter var kongen, der stillede gården til rådighed.
I virkeligheden var der tale om en slags forlening, som når kongen tildelte en herremand et kongeligt gods. Lensmanden kunne oppebære indtægterne af godset, og var til gengæld forpligtet på at yde visse tjenester (bl.a. militærtjeneste og administration).
Præsten fik stillet præstegården til rådighed, og var til gengæld forpligtet på at yde præstetjeneste i sognet. Helt frem til lønningsloven af 1913 var det aflønningsmåden for danske præster (når vi ser bort fra andel i tienden samt "offer", frivillige gaver). Ved embedstiltrædelsen skulle præsten købe ("indløse") præstegården hos sin forgænger , mod at erhverve ret til tilbagebetaling af sin efterfølger i kaldet. Denne såkaldte "beneficialordning" var indført som led i gejstlighedens privilegier af 24. juni 1661 i forbindelse med enevældens indførelse.
I den nedenfor gengivne kontrakt benævnes præsten "beneficiarius" – bogstaveligt oversat: "den, der nyder godt af".
Dette juridiske begreb dækker over, at præsten netop ikke ejede præstegården. Selv om han havde betalt "indløsningssummen" (omkring 1900 ca. 1000 kr, dvs. mellem ½ og 1/3 af en præsts gennemsnitlige årsindkomst), var præstegården ikke hans ejendom.
Han kunne ikke disponere frit over den (bemærk, at stiftsøvrigheden skal "approbere", dvs. godkende, kontrakten; og at provstesynet har ret til at pålægge reparationer og lign.).
Langt op i 1800-tallet var det almindeligt, at præsten selv drev præstegårdens landbrug. Men omkring 1900 var flertallet af præsterne gået over til at bortforpagte landbruget. Vel at mærke stadig under stiftsøvrighedens og provstesynets tilsyn.
Præstens økonomi var altså afgørende afhængig af indtægterne fra landbruget . Dette blev endnu tydeligere efter tiendeafløsningen i 1903. Ligeledes var det ham, der stod som ansvarlig for jordens bygninger og jordens stand, og dermed også hæftede økonomisk for dem.
Da præsten ofte havde været nødt til at gældsætte sig for at kunne betale indløsningssummen til sin forgænger, var det meget vigtigt for ham at kunne vide, hvor han stod økonomisk, især i embeder med beskedne indtægter, såsom Nørbæk-Sønderbæk-Læsten pastorat.
Betingelserne ændrede sig afgørende i de næste to årtier. Med lønningslovene af 1913, 1919 og 1922 overgik præsten til at få fast løn og blev tjenestemandsansat, og administrationen af præstegårdene blev overdraget til menighedsrådet.
Tillige blev jordtilliggendet mindre, idet jordlovene af 1919 pålagde præstegårdene at afgive jord til oprettelse af husmandsbrug – således også i Nørbæk, hvor jordtilliggendet fra 1921 mere end halveredes.
FORPAGTNINGSKONTRAKT.
I Forventning af Stiftsøvrighedens Approbation 3) bortforpagter undertegnede August With, Sognepræst for Nørbæk-Sønderbæk-Læsten Menigheder, til herværende Forpagter Peder Christian Nielsen, Nørbæk Præstegaards Jordtilliggender paa følgende Vilkaar:
§ 1.
Forpagtningstiden er paa 8 paa hinanden følgende Aar fra 1. April 1905 til 31. Marts 1913, og Forpagtningen er i dette Tidsrum uopsigelig fra begge Sider. I Tilfælde af Forpagterens Død inden Forpagtningstiden udløber, forbeholdes hans Enke, saalænge hun ikke indlader sig i nyt Ægteskab, Ret til at overtage Forpagtningen, mod at hun opfylder denne Kontrakts Bestemmelser. Dør Forpagteren ugift eller vil hans eventuelle Enke ikke benytte sin Ret til at overtage Forpagtningen, samt i Tilfælde af Forpagterens Konkurs, ophører Forpagtningen førstkommende 1. April, hvis Forpagterens Død eller Konkurs indtræffer mindst et halvt Aar for denne Dag, ellers vedvarer forpagtningen til den derefter følgende 1. April, til hvilken Tid Enken, Arvingerne eller Konkursboet opfylder alle Forpagterens Forpligtelser samt fratræder og afleverer efter Kontraktens Bestemmelser. Fremforpagtning eller Fremleje er ikke tilladt.
§ 2.
Forpagtningen omfatter samtlige til Nørbæk Præste-gaard hørende Jorder og Kærstrækninger. Dog skal Forpagteren ikke kunne modsætte sig indtil 2/3 af Hedens 4) eventuelle Bortsalg og kan intet Erstatningskrav i den Anledning gøre gældende; det samme gælder ved eventuelt Bortsalg af "Kalvekæret". Efterhaanden som Heden tilplantes, unddrages det tilplantede Areal Forpagtningen. Fra Forpagtningen undtages Præstegaardens Have. De Forpagteren overladte Jorders Hartkorn 5) er opgivet at være 7 Tdr. 7 Skpr. 2 Fjk. 2½ Alb. De paa Jorden værende Fortidsminder, nemlig to runde toppede Jordhøje, hvoraf den ene ("Degnens Høj") er beskadiget, den anden ("Præstens Høj") velbevaret, maa ikke røres med Plov, Hakke eller Spade, deres Omfang maa ikke formindskes ved at Randen nedenfra oppløjes, og de til dem hørende Stene maa ikke flyttes, bortføres eller sønderslaas.
§ 3.
Samtlige Præstegaardens Bygninger 6) fordeles saaledes: Præsten forbeholder sig Stuehuset, i østre Længe den nordre Mælkestue med hosliggende Gang og Tørverum, det vestre Latrin og den vestre Stue, to Baase med Krybber i Hestestalden; i vestre Længe det nordre Rum i Vognremisen, saa at Præsten har tilstrækkelig Plads til 2 Vogne deri og med Lethed kan komme til at benytte det, endvidere Rullestuen. Alle øvrige Rum i Præstegaardens Længer overlades Forpagteren, der dog ingen Forandringer maa foretage uden Præstens Samtykke. Brolægning i Forpagterens Stalde, Lo- og Ladegulvet samt Skillerummene mellem Kreaturerne og Krybberne holdes af Forpagteren godt og forsvarligt vedlige. I øvrigt er Forpagteren med Hensyn til de ham overladte Bygninger pligtig til at rette sig efter det aarlige Provstesyns Bestemmelser. I Stuehuset vedligeholder Forpagteren Taget og foretager Reparationer deraf, naar Præsten klager over Mangler, og Reparation og Omlægning af samtlige Gaardens Tage, naar Provstesynet finder saadant fornødent. Overskrider de øvrige Reparationer, som Provstesynet finder fornødne, 100 Kroner, deles det overskydende Beløb af Præst og Forpagter. Inden Bagerovnen, som det med øvrigt Inventar i Bryggerset paahviler Forpagteren at holde vedlige, benyttes, skal Forpagteren forvisse sig om, at den er i forsvarlig Stand. Pumpernes Vedligeholdelse samt Gaardspladsens tilbørlige Brolægning paahviler Forpagteren, der ogsaa hvert Aar skal lade Indkørselen til Præstegaarden gruse. Præsten skal, dersom Synet giver sin tilladelse dertil, og det kan lade sig udføre, lade indrette et Bryggers med Bagerovn og Grubekedel i den østre Længes nordlige Gavl og udvide Hestestalden med det sønden for den værende Rum og der lade indrette Hakkelsehus.
I Uvejr eller Storm skal Forpagteren stedse sørge for, at en rask og rørig Karl er til Stede for at paase, at Præstegaardens Bygninger ikke lider Skade. Ildsvaade ophæver ikke denne Kontrakt og giver ikke Forpagteren Ret til at fordre Erstatning for Afsavn af Bygningerne. Forpagteren erstatter Præsten den Skade, som maatte blive tilføjet de ham overladte Bygninger ved grov Uagtsomhed, Skødesløshed og lignende fra Forpagterens, hans Families og hans Folks Side.
§ 4.
Forpagteren er pligtig til at dyrke Agerjorden i 8 Marker efter følgende Sædskifte: 1. Brak med Gødning. 2. Vintersæd. 3. Byg. 4-5. Havre og i 5 Udlæg med Kløver. 6-8. Græs. Det indrømmes Forpagteren at dyrke indtil 4 Tdr. Land med Rodfrugt i Vang 3 og give Byg i Stedet for Havre i Vang 4. Det tillades fremdeles Forpagteren at tilsaa Brakken med Spergel enten til Nedpløjning eller til Afgræsning i de tørre aar. I hver Tønde Land (à 14 000 Kvadrat alen) saaes med sidste Havreudsæd: 8 Pund rødt, 2 Pund hvidt Kløverfrø, 4 Pund Rajgræsfrø, 2 Pund Hummel-Kløverfrø, alt i gode velrensede Varer, der paa Forlangende skulle forevises Præsten. Jorden skal til enhver Tid være ordentlig og godt behandlet og gødes to Gange, i hver Omgang saaledes, at Gødningen udkøres paa Brakmarken og førend første Havreudsæd. Brakmarken skal gives mindst en Vinterpløjning og tre Sommerpløjninger med tilhørende Harvninger. Al Gødning fra Forpagterens Stalde og Svinestier udkøres paa Marken med Undtagelse af 10 Læs, som overlades Præsten og af Forpagteren besørges udkørt, naar og hvor Præsten ønsker det.
Forpagteren skal, naar Præsten anskaffer de dertil nødvendige Planter, besørge 1 Td. Land Hedejord aarlig tilplantet efter Præstens Anvisning. Tørv maa kun skæres i Vesterkæret, og efter Skæringen skal Graven jævnes. Forpagteren skal finde sig i eventuelt Magelæg 7) eller Bortsalg i Anledning af Aaens Regulering og Krogens Bortskæring; i Tilfælde af Bortsalg oppebærer Forpagteren Renterne af Salgssummen. Den eventuelle nye Bro vedligeholdes af Forpagteren.
Brodækket skal han om Efteraaret optage og bringe under Tag. Nye Grøfter og Hegn, som ønskes af Forpagteren eller Naboer, udføres af Forpagteren, og Udgiften derved deles af ham og Præsten. Vedligeholdelse af Grøfter og Hegn afholdes af Forpagteren. Udgifter, der kommer til at hvile paa Præstegaarden i Anledning af Skalsaadalens Regulering, deles af Præsten og Forpagteren, der forrenter og afdrager det eventuelle Laan, hver med det halve.
§ 5.
Paa Præstegaarden skal Forpagteren hele Aaret rundt (om Sommeren paa Græs, om Vinteren paa Stald) holde en Besætning af mindst 12 Køer, 18 Ungkreaturer, 20 Faar med Yngel og 4 Heste.
§ 6.
Den aarlige Forpagtningsafgift bestaaer af følgende Ydelser:
a) 27 Tdr. Rug, 35 Tdr. Byg, 50 Tdr. Havre i Penge efter Aarhus Stifts Kapitelstakst 8) , som Præsten modtager forud nøjagtigt 1. April og 1. Oktober, hver Gang med det halve. Beløbet maa ikke være under 900 Kroner og ikke overstige 950 Kroner.
b) i aarlig Godtgørelse for Mælk og Smør 282 (to Hundrede otti og to) Kroner, som betales forud enten halvaarsvis eller kvartalsvis, efter som Præsten maatte ønske det.
c) en sund og god Slagtegris, ikke under 250 Pund, som leveres medio December, samt to gode levende Gæs eller 4 gode levende Ænder, som leveres i December Maaneds sidste Halvdel.
d) Forpagteren er pligtig til at sælge Præsten daglig saa megen ren, sød nymalket Mælk, som denne maatte ønske, for 7 Øre pr. Pot 9) og skummet Mælk for 2 Øre pr. Pot.
e) 5 Tdr. sunde Spisekartofler, som leveres hvert Efteraar.
f) Forpagteren skal for Præsten fodre, græsse og passe 2 Faar med Yngel som sine egne.
g) Forpagteren skal uden Vederlag fodre og passe Præstens Hest, saa den er i god Foderstand, og levere god Græsning til den i Juni Maaned.
h) 40 Snese friske Æg aarlig, leveres i Præstens Køkken, med 1 Snes ugentlig fra 1. April – 1. Oktober. Resten for deles ligelig i Maanederne 1. Oktober – 1. April.
§ 7.
Dersom Præsten selv holder Hest, skal Forpagteren, hvis han efter Præstens Ønske leverer Kusk til Præstens Embedskørsler og private Kørsler, herfor oppebære en aarlig Godtgørelse af 75 Kroner, der i saa Fald betales kvartalsvis.
Dersom Præsten ikke selv holder Hest, bortfalder den under § 6 Punkt g nævnte Ydelse, og Forpagteren er da pligtig til at befordre Præsten for 50 Kroner aarlig til alle Embedskørsler, deri indbefattet Kørsler til alle Gudstjenester, til Brudevielser, Begravelser, Skoleeksaminer 10) , mulig Befordring af Biskop og Provst samt 10 Bibellæsninger mod at Præsten lader sig befordre i sin egen Vogn. Al Kørsel til Præsten skal præsteres med et med solidt og anstændigt Seletøj forsynet Tospand i ordentlig og smuk stand, - ikke Hingste eller drægtige Følhopper - , og med en paalidelig og ædruelig Kusk. Fra Embedskørsler danner Vacanceture 11) ingen Undtagelse. Private Kørsler betaler Præsten med 1 Krone pr. løbende Mil 12) .
§ 8.
I Præstegaardens Mose lader Præsten til sit Brug skære de fornødne Tørv, som hjemkøres af Forpagteren uden Godtgørelse derfor. Hjemkørslen maa ske til de Tider af Maj, Juni og Juli Maaneder, Præsten anser det for heldigst, dog undtagen 8 Dage heraf, som Forpagteren anser for de travleste. Forpagteren har Ret til af Tørvemosen aarligt at skære 40.000 Tørv, for saa vidt de medgaa til hans egen Husholdning.
§ 9.
Halmen af Afgrøden opfodres i Præstegaarden eller anvendes til Strøelse. Det bemærkes udtrykkeligt, at Forpagteren ikke maa sælge, bytte eller bortføre Sæd i Straaet, Græs, Kløver, Hø, Halm, Gødning, Ler, Sand og Grus, Tørv eller Lyng fra Præstegaardens Jorder med Undtagelse af Ydelse til det offentlige, men samme skal forblive ved Gaarden til dennes forsvarlige Drift. I øvrigt skal For-pagteren anvende den største Omsorg for Gødningens Formerelse og navnlig gøres det ham til Pligt at have den forlangte Kreaturbesætning (§ 5). 13)
§ 10.
Skulle det vise sig, at Arealet af Præstegaardsjorden er større eller mindre end angivet i nærværende Kontrakt, skal denne dog i alle Punkter staa ved Magt. Præsten udreder alle de af Præstegaarden gaaende Skatter og Kommuneafgifter, dog saaledes, at alle Byrder vedrørende Vejvæsen, Snekastning, Sognekørsel, Ægter 14) , Kørsel til Skolen, Fælleskasse, Sprøjte o.s.v. hvad enten de præsteres in natura eller i Penge paahviler Forpagteren. Fourage 15) til Skolen, Tørv til Skolen og Fattighus ydes af Forpagteren. Jagtret paa Præstegaardens Jorder og Fiskeret tilhører alene Præsten. I Tilfælde af militær Indkvartering overtager Præsten Officerer og ligestillede, Forpagteren Underofficerer og ligestillede samt Menige, ligeledes Hestepassere og Heste. Hvad der maatte blive forlangt in natura til indkvarterede Heste leverer Forpagteren til samtlige Heste mod at oppebære Godtgørelse for den Indkvartering, som ydes af ham. Hvad der i Krigstid eller andre ekstraordinære Forhold maatte blive forlangt af Præstegaarden i Kørsler og Naturalydelser, skal Forpagteren yde mod at oppebære Godtgrelsen.
§ 11.
Gaardspladsen skal luges og holdes ren og ordentlig fri for enhver Opstabling af Gødning, Halm, Lyng og lignende, samt fejes mindst hver Lørdag. Latrinerne skal renses mindst hver Fredag, hvilket paahviler Forpagteren. Gaardsrummet foran Stuehuset skal Kreaturer saa vidt mulig holdes borte fra. Det paahviler Forpagteren at rense Slamkisterne i Gaarden 16) og sørge for, at ikke Kloakrørene tilstoppes.
§ 12.
Forpagteren skal – saa vidt mulig – sørge for, at hans Høns og Ænder holdes borte fra Præstegaardens Have.
§ 13.
Saalænge Forpagtningen vedvarer, paalægges det Forpagteren at bruge den yderste Forsigtighed med Ild og Lys, saaledes at han ikke uden særlig Nødvendighed lader komme Lys i Præstegaardens Udhuse og stedse selv eller ved sin Avlskarl lader det føre i en efter Brandordningen indrettet Lygte, ligesom han paaser, at der ved Ilds Ombærelse i Vaaningshuset 17) er ordentlig indrettet Ildkasse. Ligeledes paaser han, at ingen Tobaksrygning finder Sted i Udhusene. Han paaser fremdeles, at Helligdagsanordningen overholdes 18) og bør han paa det omhyggeligste sørge for, at alt uværdigt og forargeligt og usædeligt Væsen fjernes fra Præstegaarden og skal i den Henseende holde den størst mulige Kontrol med sine Tjenestefolk, ligesom han ogsaa bør paase, at de al Tid vise sømmelig og høflig Optræden overfor Præstefamilien og dens Husstand. Legestuer og lignende maa holdes borte fra Præstegaarden. 19)
§ 14.
I hele Forpagtningstiden skal Forpagteren have den forlangte Besætning og Driftsinventaret samt alt Foder, Hø og Straa, Sæd og Gødning forsikret til fuld Værdi mod Ildsvaade i en solid Brandforsikring, ligesom enhver Udsæd bør være forsikret mod Haglskade.
§ 15.
Præsten forbeholder sig Adgang til Forpagterens samtlige Bygninger paa hvilken som helst Tid samt Gang til og paa Præstegaardens Jorder. I ethvert Aar og navnlig det, som gaar forud for Forpagtningens Ophør, er Præsten berettiget til paa enhver Maade, han finder hensigtssvarende, ogsaa ved en befuldmægtiget, at føre Tilsyn med Forpagterens Udførelse af de ham efter denne Kontrakt paahvilende Arbejder. I Aaret for Forpagtningens Ophør beror det paa Præsten, om han vil lade Sæden og Græs og Kløverfrø i passende Blanding udsaa af en af ham selvvalgt Mand. I tilfælde af Præstens Død tilfalder bemeldte Tilsyn selvfølgelig hans Arvinger eller Bestyreren af hans Bo samt Eftermanden i Embedet. Det utærskede Korn, som maatte være i Præstegaarden ved Forpagterens Død eller Fratræden, maa af vedkommende besørges aftærsket i Laden snarest muligt ogsaa efter 31. Marts, inden 1. Maj. 20)
§ 16.
Ved Forpagtningens Udløb skal Forpagteren aflevere Marken i forsvarlig Stand, som han har modtaget den og i Overensstemmelse med denne Kontrakts § 4 og hvad der om Driftsarealerne er anført. Rugmarken skal være gødet og tilsaaet inden Mikkelsdag 21) og med mindst 1 Td. Rug pr. Td. Land. De Marker, der skulle besaas med Vintersæd og Brakmarken skulle være vinterpløjet i tilstrækkelig Dybde. Græsmarken skal være besaaet med Kløver og Græsfrø paa den i § 4 angivne Maade. Ved Fratrædelsen 31. Marts 1913 er Forpagteren pligtig at aflevere 350 Lispund 22) Halm og 200 Lispund Hø til Besætningens Fodring indtil den kan komme paa Græs.
Ved Bygningerne maa de ved sidste Provstesyn udsatte Arbejder være afhjulpne.
Dersom Jorden efter Forpagtningens Udløb eller Ophør aabenbart er forringet i Produktionsevne, er Forpagteren eller hans Bo pligtig til at yde Godtgørelse herfor efter uvildig Mands Skøn, ligeledes hvis Bygningerne er beskadiget ved grov Uagtsomhed, Skødesløshed eller lignende fra Forpagterens, hans Families eller Folks Side.
§ 17.
Udebliver Forpagtningsafgiften nogensinde 14 Dage over den fastsatte Tid eller Kontrakten misligholdes i væsentlig Grad fra Forpagterens Side, saasom ved misligholdelse af Driftsplanen, Bortførelse af Hø, Halm, Gødning eller lignende, skal Beneficiarius 23) saafremt han ikke foretrækker med 3 Maaneders Varsel at udsige Forpagteren til at flytte bort til den førstkommende 1. April, være berettiget til strax at hæve indeværende Kontrakt og uden Lov og Dom sætte Forpagteren ud af Forpagtningen, hvorhos denne alligevel i alle Tilfælde er pligtig til at holde Embedet skadesløst efter uvildige Mænds Skøn.
§ 18.
Til Sikkerhed for Opfyldelse af alt, hvad der efter denne Kontrakt paahviler Forpagteren, det være sig med Hensyn til Erlæggelse af Pengeafgiften og øvrige Præstationer, giver jeg undertegnede Peder Christian Nielsen herved 1. (første) Prioritets Panteret i min hele Besætning, der ingensinde maa forringes, samt i hele Gaardens Afgrøde i Straa,Hø,utærsket Sæd samt Gødning, samt i det hele i alle mine til Driftens Udøvelse hørende Ejendele og i Produktionen af Driften samt i Assurancesummen for disse Ejendele.
Tillige har jeg formaaet medundertegnede Gaardejer Anders Knudsen Bondgaard og Gaardejer Chr. Ilsøe Christensen, Nørbæk, til som Kautionister og Selvskyldnere herved i alle Maader én for begge og begge for én at betrygge Forpagtningskontraktens Opfyldelse for 8 Aar (1. April 1905 – 31. Marts 1913).
§ 19.
Enhver Tvist og Trætte, der kunde opstaa mellem Præsten og Forpagteren, skal afgøres af to Voldgiftsmænd, af hvilke Præsten vælger den ene, Forpagteren den anden, begge maa være erkendt retsindige Mænd. I Tilfælde af Meningsulighed imellem disse afgøres Sagen ved Tiltagelse af en Opmand, som Stiftsøvrigheden anmodes om at vælge, dersom Parterne ikke selv enes om Valget.
I Tilfælde af retsligt Søgsmaal, denne Kontrakt vedrørende, er Forpagteren og hans Kautionister undergivet den i Forordningen af 25. Januar 1828 hjemlede hurtige Retsforfølgning. Forpagteren skal være pligtig til at lide Tiltale og Dom ved den Forligelseskommission og Ret, hvorunder Præstegaarden er beliggende og efter Varsel som til (ulæseligt ord) forkyndt paa Præstegaarden uden Hensyn til personligt Opholdssted.
Udgiften til Stempling og Tinglæsning af denne Kontrakt udredes af Præsten og Forpagteren, hver med det halve. Et Exemplar af denne Kontrakt paa stemplet Papir bliver, naar Approbationen er meddelt efter at være tinglæst – ogsaa som pantstiftende(§ 18) – at opbevare ved Embedet; et ligelydende paa slet Papir meddeles Forpagteren.
(Herefter følger en beregning af stempelafgiften. Beregningsgrundlaget er 1.427 kr. Stempelafgiften udgjorde ifølge påskriften på forsiden 23, 40 kr).
Vi undertegnede ere enige om alt ovenstaaende og bekræfte denne Kontrakts Oprettelse med vor Underskrift.
Nørbæk, den 7. November 1904.
August With Peder Chr. Nielsen
Sognepræst Forpagter
Som Kautionister og Selvskyldnere for Forpagter Peder Christian Nielsen indestaa vi undertegnede, én for begge og begge for én, for den i foranstaaende Kontrakt fastsatte Afgifts rettidige Erlæggelse og for Opfyldelsen af denne Kontrakts Bestemmelser i det hele.
Nørbæk, d.u.s. 24)
Chr. Ilsøe Christensen Anders Knudsen Bondgaard
Gaardejer Gaardejer
Til Vitterlighed for samtlige ovenstaaende Underskrifters Ægthed og Dateringens Rigtighed.
R. Steensgaard Peder Hollerup Andersen
Skolelærer Gaardejer
Approberes.
Viborg Stiftsvrighed, den 12. November 1904.
Paa Biskoppens og egne Vegne
Andr. Skrike.
Den i foranstaaende Kontrakts § 18 givne Pantesikkerhed gentages og fornyes herved inden Tinglæsningen af nærværende Kontrakt af undertegnede Peder Christian Nielsen, Forpagter i Nørbæk.
Nørbæk, den 20. November 1904. Peder Chr. Nielsen
Forpagter.
Til Vitterlighed om Dateringens Rigtighed og Under-
skriftens Ægthed.
R. Steensgaard Peder Hollerup Andersen
Skolelærer Gaardejer.
Noter:
1) Omtalt i Anna Nannestads erindringer: "Det gamle hjem på Foussingø". Fussingøgruppen 1995. S.63.
2) Som oftest fik han andel i tienden samt "offer" ved højtider og kirkelige handlinger. Men begge typer indtægter var stærkt svingende. Derfor var indtægterne fra præstegården afgørende.
3) Approbation: Godkendelse (se indledningen).
4) Heden: Endnu på dette tidspunkt var en væsentlig del af pastoratet dækket af hede, selv om opdyrkningen var i gang.
5) Hartkorn: Mål for jordens ydeevne – bonitet. Måleenhederne var hartkorn, skæppe, fjerdingkar og album. Grænsen mellem et husmandsbrug og et gårdbrug regnedes at være 1 tønde hartkorn.
6) Præstegårdens bygninger: Præstegården var dengang firelænget. Sydfløjen, som præsten beboede, blev i 1919 nedrevet og erstattet af den nuværende tjenestebolig.
7) Magelæg: Mageskifte, hvor et areal byttes bort mod et andet areal, der er lige så stort, målt på bonitet.
8) Kapitelstakst: Beregnet gennemsnitspris for en tønde tør og renset korn. Benyttet som omregningsfaktor ved udregning af afgifter, der var fastsat i naturalier, men skulle betales i penge (her moderniseret og tillempet pengeøkonomien med et "sikkerhedsnet", så udslagene i pengebeløbene ikke blev for store).
9) Pot: Rummål: 0,9661 l.
10) Skoleeksaminer: Præsten var i kraft af sin stilling født formand for skolekommissionen og skulle derfor overvære de faste eksaminer.
11) Vakance: Embedsledighed, indtil en ny præst tiltræder.
12) Mil: Dansk mil: 7,532 km.
13) Vedr. § 9: det var for handels/kunstgødningens almindelige udbredelse. Derfor var det magtpåliggende at holde alt organisk materiale (og såmænd også det uorganiske) hjemme på ejendommen. Derfor indgik disse regler i de fleste kontrakter.
14) Ægt: Kørsel, indehaveren af en ejendom var pligtig at udføre for det offentlige, f.eks. i forbindelse med kommunalt anlægsarbejde.
15) Fourage: Dyrefoder. Læreren havde ofte et, om end beskedent, dyrehold.
16) Slamkiste: Bassin til at tilbageholde og bundfælde spilde- eller kloakvand.
17) Vaaningshuset: Beboelseshuset, stuehuset.
18) Helligdagsanordningen: I 1904 gjaldt stadig helligdagsforordningen 26. marts 1845 med senere ændringer. I denne forbindelse tænkes formentlig især på dens indskærpning af, at kun det arbejde, der ikke kan fremskyndes eller udskydes, foretages på søn- og helligdage.
19) Legestue: Dansegilde, hvor især de unge i landsbyen eller sognet havde adgang. Det blakkede ry, de til tider havde, vistnok bl.a. på grund af udskænkning af spiritus, havde i pietismens tid i 1700-tallet ført til en forordning imod dem. Dog uden større virkning. Før man fik forsamlingshus i Nørbæk (i 1905) var der hyppigt "legestue", ofte i det nuværende Hviddingvej 6, men i øvrigt på skift. Det var altså disse, man ønskede at "holde borte fra præstegården".
20) Vedr. § 15: Præstens juridiske og økonomiske ansvar over for præstegården ligger bag disse meget skrappe regler om tilsyn (se indledningen).
21) Mikkelsdag: 29. september.
22) Lispund: 16 pund (ca. 8 kg).
23) Beneficiarius: Se indledningen.
24) d.u.s.: datum ut supra (latin): dato som ovenfor.
Et udvalg af den mest anvendte litteratur:
Dansk kulturhistorisk opslagsværk, bd.l-2. Udg. af Dansk historisk Fællesforening. Højbjerg 1991.
Den danske kirkes historie. Især bd. 7 og 8. Kbh. 1958 og 1966. Af P.G. Lindhardt.
Ordbog over det danske sprog, bd.1-28. Genoptrykt v. Det danske Sprog- og Litteraturselskab fra 1993.
Series pastorum for Nørbæk-Sønderbæk-Læsten præsteembede (utrykt – findes i kopi på Purhus Lokalarkiv).
Jens Roll Steensgaard: "40 år som lærer i Nørbæk" (v. Erik Johansen). I: Purhus Lokalarkivs Årsskrift 1994 (s.14-29)
Jørgen Stenbæk: Præsternes forening gennem 100 år. Skjern 1999
Blade af en regnebog og dens vandring.
v. Erik Johansen.
En dag i september blev jeg opsøgt af et ægtepar fra Sjælland, der gav udtryk for, at de havde noget, de mente ville være af interesse for Purhus Lokalarkiv, og som hørte hjemme her. Og det kan nok være, at de havde ret. Det viste sig at være en bog. En håndskrevet bog på 321 sider. Og meget gammel.
Bogen er godt og vel 18 5 19 cm i format og 3,5 cm tyk. Papiret er solidt og velbevaret, som bogen i det hele taget. Men hvad er det for en bog ? Det spørgsmål opklares straks ved et opslag på titel bladet.
Teksten på venstre side lyder:
"Indrettet til en Zifre-Bog Anno ...... den ......... i Nörbech Skole
af Christian Schmidt
Og dernæst efter Christian Cramers 8. Oplag udregnet og Indzifret af
Anders Jensen."
Og på højre side:
" I Jesu navn
begynde vil jeg Regnebog at skrive,
Gud give mig Lykke dertil, at alt maae Rigtig blive,
JUVA JESU CHRISTE (dvs.:Hjælp mig, Jesus Kristus)
Gud give mig Lyst og Nemme, alt godt i mig forfremme,
Gud fremme Lykken min, faaer jeg Ævig din.
ARITHMETICA eller REGNE-KONST."
Det må siges at være en from indledning til arbejdet med regneundervisningen.
Hvor gammel er så bogen?
Desværre er rubrikkerne til dato og år på titelbladet ikke udfyldt. Og da bogen er håndskrevet, er der af gode grunde heller ikke noget trykkeår. Men heldigvis er der to små notitser i bunden af to sider langt inde i bogen. På side 206 står:
"Datum Nörbech Skole 19de Februarii 1811. Anders Jensen."
Og tilsvarende på side 255:
"Skreven og Indzifret i Nörbech Skole d. 22 Martii Anno 1811 af Anders Jensen Nörbech."
Så vi ved, at bogen er benyttet i året 1811. I Nørbæk skole.
Her rejser sig imidlertid et nyt spørgsmål: Har læreren - i dette tilfælde angiveligt Christian Schmidt der var lærer i Nørbæk i mange år, nemlig ca. 1806 - 1835, i en landsbyskole i det afsides og forarmede Nørbæk sogn flere år før folkeskoleloven af 1814 udarbejdet håndskrevne lærebøger på over 300 sider til hver enkelt elev i grundskolen? Bøger, som tilmed kun kunne bruges én gang, fordi eleven skulle "indzifre", dvs. skrive tallene (udregningerne)?
Nej, det har han næppe. Det får vi bekræftet ved at se på indholdet i bogen. Udover almindelig regning omfatter den blandt mange andre ting f.eks. assuranceregning, handelsregning (ret avanceret), vekselregning (også udenlandske veksler - godt 40 sider !) samt elementær geometri.
Hvem har haft brug for at vide dét i Nørbæk i 1811 ?
Ja, det har Anders Jensen åbenbart.
Men desværre er det endnu ikke lykkedes at finde ud af, hvem denne Anders Jensen var. De sædvanlige kilder såsom folketællinger og kirkebøger giver ikke umiddelbart resultat.
Måske får vi alligevel et fingerpeg, tilmed fra højst uventet side.
Søren Holm, der afleverede bogen, stammer fra Nørbæk, og kunne fortælle, at hans far, Otto Holm, der var tømrermester i Nørbæk, havde fået bogen fra dødsboet efter en ældre dame, Ane Sophie Rasmussen, der var død i 1951.
Ane Sophie Rasmussen var blevet enke allerede i 1901 og siden flyttet til Nørbæk. Her fungerede hun i mange år som husholder på "Aaldamgaard", idet hun dog i alt fald en del af tiden boede på Fårupvej i Nørbæk.
Det er ikke usandsynligt, at det er i forbindelse med sin mangeårige tilknytning til familien på "Aaldamgaard", hun har erhvervet denne meget specielle bog og øjensynlig passet godt på den (såvel som alle andre ejere har gjort i dens 187 årige levetid).
Driften af en stor gård har allerede på den tid krævet viden og kundskaber udover det almindelige. Eller måske har en af de yngre sønner skullet sættes i vej inden for et andet erhverv.
Her ender sporet foreløbig. Læserne indbydes til at deltage i den fortsatte jagt på Anders Jensen.
Men hans regnebog har vi under alle omstændigheder. Og den er absolut et klenodie i arkivets samlinger. Vi er meget taknemmelige for den.
Denne artikel stod i Lokalarkivets årsskrift for 1998. Efterfølgende har jeg fundet frem til, at der ifølge folketællinger og kirkebøger fandtes en Anders Jensen i Nørbæk. Han blev født 14/11 1797 som søn af gårdbeboer Jens Jensen og Ane Mari Andersdatter. Han har i marts 1811 været 13 år. Han blev konfirmeret i Nørbæk Mikkelsdag 1814 "med meget god kundskab", som præsten skrev i kirkebogen. Han blev 23/3 1832 gift med Ane Nielsdatter i Sønderbæk. Ved vielsen var han 34 år og bruden 22 år. Han blev anført som ungkarl, så han har ikke været gift før. Han er ifølge folketællingen i 1834 gårdmand på en udflyttet gård. En datter, Ane Marie (opkaldt efter sin farmor) er født 2/3 1833 og død 24/9 samme år. En søn, Jens (opkaldt efter sin farfar), er født 25/11 1834. Anders Jensen døde 22/5 1836, 39 år gammel. Enken blev 30/9 samme år viet til Jens Jensen. De fik sammen flere børn. Anders' søn, Jens, voksede op hos sin mor og sin stedfar. Han overtog senere den fædrene gård, der havde matr. nr. 6 i Nørbæk. I 1865 blev han som 31-årig gift med enken Justine Andersdatter, 40 år. De fik ingen børn sammen. Justine var i 1872 gudmor til Anders Jensen Søndergaard, en søn på Aaldamgaard (navnebror til bogens oprindelige ejer). Måske er regnebogen ad denne vej kommet til Aaldamgaard og derfra senere til Ane Sophie Rasmussen.
Gervid F. Hansen, webmaster
Nørbæk i 1920erne
Af Erik Sørensen
Redigeret og kommenteret af Erik Johansen
Erik Sørensen blev født i Bjerregrav i 1921. Hans forældre var Jens Peter Sørensen (kaldet »Grejsen«) og Ane Dorthea Sørensen, født Jensen. Familien boede i Nørbæk 1922-32. Derefter flyttede de til Langå. Erik Sø-rensen blev siden politimand. Han skrev sine erindringer i 1979-85. Det gengivne stammer fra første del af erindringerne, som i deres helhed findes i Purhus Lokalarkiv. Tegningerne og kortskitsen er Erik Sørensens egne.
Om Nørbæk
Min barndoms landsby ligger ikke lige ud til alfarvej, og da jeg flyttede fra den i så tidlig en alder, at jeg endnu ikke havde knyttet varige venskaber, og da jeg ingen familie havde på egnen, besøgte jeg den ikke i mange, mange år.
Det er godt og vel 50 år siden, jeg begyndte min skolegang i den lille by, men allerede et par år senere besluttede mine forældre at flytte til en anden egn, og jeg var vel dengang mere optaget af det, der skulle ske i de nye omgivelser end af minderne fra det hidtidige, og det er ikke mange tanker, jeg i tidens løb bevidst har gjort mig om stedet.
Da jeg så for nylig tilfældigt med nogle venner kørte gennem den lille by, blev jeg meget overrasket ved at konstatere, hvor meget der egentlig i disse tidlige barndomsår havde nået at opmagasinere sig i de små, grå hjerneceller.
Lige nordøst for byen passerede vi åen, den å, som nu nærmest forekom mig at være et ret så beskedent vandløb, men som dengang - i hvert fald med barneøjne - var en stor å, der dannede ramme om mange spændende oplevelser. Her har jeg tilbragt mange timer med en fiskestang, en gammeldags bambusstang til vel 25 øre. En snøre til en tiøre og en krog til et par øre var sammen med en korkprop fra en flaske alt det udstyr, der skulle til, men selv om beløbet i dag føles latterligt lille, var det dengang en betydelig investering, som der måtte gøres en ekstra indsats for. Ugepengene var, når far og mor ellers kunne undvære, en femøre.
Vi var nogle drenge, der i perioder tilbragte megen tid sammen ved åen. Fangsten bestod som regel af et par skaller eller en aborre, og fandtes der dengang regler om mindstemål eller anden form for restriktion, levede vi i hvert fald i lykkelig uvidenhed derom. Glæden ved at hjembringe selv et par små ubrugelige fisk - min mor ville i hvert fald ikke anvende dem - var stor, og der var vel ind imellem også en kat, der fik fornøjelse af dem.
Åen blev også brugt til at bade i. Tæt ved broen var der en kort strækning med sandbund, og her var drengenes badested. Pigernes lå langt derfra. På det tidspunkt anede jeg ikke, at der var noget, der hed badetøj. Alle hoppede nøgne i vandet. Det vil sige, at jeg gjorde det kun et par gange, for jeg havde hjemmefra forbud mod at gå i åen. Det kunne være farligt! At det skulle være mindre farligt at færdes i timevis med fiskegrej på de til tider sumpede enge er i dag temmelig uforståeligt, men dengang var det altså bare sådan.
For resten! - der var vist ingen, der badede, når de var ret meget over konfirmationsalderen. I hvert fald kan jeg ikke huske at have set voksne i en sådan situation. Man kom tidligt ud at tjene og fik vel andre interesser, eller måske blev det anset for barnligt at gå i vandet. Var der noget, man skulle stile efter, var det at blive tidligt voksen. Det var en værdimåler at kunne løfte og bære, og i det hele taget at have kropsstyrke. Mange rygge er sikkert blevet skadet i de år, for det var knokkelarbejde at arbejde på landet. Mekaniseringen var dårlig begyndt, og en mand med gode kræfter var værdsat1).
Nogle få hundrede meter fra åen lå det hus, mine forældre boede i. Det ligger der endnu, om end moderniseret. Lige overfor lå og ligger skolen, en »stor« rød bygning, dengang med to klasseværelser, og ovenpå en lejlighed til lærerinden. Læreren boede i sidefløjen.
Det var her, jeg stiftede bekendtskab med skrive- og regnekunsten, men jeg kan ikke i dag - som mine børn kan - forevise mine første frembringelser, for jeg skrev, som skik var, både bogstaver og tal på tavle ved hjælp af en griffel, og når det skrevne var forevist lærer eller lærerinde, blev det visket bort, så tavlen kunne bruges igen og igen. Hovedvægten var i sko-len lagt på læsning, skrivning og regning, lidt historie, lidt geografi og en hel del bibelhistorie, i hvilket fag Luthers katekismus var et væsentligt islæt. Vers og skriftsteder måtte læres udenad, dog ikke i første klasse.
Skolen var firklasset, delt op med et år i første klasse, to år i anden, to år i tredje og to i fjerde klasse, og så gik vi kun i skole hver anden dag. Derved kunne hele undervisningen klares af to personer, en lærerinde til de mindste og en lærer til de største. Lørdagene blev selvfølgelig også benyttet.
At man gik i skole hver anden dag var ikke ensbetydende med, at man fik en dårlig undervisning, men man kunne selvsagt ikke sprede sig over for mange fag.
Hovederhvervet i det lille samfund var landbrug, men der var også muligheder for lidt handel og håndværk, og den slags lå så godt som samlet i den nordøstlige del af byen. I det hvide hus til højre for vejen boede Hans og Marie Hvam. Hans var cykelsmed og træskomand. Marie foretog fransk vask og strygning, og ved siden af havde hun en lille butik med slik og brød. At man i samme butik kunne have så forskelligartede varer, kan vel kun forklares med, at man dengang ikke stillede så store krav til de forretningsdrivende, som man gør nutildags. I sandhedens interesse skal dog medgives, at værkstedet var adskilt fra butikken. Det var her, jeg omsatte min lørdagsfemøre, og det var også her, jeg solgte den ørred, som jeg engang var så heldig at have med hjem fra en fisketur.
I det næste hus, et lavt bindingsværkshus med stråtag, var centralen. Maren kendte selvfølgelig alle abonnenterne (der var nu heller ikke så mange), så det at bruge telefonnumre var helt overflødigt. Somme tider lyttede Maren med på ledningen, når nogen talte sammen. Hun skulle jo kontrollere, om der stadig blev talt. Engang ville hun, sandsynligvis for at glæde mig, lade mig høre, at der var nogen, der talte sammen, men helt ukendt med konsekvenserne, som jeg var, udbrød jeg til den åbne ledning, at jeg ikke kunne forstå, hvad de sagde - og det var jo faktisk ikke så godt. Maren fik travlt med at trykke på knappen. Jeg husker hende i øvrigt som en elskelig gammel, helt hvidhåret dame, der også under telefonbetjeningen talte det brede jyske sprog, som vi brugte der på egnen.
På den anden side af vejen havde vi naboerne snedkeren (Hallas) og tømreren (Holm), og her kunne vi drenge en gang imellem redde os en stump krydsfiner, når vi lavede løvsavsarbejder efter Familie-Journalens modelark.
Her lå også købmandsgården (købmand Christensen) med blandet landhandel, også omfattende korn og foderstoffer. Det var her, vi købte fiskegrej, men mor ville hellere handle hos købmand Pedersen, der boede i den anden ende af byen.
Gadekæret eller »Smededammen«, som vi altid kaldte den, lå centralt midt i byen, og den var ramme om mange aktiviteter både sommer og vinter.
Om sommeren fangede vi hundestejler her. Fiskestangen var en kæp, snøren en stump sytråd og maddingen en orm bundet fast i tråden. Når vi kunne se en fisk bide på, trak vi til, og som regel fulgte den med op. Der blev hjembragt mange i syltetøjsglas og spande, men da der aldrig var nogen, der havde fortalt os om f.eks. fiskenes iltbehov, fik de bare lov at stå i postevand, og resultatet var på forhånd givet: de døde altid i løbet af et par timer.
Når smededammen var islagt, var den det naturlige samlingssted for børnene, i hvert fald for drengene. Det var vist egentlig meget sjældent, at pigerne kom ved dammen, og det blev anset som noget helt forkert, hvis piger og drenge legede sammen. Skete det, var det altid i det skjulte. Man skulle jo nødig drilles og hånes som en tøsedreng bagefter. Nå, men på dammen lavede vi glidebaner, og de jernbeslåede træsko, som vi næsten altid gik i, var ganske glimrende til at glide i, eller, som vi sagde, »skride i«. Kun en enkelt dreng var den lykkelige ejer af et par gamle skøjter. Ellers var det isslæderne, der dominerede billedet. Jeg har aldrig set dem brugt andre steder, men i Nørbæk var de faktisk hver drengs eje.
En isslæde var hjemmelavet og bestod af et bræt, netop så stort, at man kunne sidde på det, og løftet over isen på et par smalle brædder (meder). Efter samme princip som på en sæbekassebil var der foran et bræt med et drejeligt tværbræt, også løftet af smalle bræddestumper. Glideskinnen var ståltråd. Siddende på slæden og med fødderne på styrebrættet kunne vi ved hjælp af en pigkæp skyde en ganske god fart og styre ud og ind mellem hinanden. Vi havde det dejligt.
Smededammen havde navn efter smeden, der boede ved den, og som benyttede den til afkøling af de jernringe, som han lagde om vognhjul. Når en sådan næsten gloende ring var lagt om hjulet, blev det kørt ned i dammen, så hurtigt afkøling kunne være med til at stramme den til.
Alt landbrugsarbejde blev udført ved hjælp af heste, og så godt som al transport foregik med hestevogne, så smeden havde altid nok at gøre med at sko heste og reparere hestevogne og landbrugsredskaber. Men han kunne også lave is - altså is til spisebrug - som hans kone så solgte. Hvordan han bar sig ad, ved jeg ikke, men der var i hvert fald en maskine, der fik noget til at snurre rundt, og så blev der puttet noget pulver i. Smedens kone solgte også »slik«, en karamelagtig substans, der var puttet i kræmmerhuse af pergamentpapir. Sejt og fedtet, men ret velsmagende, mener jeg at kunne huske.
Nu jeg er ved smeden, kommer jeg til at tænke på, at vi havde en særlig måde at betegne børns tilhørsforhold på. Smedens dreng var »Poul til smedens«, en anden dreng var »Niels til murerens«, en pige »Kirsten til Pe' Nielsens«. På den måde var vi aldrig i tvivl om, hvem der blev talt om. Jeg selv var »Erik til Jens Grejsens«. Men jeg har ingen anelse om, hvor det navn måtte stamme fra. Far blev i daglig tale kaldt for Jens Grejsen, selv om han vitterligt hed Sørensen.
Skråt over for smeden boede endnu en cykelsmed (Jens Villadsen), hvis kone også havde lidt brød- og slikudsalg. I perioder havde de unge karle tilholdssted her om aftenen, for her kunne man spille kegler. Ikke på nogen fin keglebane, - nej, blot på et stykke jord, hvorpå der var opstillet nogle kegler, lavet af en granstamme. Kuglen var også et stykke af granstammen, men de primitive redskaber gjorde vist udmærket fyldest.
Vi drenge måtte nøjes med at spille »pind«. Reglerne har jeg glemt, men vi havde en lang og en kort pind. Den korte blev lagt over et par sten - mursten var bedst - og med den lange pind skulle vi så kaste eller slå den korte ud til modspillerne, der så igen skulle kaste tilbage og søge at ramme den lange pind, der nu var lagt over stenene. Vel egentlig en simpel form for cricket.
Det var selvfølgelig ikke leg det hele. Alle børn, hvis forældre drev selvstændigt landbrug, måtte hjælpe til både i mark og i stald, og børn af ikke-landbrugere blev i en tidlig alder sendt ud at tjene, således også mine ældre søskende. Jeg kan faktisk ikke erindre, at de nogen sinde har boet hjemme. Samme skæbne havde nok også overgået mig, hvis mine forældre ikke var flyttet til en anden og større by. Ja, sandsynligvis var hele ens tilværelse kommet til at forme sig ganske anderledes, hvis vi var blevet boende i Nørbæk.
Nu ville tilfældet altså, at der skulle gå et halvt hundrede år, før jeg genså de steder, hvor jeg havde leget som barn. Så dukkede minderne frem om en barndom, som måske kan synes ubekymret. Var livet ubekymret for en knægt på knap en halv snes år, så har det i hvert fald ikke været det for min far og mor. Men vi var ikke vant til at stille krav, men fandt det naturligt at klare os med små midler.
Der var ikke noget, der hed radio, ingen køleskabe, ingen centralvarme, - mange havde end ikke elektricitet. Vi hyggede os omkring kakkelovnen og petroleumslampen. Lekturen var gårsdagens avis og almanakken, i ny og næ en drengebog og et julehæfte, og nogenlunde regelmæssigt Familie-Journalen, om ikke andet, så til låns.
Om år i modvind
Som så mange andre familier måtte mine forældre uden et socialt sikkerhedsnet kæmpe med en svag økonomi. Men de levede et fattigt og nøjsomt liv, hvor dette »at sætte tæring efter næring« ikke var en frase, men en simpel nødvendighed.
Det har utvivlsomt været jordlovene af 1919, der gav dem mulighed for at forlade landarbejderlivet og for en tid blive selvstændige landbrugere. Jordlovene muliggjorde ved udstykning af bl.a. præstegårdsjord oprettelse af smålandbrug, der trods stærkt stigende jordpriser kunne overtages af mindrebemidlede. I de følgende år skete der masseudstykning, og der blev oprettet en række husmandsbrug, de såkaldte »statshuse«.
Far og mor kom fra Bjerregrav og overtog et sådant brug på præstegårdsmarken i Nørbæk. Det har sikkert været i 1922, og da jeg er fra 1921, har jeg naturligvis ingen erindring fra den tid. Besiddelsen var kortvarig, og om tiden i statshuset er kun at berette, at dette forsøg på at skabe en ny tilværelse ikke lykkedes. Mange statshusmænd led samme skæbne, selv om flere holdt ud noget længere end mine forældre.
Efter et lille mellemspil i Over Fussing kom vi igen til Nørbæk, denne gang for at flytte ind i »Kejserhuset«. Det pragende navn »Kejserhuset« skulle hidrøre fra en tidligere ejer ved navn Kejser eller Kaiser, men dets udseende og størrelse svarede langt fra til navnet. Efter hukommelsen og et enkelt billede må det nærmest betegnes som et yderst beskedent »bette sted« med et ringe jordtilliggende, 8 tdr. land, foresvæver det mig at have hørt. Stedet lå tillige lidt afsides.
Et så lille sted kunne heller ikke på den tid brødføde en familie, og far måtte foruden at køre sin daglige mælkerute til mejeriet i Fårup også påtage sig arbejde for andre i et forsøg på at få det til at løbe rundt.Tiderne var ikke de bedste for landbruget, og der manglede sikkert både kapital, mod og indsigt. Stedet blev drevet yderst traditionelt med meget slid og ringe udbytte.
Vi havde to heste - islændere. De var simpelt hen nødvendige til at trække mælkevognen. Vi havde også en enkelt gris, men havde vi også køer? Det må vi have haft, men næppe mere end to.
Jeg havde flere, altså legetøjskøer, ikke af de fine malede dyr fra en lege-tøjsforretning, men nogle af far råt tilskårne pinde. Men jeg klarede mig da fint. Det gjaldt blot om at bruge fantasien. En ko blev lavet af en gren-stump, der blev tilspidset i den ene ende (halen), fik skåret et indsnit i den anden ende (det gav to horn), og så en rille hele vejen rundt (halsen) til en snor. De kunne trækkes på græs, flyttes og trækkes hjem igen, og de var gennem lang tid mit kæreste legetøj.
Den største afveksling fra det daglige var at komme over til naboen, Marie og Christian Sørensen og deres datter Agnethe, der var et års tid ældre end jeg. Deres ejendom havde også navn efter en tidligere ejer, Jens Kol-ding, muligt Maries far, og ejendommen hed såmænd »Koldinghus«.
Vi kom ofte hos Christian og Marie, for både mor og far gav et nap med i bedriften, der var et lidt større landbrug uden vel egentlig at kunne kaldes en gård. Især i høsten og når der skulle tærskes, og når der skulle slagtes, var der brug for fars eller mors hjælp, og jeg var altid med og legede med Agnethe.
Far lavede meget andet. Han slog sten, arbejdede i en grusgrav, assisterede en brøndgraver og havde noget arbejde på en stor gård i nabosognet Hammershøj (mon ikke mælkekørslen var ophørt?). Men uagtet en stor fysisk indsats klarede han heller ikke at blive i »Kejserhuset«.
Vi måtte flytte ned i Nørbæk og rykke ind i Fattighuset. Det var en noget bitter pille at sluge, og selv om jeg ikke var gammel nok til rigtig at forstå, hvad der skete, er jeg sikker på, at hver dag på dette sted var noget af en plage, bl.a. på grund af nedværdigelsen, men også af andre grunde.
Opholdet i Fattighuset strakte sig vel kun over nogle få måneder, og som en nødløsning kom vi nu til at bo på en lille landejendom nede bag købmandsgården. Jeg husker ikke ganske, hvordan forholdene var, men det var nok kun et par værelser, og mon ikke køkkenet var fælles med ejeren, en enlig mand.
Det var også kun relativt kort tid, vi boede hos Hjulmand, som han hed. Og næste station på vejen blev en lille lejlighed i et gammelt bindingsværkshus i den nordlige ende af byen, der, hvor vejen drejer af mod Handest. Ejeren »Ajs« (Anders) Christian, hans kone Jane, og deres børn beboede selv det meste af huset, og vore boligforhold var igen yderst beskedne. Et par af børnene i huset var på nogenlunde samme alder som jeg, så jeg havde pludselig legekammerater inden for rækkevidde.
Der skulle imidlertid endnu en flytning til, men nu var det til en efter datidens forhold god lejlighed, og den blev da også rammen om vort liv resten af tiden i Nørbæk. Det første hus på højre side, når man kom fra Fårup.
Det var her, jeg begyndte at gå i skole, og det var her, jeg fik min fiskestang. Jeg legede meget med Ejgil, lærer Svendsens dreng, og jeg kom en del i lærerens hjem. Svendsen2) var blandt de første i Nørbæk, der fik bil, en af de høje modeller, og jeg var med på et par køreture. Kørselen foregik i adstadigt tempo, men dog langt hurtigere end i hestekøretøj.
Min første cykel var en damecykel. Det var meget almindeligt, for en damecykel havde den fordel, at sadelen kunne anbringes nede på sadelstangen i en højde, der passede til benlængden, og så var det som regel nemmere at skaffe en kasseret voksencykel end at finde en drengecykel.
Far havde gennem mange år været plaget af astma, og sygdommen tog til. Han fik nu invaliderente, og selv om det kun var et beskedent beløb, var det en stabil indtægt, der altid kunne garantere huslejen - og lidt til. Det var efterhånden begrænset, hvad han kunne klare, men han tjente dog lidt indimellem, undertiden i form af naturalier. Vort forbrug af tørv blev tjent ved at lave tørv for andre. Ligeså med kartofler, hvor man også fik en part for arbejdet3). Roe- og høstarbejde blev som regel betalt med rede penge.
Forholdene var vel tålelige, men alligevel besluttede mine forældre sig til flytte til Langå, og i begyndelsen af 1932 måtte jeg så sige farvel til Nørbæk.
1) Andetsteds i erindringerne skriver Erik Sørensen (der forlod Nørbæk i 1932): »Jeg erindrer f.eks. ikke nogen sinde at have set en traktor i Nørbæk.«
2) Søren M. Svendsen var lærer i Nørbæk fra 1927-1959.
3) Senere i erindringerne nævner Erik Sørensen hver sjette eller syvende række.
Erindringer og slægtsbøger
Gårdejer Mikkel Jacobsen, født i Nørbæk 1855, død samme sted 1937, og Christine Sørensen, født i Tindbæk 1850, død i Nørbæk 1922.
Niels Laursen, 07.07.1854 - 26.09.1933, og Lise Jensen, 24.12.1866 - 20.09.1947, Nørbæk. Deres søskende og efterkommere, skrevet af Helen Jepsen i 2009.
Slægten Sadolin gennem 300 år, f.eks. Hans Peter Sadolin, født i Rold 1772, død i Vagård 1836.
Slægtsforskning over familien Bundgaard i Nørbæk, f.eks. Anders Pedersen Bundgaard, født 1719, død 1793. |
