|
Kirkebøger
1757 – 1891 i kopi og mikrofilm
Folketælling
I kopi: 1787 – 1801 – 1845
Som filmrulle: 1834 – 1911
Som mikrofilm: 1916 og 1921
Folketællingen 1901: navneregister for alle sogne over familieoverhovedet
Erindringer og slægtsbøger
Thorsen, Rosborg, Husum slægter
Birthe Dinesen, Bakkegården, fra 1930-
Schmidt Dinesen, Bakkegården, erindringer 1930-58
Martin Leth, skoleerindringer 1925-35
Charles Jacobsen og Julius Husum, slægts- og byhistorie fra 1800-tallet
Thorsen, Sass, Rosborg, efterslægthistorie, æske nr. 27
Kirsten Libach Pedersen, erindringer fra Gl. Fårup i 30-erne
Andre arkivalier
Fårup Aldersomshjem, regnskabsbøger
Fårup Brugsforening, protokol
Fårup Håndværkerforening og Borgerforening, protokol
Fårup Håndværkerforening, forhandlingsprotokoller
Fårup Korn, lagerbog
Fårup og Omegns Idrætsforening, kassebog
Fårup Vandværk, 8 protokoller
Fårup Brevdueforening, protokol
Fårup Centralandelsmejeri, mejeriprotokoller
Dyrlæge Poulsen, protokol
Leif Yde Christensen, dias
Fårup, Mejeriet Central 46-47
Knud Schmidt, optegnelser
Stadionudvalget, protokol
Egon Østergaard, øldepot, 1 hovedbog
Skoledagbøger
Socialdemokratisk Vælgerforening, protokol
Asferg-Fårup Sygekasse, protokol
Fårup Alderdomshjem, æske nr. 118, 123, 124, 144
Fårup Borger- og Håndværkerforening, æske nr. 142
Fårup by, æske nr. 173
Fårup Børnehave, æske nr. 174
Fårup Kirke, æske nr. 175
Fårup og Omegn Kontrolforening, æske nr. 41, 149
Fårup og Omegns Husmoderforening, æske nr. 39,
Fårup Skole, æske nr. 117
Fårup tekniske Skole, æske nr. 143
Fårup Vandværk, æske nr. 240
Gårdmand Kr. Møller Larsen, æske nr. 222
Jernbanen, æske nr. 135
Jytte Bastrup, familiealbum, æske nr. 103
Sport og Stadion, æske nr. 117
Tennisklub, luftværn, nævninge, grundliste, æske nr. 110
Gamle og nye fotos fra Fårup
Vil du se skolebilleder fra Fårup sogn, så klik her.
Fårup Købmandsforretning før ombygningen i 1963/64.
Købmandsforretningen under ombygning i 1964
Købmandsforretningen efter ombygningen
Den tidligere købmandsforretning 2011
Den nye købmandsforretning 2011
Tatol 1937
Huset i Storegade, der tidligere indeholdt Tatol, 2011
Storegade 8, ca. 1910-20
Storegade 8, 2011
Telefoncentralen i Fårup, ukendt år
Den tidligere telefoncentral, 2011
Gæstgivergården før 1936.
Faarup Kro, 2011
Jernbanesabotage 3. april 1943.
Jernbanesabotage 3. april 1943.
Husum-slægten samlet i 1930.
Mariagerbanens anlæg ca. 1926.
Mariagerbanens anlæg ca. 1926.
Martha-kursus i Fårup 1962.
Fårupspejdere sidst i 1970-erne.
Parti fra Purhus 1908.
Gymnaster i Fårup 1924.
Smed Karl Christensen og lærer Martin Leth, ukendt år.
Karl Christensens hus i Fårup.
Familien Dyrby.
Bilidtgården, forpagter Peter Kristensen med familie, ukendt år
Fårup station 1913
Fårup station 1965
Line og Ole Balle, Purhus Kro, ukendt år
Arbejdere på Fårup Teglværk ca. 1926-27
Arbejdere på Fårup Teglværk 1950 - delvis navneliste på lokalarkivet
Familien Andreasen, ca. 1936
Søren Jensen med familie, Fårup Østergård,
senere Bækgår i Ørrild, ukendt år
Purhus Kro, først i 1970-erne
Udsigt fra Præstevejen mod Ørrild ca. 1940
Cementstøberiet ca. 1960-65
Sessison 8. april 1925
Sportsfest ca. 1938-40, navneliste på lokalarkivet
Sportsfest ca. 1939-40
Byfest ca. 1938-40, Peter Christiansen, Faarup Kro (til højre), slagtermester Nielsen (med lys hat)
Fårup Plantagevej 9, Cathrinesminde, ca. 1903
Fårup Plantagevej 9, 2010
Fårup Plantagevej 5, Mølhøj, ca. 1920. Personerne er Jens Marin Larsen, Martha Larsen og Martine Larsen f. Stensgaard
Fårup Plantagevej 5, 2010
Lægebolig med format, Storegade 5, nedrevet i april 1993
Storegade 5, 2010
Vinterbillede fra Gl. Faarup, ukendt år
Bestyrelsen for fagforeningen ca. 1954
Gårdejer Peder Foged med familie
Luise Dyrby, Askegaarden, med børnebørnene
Hos Luise Dyrby på Askegaarden i Fårup ca. 1947, (navneliste findes på arkivet)
Fra anlæggelse af Mariagerbanen i 1925.
Fra anlægget af viadukten ved Fårup Beton i 1925.
Fra anlægget af viadukten ved Fårup Beton i 1925.
Fra anlægget af viadukten ved Fårup Beton i 1925.
Viadukten ved anlæggelse af gang- og cykelsti 1980
Viadukten er væk. Et af de nye tog passerer stedet. 2009
En ny viadukt er under opførelse. 2009
Den nye viadukt i 2010
 Gymnaster 1931-32
Asferg/Faarup Sogneråd 1910-20
Husmænd 1919
Storegade 1976
Storegade 2008
Hobrovej 13, ukendt årstal
Hobrovej 13 i 2008
Bilidthuset, Fårup Plantagevej 11, ukendt årstal
 Fårup Plantagevej 11 i 2008
Fårup kirke 2008
Beretninger fra Fårup
Sogneoplysninger
fra Purhusguiden 1988
Under Fårup sogn hører Fårup stationsby, Gl. Fårup. Purhus og Ørrrild.
Fårup er en by med ca. 1050 indbyggere. Der er kirke, skole, børnehave, alderdomshjem, rådhus, idrætshal, idrætsanlæg, posthus og skole.
Dagligvareforretninger m.v.: Brugsforening, købmand, bager, boghandel, manufaktur, møbelforretning, cykelforretning, korn- og foderstofforretning, automekaniker, bank og sparekasse, elforretning, kro, frisør.
Offentlige transportmidler: Bus rute 232 Randers-Fårup (Hobro). Man-fre.: 13 daglige afgange. Lør-søn.: 4 daglige afgange.
Fårup opstod oprindeligt som en landsby omkring kirken i Gl. Fårup. I forbindelse med bygningen af den jydske længdebane i 1860 blev der etableret jernbanestation i Fårup, som blev knudepunkt med forbindelse til Fredericia og Aalborg, Mariager og Viborg. Omkring stationen opstod hurtigt en ny bydel med forretninger og kro. Den senere udbygning af byen er sket i nordlig og østlig retning op mod hovedvej A 10. Byen fungerer nu som overordnet lokalcenter med forholdsvis mange funktioner, samtidig med, at byen har relativt mange både gamle og nye virksomheder. Sognets attraktive naturområde er Skalsådalen. På vejen mellem Fårup og Nørbæk er der let adgang til åen, hvor der i forbindelse med etablering af den nye bro i 1987, er bevaret de nedkørsler, som blev brugt ved den midlertidige broforbindelse.
Seværdigheder
Fårup kirke består ar romansk kor og skib med sengotisk våbenhus. Kirken er overvejende opført af kridtkvadre, men i koret er også anvendt granit. I korbuen er der afdækket fine romanske kalkmalerier fra omkring 1225-1250, hvor Kain og Abel er afbilledet. Prædikestol og himmel er fra 1634. Døbefonden er af granit med dåbsfad fra omkring 1575.
Mariager-Handest Veterantoget vil juli måned 1988 køre mellem Randers og Mariager på torsdage og søndage. Toget passerer gennem Fårup, og der vil måske blive mulighed for at stige på toget i Fårup ved den nordlige side af banelegemet.
Fortidsminder
De forskellige fund, der er registreret, vidner om, at der har boet mennesker i Fårup meget langt tilbage i tiden.
På marken før Ørrild er fundet rester af en jernalderboplads. Pladsen er ikke endeligt udgravet. Der er udgravet tre grave fra romersk jernalder, alle med stensætning omkring gravene.
På et lille næs ud mod Skalsådalen er fundet en boplads fra ældre stenalder, og den er den eneste sikkert påviste i kommunen.
Purhus første borgmester Einar Olsen skrev i årsskriftet for 1999 følgende:
Kommunesammenlægningen
- om tilblivelsen af Purhus kommune.
Af Einar Olsen, borgmester for Purhus kommune 1970-86.
Først i 1960´erne begyndte de forskellige indenrigsministre at tale om store kommuner. Det havde ingen interesse i de forskellige sogneråd. Omkring 1964 fik amterne og Sognerådsforeningen samt Købstadsforeningen besked om at forberede sammenlægninger, og der blev nedsat et "Zeuthen-udvalg", som senere kom til at hedde kommunalreformkommissionen.
Der blev udarbejdet skitser, som ikke blev mødt med større interesse. Jeg var næstformand i Randers amts sognerådsforening og som følge deraf med til sammenlægninger af såvel amter som sognekommuner. Mange havde håbet på Randers amts beståen; det blev ikke tilfældet. Viborg amt forsøgte at få en sammenlægning. Randers amtsråd var ikke interesseret.
Der kom fra 1967 tanker frem om en kommune bestående af Asferg-Fårup, Spentrup-Gassum, Hald-Kærby, Tvede-Linde og Støvring-Mellerup. Harridslev-Albæk ønskede ikke en deltagelse. Den blev i daglig tale kaldt "mavebæltekommunen". Den mødte modstand i amtets kommunaludvalg, der ønskede 2 kommuner mellem fjordene på langs. Disse drøftelser stod på i lang tid. Tilhængere af den såkaldte "mavebæltekommune" rejste til København og fik foretræde for kommunalreformkommissionen.
Udvalget bestod af sognerådsformand Andreas Boye, Asferg-Fårup, sognerådsformand Marius Laursen, Hald-Kærby, sognerådsformand Kristian Kjær Mathiesen, Tvede-Linde, sognerådsformand Jens Grodtkjær, Støvring Mellerup, og sognerådsformand Einar Olsen, Spentrup-Gassum. Men det lykkedes ikke at få en godkendelse at arbejde videre med; vi måtte rejse hjem så at sige tomhændede. Jeg husker, Kjær Mathiesen sagde: "Det skal de ikke bestemme. Vi har selvstyre." Vi mødtes flere gange. Men jeg følte, at interessen var faldende.
På det tidspunkt kom sognerådsformand Christian Eriksen, Nørbæk, med en ny tanke: Nørbæk-Sønderbæk-Læsten ønskede at løsrive sig fra Viborg amt, idet de følte sig mere knyttet til Randers-egnen. De ønskede en kommune bestående af Nørbæk-Sønderbæk-Læsten, Bjerregrav-Ålum, Kousted-Råsted, Asferg-Fårup samt Spentrup-Gassum. Den besked blev givet til Randers amts sognerådsforening samt til reformkommissionen, der også bestod af folkevalgte fra folketinget.
Viborg amt var meget imod. I sognerådene var der enighed i Nørbæk-Sønderbæk-Læsten og i Asferg-Fårup. I Bjerregrav-Ålum var stemningen 3-3. Kousted-Råsted ønskede sig samlet til en ny kommune. I Spentrup-Gassum var der 5 for denne sammenlægning, medens 2 ønskede forbindelse med Mariager. Vi havde flere møder med amtet uden at nå til enighed. Der var jo tale om sognekommuner fra 2 amter.
Nu ventede alle på kommunalreformkommissionen med følge, som indbød til stormøde på hotel "Kongens Ege", hvor alle kommuner blev hørt, og hvor jeg nok følte, at sagen var afgjort. Jeg husker, sekretær Henning Strøm spurgte mig lidt afsides: "Olsen, er denne kommune ikke for lille, kun 6.400 indbyggere ?" Herpå svarede jeg: "Vi vil hurtigt nå 9.000 indbyggere." Mødet sluttede derefter.
Vi kørte hjem og forventede svar næste dag som lovet; men Strøm havde allerede ringet. Vort ønske blev imødekommet, men Råsted var klippet fra; det havde Randers kommune forlangt. Det var den 25. september 1969.
Jeg var talsmand og indkaldte 3 repræsentanter fra hver sognekommune til møde på Purhus Kro, hvor jeg blev valgt til formand for sammenlægningsudvalget , bestående af de fem sognerådsformænd, med kæmner Bertelsen, Asferg-Fårup, og kæmner Jensen, Spentrup-Gassum, som sekretær. Budgettet skulle være færdigt inden 1. oktober, samt en skatteprocent. Det var et meget stort arbejde. Men vi nåede det og fik det godkendt. Udskrivningen til skat blev 9.000.000. 9,5 i skatteprocent. Alt dette af hensyn til kildeskattens indførelse pr. 1.1. 1970.
Herefter blev det bestemt, at kommunekontoret i Purhus skulle være administrationsbygning fra 1.4. 1970. Samtidig nedsattes forskellige udvalg: teknisk udvalg, kulturudvalg, socialudvalg og et skatteudvalg, som skulle forberede de nye udvalg efter valget. Der blev endvidere ansat personale, i alt 4 fra Spentrup-Gassum, 3 fra Asferg-Fårup, 1 fra Nørbæk-Sønderbæk-Læsten, samt 5 nyansatte. Senere er det blevet til flere.
Der blev indrettet mødelokale på loftet i administrationsbygningen, hvor også sygekassen skulle have kontor, og kontor til borgmesteren. Nu nærmede tiden sig, hvor der skulle være valg. Der var store diskussioner om opstilling af patipolitiske lister; der var for lidt interesse for det. Det blev til upolitiske lister samt Socialdemokratiet og Det radikale Venstre. Alle områder var jo bange for ikke at blive repræsenteret. Der var meget stor interesse.
Der havde været meget diskussion om kommunens navn. Følgende var foreslået: Purhus, Hvidsten, Blicher, Fussingø. Det blev Purhus, der skulle være administrationsbygning. Der var overvejelser om et nyt rådhus ved siden af den gamle bygning, men det blev ikke godkendt hverken af amt eller boligministerium. Så det blev Fårup.
Efter valget i marts 1970 fik byrådet følgende sammensætning: 10 borgerlige, 4 socialdemokrater, 1 radikal, og der var enighed om at vælge Einar Olsen til borgmester. Christian Eriksen, Nørbæk, blev 1. viceborgmester, Jens Anker Hougaard, Overfussing, 2. viceborgmester.
Økonomiudvalget kom til at bestå af Einar Olsen (formand), Poul Bech, Gjandrup, Svend Lund, Asferg, og Jens Anker Hougaard.
Til socialudvalget valgtes Niels Mikkelsen, Sønderbæk (formand), Søren Dalsgaard, Gassum, Einar Olsen, Anders Ladefoged, Fårup , og Per Sommer, Spentrup.
Kulturudvalget bestod af Rasmus Halkjær, Bjerregrav (formand), Henrik Due, Spentrup, Poul Lindholt, Fårup, Poul Ingemann, Spentrup, og Asger Møller Jensen, Gassum.
Teknisk udvalg: Henrik Due (formand), Poul Ingemann, Rasmus Halkjær, Svend Lund og Poul Lindholt.
Yderligere nedsattes en del forskellige nævn og kommissioner. Her kom Ernst Hansen, Asferg, med i et omsorgsudvalg.
Efter borgmestervalget havde jeg budt velkommen til arbejdet, og til et bredt samarbejde til gavn for hele den nye kommune, som jo kom fra 2 meget forskellige amter, og givet udtryk for, at befolkningen skulle være velkommen til samtaler om deres sager. Svend Lund ønskede til lykke og sagde: "Det er et fuldtids arbejde, og du skal ikke beskæftige dig med andre opgaver, du skal være på kontoret daglig."
Det blev for mig dejlige år, og vi var alle enige om at samle pengene, inden de blev brugt. Første store opgave var rådhuset, det kostede 3 millioner. Så kom der skoleudvidelser og store diskussioner om halbyggeri. Det sammen blev løst.
Alle i byrådet var enige om at få kommunen til at være en helhed og ikke bare være lokalpatriot. Derfor holdt byrådet møde hvert kvartal i de forskellige lokalområder, der samlede fra 50 til 100 indbyggere. Her var store diskussioner og mange, mange ønsker, men det var berigende for os politikere, som skal have jordforbindelsen i orden, så de første 4 år svandt hurtigt af sted, og så blev der politiske lister fra alle partier, men også borgerlige.
Sådan blev Purhus kommune etableret. Det var en god beslutning og sammenlægning, selv om den foregik under tvang.
I arkivets årsskrift for 1995 kunne læses følgende:
Årsskriftet for 1999 havde følgende artikel om Purhus Kro:
Purhus Kro
v. Jørgen Olsen.
Som by betragtet, har Purhus altid været af mindre betydning, men det samme kan ikke siges om kroen. I kraft af dens centrale beliggenhed mellem Randers og Hobro, har den altid haft betydelig søgning af de mange, der færdedes ad kongevejen - nu hovedvej 10.
Oprindelig lå Purhus Kro, der hvor Purhusgaard nu ligger ( i dag Purhus Rustfri ApS og Purhus Centret). Landevejen gik klods op af gården og førte over en bro, hvor den gamle vandmølle - Stampemøllen - ligger. En bom spærrede passagen af broen, og kromanden havde ret til at opkræve 4 skilling af en ridende og 2 skilling af hver person i bompenge. Til gengæld havde han pligt til at holde broen i forsvarlig stand. Taksterne, med en kongekrone over, var opslået på krodøren. Postvognen var dog fritaget for betaling, og mange har sikkert også sneget sig over om natten for at spare afgiften.
Længst at huske har kroen været ejet af Jens Nielsen, kaldet Husum. En virksom og dygtig mand, der var i besiddelse af gode evner. Han var også tømrer. Han byggede for småkårsfolk og hjalp dem til rette, ligesom han var den første sognerådsformand i Asferg-Fårup, da dette styre blev oprettet omkring 1841.
En søn af Jens Nielsen, der kaldte sig Søren Husum, fik derefter kroen. Han købte jord til og udvidede, så det blev en hel gård, idet hans største interesse var landbruget. Kroen forpagtede han ud til 2 ungkarle for 500 rigsdaler om året, hvilket var en meget lille betaling, idet bompengene alene oversteg dette beløb.
Så begyndte man at regulere hovedvejen, således at den pludselig slår et skarpt sving mod nordvest og derefter mod nordøst, antagelig fordi man derved undgik den sumpede undergrund fra Kåtbækken. Vejens nye forløb bevirkede at kroen kom til at ligge lavt og upraktisk, hvorfor ejeren i 1850-erne byggede Ny Purhus Kro på den plads, hvor den ligger i dag. I firserne og halvfemserne, før forsamlingshusenes tid, var kroen et naturligt midtpunkt for egnen og mange store folkelige og politiske møder samt dyrskuer er afholdt her.
I den nyere tid har hovedvejen fået et tredie forløb, som man ser den i dag. Mange vejfarende finder stadig ind til kroen og dens smukke gamle have, idet den nuværende ejer Flemming Christoffersen har forstået at tilpasse forretningen efter tidens krav.
Ovenstående beretning om gamle dage i Purhus er indsamlet ved samtaler med gamle Fårup-borgere, samt notater nedskrevet af Jul. Husum 1905. Indsamlingen er fra April 1951.
Purhus Kro i 1970-erne.
Episode i og ved Purhus Kro
To ting var det stående samtaleemne i krostuen i Purhus Kro lige efter midten af det forrige århundrede. Det ene var en begivenhed fra tre-årskrigen. Her havde en af de Randersdragoner gjort sig berømt ved at slå sig igennem en flok fjendtlige husarer på sin sorte hest.
Nu var han så hjemme igen, hædret af Frederik d.7. med Dannebrogsordenen. Jakob Borups navn var på alles læber. På børnenes skolebøger var billedet, der er malet af Hansen Rekstrup, og der stod også det lille vers.
En kraftig vilje alt formaar,
han vilde ikke være fange,
derfor han modig fra sig slaar,
skønt han var ene om mange.
Det andet man talte om var kromandens udhuse. Bindingsværksbygningerne var efterhånden ved at blive så forfaldne, at de truede med at falde ned. Selv om kromanden havde en god levevej, var han som ny mand uden midler til at ombygge, og lån kunne han ikke få. Han nøjedes med på bedste måde at stive af og tætne de værste revner.
Sådan stod sagerne en oktoberdag i 50-erne. Inde i krostuen herskede der hygge. Der sad en del fremmede vejfarende, handelsfolk og også egnene folk fandt derhen for at høre nyt. Kromanden tog livlig del i samtalen.
Da trådte een ind, som handelsfolkene straks gav plads for. Der klappedes med lågene på krusene, og det var tydeligt at se, at man viste manden særlig opmærksomhed. Det var Jakob Borup, og alle kappedes for at få ham til at fortælle. Foruden handelsfolkene vor også mølleren fra Terp og en skomager fra Randers, der jævnlig kom for at høre om der var sko at reparere.
Jakob Borup fortæller: "Vi kom ad vejen til Bilskov ved Flensborg, mine kammerater og jeg. Vi var trætte af en anstrengende dag og ville gøre ophold på kroen. Pludselig dukkede en afdeling hannoveranske husarer op og ville spære os vejen. De formerede linje tværs over vejen. Anføreren pegede med sin sabel ned i vejgrøften. Det betød, at vi skulle ride derned og overgive os. Vi lystrede ikke, men red langsomt frem. Ved den ene side spærrede muren om krohaven, ved den anden holdt rytterne vagt. Jeg havde ikke et øjeblik tænkt på at give mig i fjendens vold, selv om jeg kunne indse, at det var det klogeste. Jeg tog et roligt greb i tøjlerne, men mit sind kom mere og mere i oprør eftersom min plan udklækkedes og modnedes. Jeg bad da himlens gud om hjælp. Hesten kunne mærke min sindsstemning og begyndte at dirre. Så lod jeg den springe lige løs på anføreren. Den fnyste og stejlede, og jeg huggede rasende om mig. Tyskerne parerede og stak både efter hesten og mig, men i overraskelsen sansede de ikke at gå på i fællesskab. De veg. Et øjeblik stod vejen ved krohaven i den vildeste støvsky, mens hest og rytter hvirvlede rundt i håndgemæng. Med sablen beskyttede jeg hestens hoved og slap så forbi de forvirrede tyskere. Jeg lagde fjenden langt bag mig, før jeg turde standse. Hesten svedte og rystede under mig, og blodet løb den ned af det ene lår, men da jeg undersøgte sagen nærmere, viste det sig, at det var fra min egen arm at blodet løb. Hesten fejlede ikke noget. Senere rygtedes det, at mine følgesvende var fangne af tyskerne".
En af de slesvigske prangere trak en lotteriseddel frem fra sin inderlomme og gav den til Borup som en kostelig skat. Det var nemlig noget nyt og en ukendt sjældenhed, som lige var kommet frem. Skomageren, der havde et stort værksted med mange svende, tilbød sin hjælp. Dette var på baggrund af, at Borup i sin tid havde haft det ønske at lære skomageriet, men da han var fra landet, havde netop denne skomager, ligesom flere andre, ikke villet antage ham. Dengang stod byens håndværksmestre og landbefolkningen ofte stejlt overfor hinanden. Det blev en rigtig kroaften, hvor der blev skænket og fortalt historier.
Vinteren gik. Husene hældede mere og mere. Men så kom redningen. Krigeren vandt uanet 1500 rigsdaler på prangerens lodseddel og velvillig og godhjertet, sam han var, lånte han kromanden pengene, så han kunne få opført nye bygninger.
Borup, hvis navn var Jensen, var fra landsbyen Borup. Hans heltegerning mindes endnu på egnen, men mest af efterkommerne, nu i 3. og 4. generation. Hans billede hænger flere steder på væggen. Han havde 4 sønner og 4 døtre. Hans ønske om at blive skomager fik han ikke opfyldt, men 4 sønner blev skomagere. Den ældste, Kresten, var skomager i Onsild i 40 år. Jens var skomager i Spentrup lige så længe, mens den 3. Kristian var skomager i Vestergade i Randers.
Dragon Borup døde i Hobro i 1882 efter at have levet sine sidste år i Skellerup. Ved begravelsen på Hobro kirkegård mødte dragonregimentet op og skød æressalut over graven.
Denne beretning om Jakob Borups besøg i Purhus er forfattet af Axel Jakobsen, Onsild og stod i Ålborg Amtstidende den 19.3.1950.
Dramatisk begivenhed i Purhus Kro
Jens Andersen, Fårup Mark fortæller:
I gamle dage boede der i Purhus Kro ejer eller forpagter Buchvald. Han stjal fra gæsterne.
En landstryger, der boede en nat på kroen, var blevet gal på værten. I sit raseri tog han et brændevinsanker og bandt det til en stang og gik rundt og knuste alle ruderne i kroen. Buchvald kunne ikke ordne manden, hvorfor han sendte bud efter sognefoged Anders Dyrbye, Fårup.
På samme tid boede der i Purhusgaard en mand, der hed Morten Andersen. Han var lidt af en original, idet han kørte rundt til alle de auktioner, der fandtes i vid omkreds og købte de mest besynderlige ting. Desuden havde han en jumpe forspændt med en stud eller to tyre, som han kørte med.
Da sognefogeden var kommet til Purhus, var Morten Andersen mødt med et jagtgevær, og da landstygeren ikke ville lade sig anholde, gav sognefogeden Morten Andersen ret til at skyde. Andersen skød, og manden styrtede blødende til jorden. Han blev læsset på en møgvogn og kørt til Randers. Ved ankomsten var han død. Andersen måtte, for at undgå straf, erklæres småtosset.
A. Rytter fortæller om samme begivenhed:
Buchvald, der havde kroen, havde været tysk ulan. Da der opstod halløj på kroen, sadlede han hesten og red i flyvende fart ned til sognefoged Anders Dyrbye. Da han red ud af Purhus Kro, svang han sin sabel. Landstrygeren sendte en træsko efter ham, og den klyvede han med sablen.
Morten Andersen sad på kroen, og pludselig fik han en træsko, der fløj gennem vinduet, i hovedet. Andersen, der havde været på dåreanstalt, blev herover helt perpleks. Han greb et jagtgevær, der stod ved siden af , og sigtede efter gerningsmanden. Sognefogeden råbte, "i benet". Skuddet lød og manden blev ført til Randers, hvor han døde af blodforgiftning.
Andersen og Dyrbye måtte begge betale bøder.
Harbo, Asferg fortæller:
I det væsentlige kan jeg bekræfte ovenstående, dog døde landstrygeren ikke, hvilket var meget godt for de implicerede. Landstrygeren slap med livet i behold, sognefogeden og Morten Andersen med bøder. Historien viser i øvrigt, hvor forskelligt den samme episode opfattes.
Denne beskrivelse af oplevelsen som feriedreng på Purhus Kro stod i årsskriftet for 2007:
I Arkivets årskrift for 2003 stod følgende beskrivelse fra Fårup:
Dengang i 50erne
Af Poul Hallas
Overskriften til trods vil jeg begynde min beretning om livet i Fårup ved 2. verdenskrigs slutning.
Jeg var dengang i 7-årsalderen og boede i »Ligkisten«, ja, det kaldtes stedet, hvor vi sammen med 5 andre familier havde til huse. Bygningen havde tidligere tjent som beboelse og lokaler for en ligkistefabrik.
Vi boede »oven på« værten, hr. Nielsen. Der var lokum i gården. 3 stk. = 2 familier pr. das. De blev ihærdigt rengjort, især hvis tyske soldater havde tilladt sig at bruge dem! Minuttet efter de var forladt, sås Ane (jeg husker ikke efternavnet) med kost, sæbe og spand rykke ud til en gang afskuring af lokumsområdet.
Selv om midlerne var små dengang, blev vi mætte hver dag. Alle, unge som gamle, bidrog til økonomien. Jeg husker, jeg gik med min mor i tørvene, forstået således, vi satte tørvene i rækker til tørring, og senere blev de stablet. Under og lige efter krigen var der en meget stor tørveproduktion i Fårup-Bjerregrav-området. Hullerne efter denne tørvegravning ses jo stadig i dag som et smukt »tilskud« til den danske natur.
Min familie fik afregning i tørv for arbejdet. Jeg husker endnu med gru, når der i sensommeren blev aflæsset tørv ved vor bolig, og de selvsamme tørv helst samme dag skulle bæres op i skunken ved vor ca. 50 kvadratmeter store lejlighed. Tørre tørv støver meget, så der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvordan en svedig krop så ud efter sådan en omgang. Og nu var der jo lige dette, at vi på den tid ikke havde badeværelse. Den ugentlige »storvask« foregik i zinkbalje, om vinteren foran kakkelovnen, og her var det bare om at sidde stille, så der ikke blev spildt vand på gulvet, vi boede jo »oven på« hr. Nielsen, og han syntes bestemt ikke om gule pletter på sit loft.
Der var et stort sammenhold i byen, - dengang på ca. 400 sjæle. Nogle af byens mænd, inkl. min far, havde specialiseret sig i at fange gedder i tørvegravene, som havde afvanding til Skalsåen og derfor var fyldt med fisk.
Fangstmetoden var, at man først fangede nogle skaller i åen; dernæst satte man en tregrenet krog i ryggen på fisken. Linen, som var fæstnet til krogen, havde forbindelse til en korkplade. Man kastede så hele herligheden ud i mosen og ventede på, at korkpladen pludselig accelererede i fart, derefter tøjet af og ud i mosen for at hente fangsten ind.
Gedderne, store som små, der kunne godt være tale om en 8-10 stykker, blev anbragt på en stang, som to af mændene bar imellem sig gennem byens gader, indtil sidste fisk var afsat. Måske var det derfor, jeg i min voksen tilværelse først begyndte at spise fisk i en alder af 35 år! Jeg vil aldrig glemme smagen af de fiskefrikadeller, tilberedt af nyfangede gedder fra en nyopgravet tørvemose!
Som sagt var midlerne små dengang. Mine ugepenge androg 15 øre, som næsten hver gang blev brugt til at købe en rund jordbær Svaleis. Jeg husker stadig smagen af denne 100 % flødeis.
For at supplere lommepengene var vi en del drenge, nogenlunde samme alder, der bl.a. samlede tømte konservesdåser af aluminium og solgte disse. Ligeledes var det en god fortjeneste at samle mågeæg. Fremgangsmåden var, at vi vadede ud til mågekolonien, kolonier som var i næsten alle moserne, fandt rederne med to eller tre æg i og fjernede disse på nær ét. Reder med fire æg rørte vi ikke, for her var fuglene sikkert begyndt at ruge, og der kunne derfor være skabt unger i dem. De indsamlede æg kastede vi ind til vore medhjælpere, og sjældent gik nogle i stykker i det bløde græs. Æggene blev afsat til faste kunder i Fårup. - Én er stadig nulevende, mens dette skrives.
Ud over dette supplement til lommepengene havde jeg det store held at overtage salget af Aalborg Stiftstidendes søndagsudgave. I starten var fortjenesten 5 øre pr. solgt avis ud af en salgspris på 35 øre, men med et oplag på 85 stk. var det jo virkelig noget, der battede.
Oplaget faldt desværre nogle stykker, da det blev mig forbudt at sælge avisen på perronen på Fårup station. Det var åbenbart avissælgerne på Hobro og Randers banegårde, der havde indgivet en klage. Noget der understreger, hvor småt det stod til dengang, var at nogle kunder bad om henstand med betaling af de 35 øre, avisen kostede, så man lærte jo at føre bogholderi.
Indtægterne suppleredes yderligere ved salget af julebøger, når julen nærmede sig.
Næringsliv i Fårup Stationsby
I det følgende vil jeg fortælle om det næringsliv, der fandtes i Fårup stationsby i 50-erne.
Man kunne tælle over 60 næringsdrivende, og det skal jo samtidig bemærkes, at der vel kun var ca. 400 sjæle i byen dengang.
Storegade 2 rummede smedemester Th. Sørensen, og i nr. 4 var købmand Olaf Poulsen (senere også køreskole). I nr. 6 var byens boghandel og manufakturforretning, som blev drevet af Marie og Charles Jakobsen, Charles var også rejsebud til Randers.
I nr. 8 boede en tidligere sagfører, som man ved sommertide kunne se sidde udendørs med en stak lovbøger ved sin side. Ragnhild og Hugo Mikkelsen drev slagterforretning i nr. 10. I nr. 12, på hjørnet af Storegade og Hobrovej, var Tatol ved hr. og fru Clausen, der samtidig drev byens Taxa.
På Storegade 1 lå Fårup Korn- og Foderstofforretning, og nr. 3 var byens lægebolig (i dag nedrevet) med læge Jørgen Aaquist.
På den anden side af krydset i nr. 14 var byens købmand, først Kaalund, senere Rita og Kaj Thomsen. I nr. 16 boede ejendomshandler Th. Pedersen, og bliver vi på samme side, var nr. 26 dyrlægebolig først ved Vagn Poulsen, senere Knud Lundbeck.
I nr. 30 boede vognmand Marinus Christensen, som kørte med hestespand, bl. a. gods for banen. Da vi sidst i fyrrerne flyttede fra »Ligkisten« til en lille lejlighed »oven på« Marinus og Ingermine, hændte det tit, at jeg fik lov at køre en tur sammen med Marinus. Jeg husker, vi på Fårup station skulle hente en ligkiste, som skulle til Nørbæk, og hvor Marinus skulle hjælpe de pårørende med at placere liget i kisten. Optrinet sidder stadig på nethinden.
I nr. 32 havde hestehandler Thorvald Jensen sin forretning, og det skete tit, vi vågnede før en vis herre får sko på, når Thorvald løb frem og tilbage med sine heste ude på asfalten. Det var de heste, der skulle gøres klar til salg på markedet i Randers.
Tilbage til krydset boede i nr. 11 skræddermester Buckhave samt barbermester Nielsen. Fårup Bageri ved Bagger Nielsen bagte brød i nr. 15, og i nr. 17 var Fårup autoværksted ved Lange Nielsen.
Brugsforeningen havde til huse i nr. 19, og i nr. 21 boede Kirstine og Chr. Sloth. Her var fagforeningskontor, som Kirstine styrede, og ud over sit arbejde ved DSB havde Christian en produktion af kludesko (materialet var filt og gamle cykeldæk).
Nr. 25 var byens grøntforretning og samtidig øldepot for Thor, hr. og fru Østergaard drev den. Og så må jeg ikke glemme i nr. 23 byens kogekone, Olga Nielsen. Grisehandler var der også i byen, jeg husker kun hans fornavn, Simon, han boede Storegade 29.
På nr. 33 var Fårup Møbelsnedkeri, flyttet fra Nørbæk og opført i Fårup 1946. Det ligger her stadig, i dag som møbelfabrik, og jeg havde mit arbejde her fra 1960 til 1987.
Vi fortsætter nu på Hobrovej. Oven på Tatol residerede installatør A. L. Andersen, en meget akkurat personlighed. Jeg husker en passage fra et tilbud, han gav i forbindelse med opførelsen af Storegade 34. Her stod bl.a. »Nedgravning af kabel fra hovedmast til hus kr.… (beløbet husker jeg ikke) for så vidt det drejer sig om almindelig løs jord,« altså ikke noget overladt til tilfældigheden.
I nr. 4 foregik fransk vask og strygning ved fru Mikkelsen, og i nr. 6 endnu en smedeforretning drevet af Andersen. På den anden side af gaden i nr. 1 byens radioforretning, ejet af en, hvis navn kun var »Jon«, en hyggelig smånynnende person, der bragte sine varer ud på motorcykel og som til tider arbejdede i døgndrift, hvilket var ensbetydende med, at søvnen foregik med hovedet hvilende på korslagte arme hen over arbejdsbordet.
På Hobrovej 3 var der viktualieforretning med Marie Jepsen som indehaver, og videre til nr. 5 hvor Asferg-Fårup Sparekasse drev sin forretning. I samme hus byens damefrisør, Frida Mortensen. I nr. 7, hvor Ragnhild og Hugo Mikkelsen (Fårup slagterforretning) stadig bor, drev de også slagtehus.
I nr. 9 boede dræningsmester Hansen. Min opfattelse var, at han havde hele byens daværende kloaksystem inde i sit hoved. I nr. 11 boede tømrermester Nielsen, der en årrække var underviser på teknisk skole.
Carlo Knudsen drev Fårup Tømrerforretning i nr. 18; han stod senere for det, der i dag er Fårup Beton- og Elementfabrik. På Hobrovej 20 var Fårup Rutebiler ved familien Busch.
Vi bevæger os så lidt tilbage i byen, til det, der i dag hedder Tværgade 8. Her boede murermester Ove Sørensen, hvis nærmeste nabo var Jørgensen, byens skomager, som tillige passede garderoben på Fårup Kro sammen med Anna Hamborg.
I nr. 1 havde sadelmager Thorvald Christensen sin forretning. Ud over at passe denne, husker jeg han havde en meget flot bestand af angorakaniner samt fugle i kælderen. Han var ligeledes blandt hovedkræfterne, når der blev spillet dilettant på kroen.
Hvor Tværgade 4 ligger, lå tidligere byens karetmagerværksted ved Aksel Nielsen. I forbindelse med dette håndværk lavede han i en årrække smørdritler til mejeriet.
Elmevej 11. Her boede æggehandler Anton Andersen, og i nr. 13 murermester Max Nielsen.
På Jernbanegade 1 var Fårup Station og posthus, som jo dengang i 50erne var en meget travl arbejdsplads med snesevis af personer og godstrafik døgnet rundt. Stationen var samtidig betjeningssted for Mariager-Fårup-Viborg Privatbane.
Over for stationen lå Fårup Kro, hvor der også var mulighed for opstaldning af heste for oplandets bønder, som skulle med toget til bl.a. marked i Randers. Dette affødte engang en bemærkning fra den navnkundige Ingvard Pedersen, som en overgang ejede kroen: »Ja, de tog med 9-toget til Randers og kom hjem med fuldetoget!« Staldpasser var Peder Nyrup, som boede i det, der i dag er pizzaria (Storegade 7).
I Jernbanegade nr. 4 boede vognmand Jens Bjerregaard og i nr. 6 murermester Niels Nielsen, som har bygget mange af de gamle rødstenshuse i Fårup. Malermester Thiel havde til huse i nr. 10.
Så tager vi på Stadion Alle, hvor cykelhandler Schaksen havde forretning. I nr. 2 startede han også udlejning af Ferm vaskemaskiner, som han bragte ud efterspændt sin knallert.
I nr. 8 barbermester Skøtt og senere også filial af Landmandsbanken. I nr. 10 malermester Andreasen og i nr. 12 murermester Vad. Fårup Brød- og Mælkeudsalg havde til huse i nr. 14, og skulle man lære at spille klaver, foregik det hos Asta Laursen i nr. 20, hvor der i baghuset blev drevet tømrerforretning af Søndergaard.
På Mejerivej lå Fårup mejeri med stor leverance af mælk, tilført af en del mælkekuske (hestespand).
Går vi på den anden side af banen, lå her briketfabrikken med bjerge af tørvesmuld, som der engang imellem gik selvantændelse i med udrykning af brandvæsnet til følge.
For enden af Lervænget lå dengang vel nok byens største virksomhed, teglværket, som brødfødte mange familier i byen. De varme ovne var ligeledes overnatningsplads for mange af landevejens farende svende, også kaldet sprittere.
Fårup central var i huset Lervænget 9.
Hvor bebyggelsen Gartnervænget i dag ligger, lå Oscar Andersens planteskole. Oscar var noget af en speciel personlighed. Hvis man ikke rettede sig efter hans plante- og gødningsanvisning, kunne man ikke købe noget. Hvis man var på bølgelængde med ham, kunne han godt finde på at byde på »en lille en« bestående af solbærvin iblandet snaps.
Jeg har tit tænkt, hvor utroligt det er, at der inden for en årrække på ca. 75 år kunne etableres dette næringsliv, jeg her har beskrevet. Man må huske på, at Fårup Stationsby jo først tog sin begyndelse i forbindelse med gennemføringen af banen fra Randers til Aalborg i 1860erne.
Det er min opfattelse, at byen stort set levede af sig selv, og ikke som tilfældet er i dag, hvilket jo også gælder for andre stationsbysamfund, at der pendles ud i stor stil. Dette er en udvikling, som vi jo givetvis ikke kan stritte imod.
Så hvordan mon det ser ud om bare 25 år, hvor vi jo med sikkerhed har fået en anden struktur amts- og kommunalmæssigt set?
Årsskriftet for 2004 indeholdt denne artikel om en af de tidligere store virksomheder i Fårup:
Fårup Teglværk.
Bidrag til en virksomheds historie.
Af Erik Johansen
I midten af 1800-tallet begyndte byggeskikken på landet for alvor at ændre sig. Man gik væk fra bindingsværk og stråtag til fordel for murværk og tegltag.
I den forbindelse opstod en lang række små teglbrænderier, der som aftagere udelukkende havde nærområdet. Dette gjaldt især de egne af landet, hvor skibstransport var udelukket. Jernbanen var endnu ikke kommet til, og transport ad landevejene var både besværlig og dyr. Altså var der basis for en lang række lokale teglbrænderier.
Et sådant blev anlagt i Fårup i 1841 af gårdejer Chr. Jørgensen, Asferg. Jørgensen var en dygtig og velstillet mand, der også havde et teglværk ved sin gård i Asferg. Samtidig ejede han "Bakkegaarden" i Fårup samt Fårup Gæstgivergaard.
De naturgivne forudsætninger for teglværksdrift i Fårup var gode. Bakkedraget langs Skalsådalen består for en stor dels vedkommende af ler, som både geologer og andre har fremhævet som særdeles velegnede til fremstilling af teglsten.
Chr. Jørgensen overdrog teglværket til sin svigersøn, Hans Rosborg. Vi må formode, at værket i hans tid er begyndt at vokse. I hvert fald er to vigtige forudsætninger for det kommet til: For det første udbygningen af landevejssystemet i 1850´erne og 1860´erne. For det andet anlæggelsen af den jyske længdebane. Der blev etableret en station ved Fårup, og strækningen Randers-Ålborg blev indviet i 1869.
Landarbejder Peter Andersen, født i 1852, fortæller i sine erindringer, udgivet i 1925, om de to somre 1878 og 1879, han arbejdede på Fårup Teglværk. (- Teglværksarbejdet var ifølge sin natur langt op i tiden udpræget sæsonarbejde. - ).
Vi forstår på Peter Andersens fremstilling, at arbejdet på teglværket ikke på den tid var værdsat alt for højt: "Da jeg kom hjem (efter at have fået arbejde på Fårup Teglværk), skrev jeg til min Forlovede, om hun syntes om dette, for nu havde jeg taget Hyre som Teglværks-Sjover."
1.maj begyndte Peter Andersen så på teglværket:
"Det var saa nyt Arbeide for mig. Det var fast Løn pr. Maaned fra 1. Mai og til 1. Oktober. Vi havde vores faste Arbeide at skulle udføre, eller vort Dagsværk, kaldte vi det. Naar vi fik det udført, saa maatte vi holde Fyraften, om saa Klokken var 6 om Eftermidddagen. Der var 2 Stenstrygere og en Optriller; jeg var Optriller. Vi skulde lægge 7 Tusind Sten paa Pladsen, vi var 3 Mand; saa var der 2 Mand til, de skulde trille Ler i Trosen (?) til 7 Tusind Sten den ene halve Dag og ind i Laden den anden halve Dag. Ellers var Arbeidstiden fra 5 Morgen til 8 Aften med ½ times Frokost, 1½ Times Middag og ½ times Fesbykost (?) om Eftermiddagen."
Han fortæller om stenene, som åbenbart på det tidspunkt var ret simple: "Teglværket, ja, det var ikke just første Klasses Sten; de var meget tilbøjelige til at blive flammede – der var en del Salpeter i Leret; de var stærke i raa Tilstand, men var skøre, naar de var brændt. Vi fyrede altid med Tørv dengang."
Som omtalt var arbejdet sæsonarbejde.
"Saa kom Vinteren med sine Storme og Slud. Der var ingen Arbeide til mig, for disse, som havde arbeidet i Gaardene om Sommeren, de skulde jo have det Arbeide, som der var om Vinteren. Paa den Maade maatte jeg gaa og se paa. Det var ikke det, jeg sværmede for, men jeg kunne jo ikke tage selv. Det varede ikke længe, inden Sommerfortjenesten var fortæret, men saa hen ved Juletid og derefter faldt der en Del Sne, og saa blev der noget Snekastning og Rensning paa Banen. Det gav saa lidt Penge, men hvad forslog det? Der blev saa lidt Ekstraarbeide ved Stationen, der skulle lægges nogle flere Spor, og da jeg var bleven kendt med Baneformanden, saa fik jeg Lov at komme med dér."
Peter Andersens kone ventede sig, så selv om ikke var alt for begejstret, fordi arbejdet på teglværket var sæsonarbejde, og det var vanskeligt at få andet arbejde om vinteren, blev han endnu en sæson på Fårup Teglværk:
"Naa, saa lod jeg mig hyre til Teglværket til Sommer igen. Jeg skulde saa være Stryger, men ogsaa paa fast Løn de 5 Maaneder."
Og efter endnu et vinterhalvår uden arbejde besluttede han at flytte og prøve lykken andetsteds.
Omkring århundredskiftet havde teglværket adskillige ejere: I 1898 solgte Hans Rosborg det til Chr. Bisgaard, som solgte det til Niels Jacobsen. Allerede i 1902 købte N. Andersen Ladefoged teglværket, og hermed begyndte det at gå fremad for værket.
I 1906 udvidede Ladefoged ved at købe den bygning, hvor der tidligere havde været højskole, og lod den indrette til bestyrerbolig. Som bestyrer ansatte han den kyndige og energiske R. Skovhøj, som i mange år skulle få stor betydning for virksomheden.
Skovhøj fortæller i en samtale med Charles Jakobsen, Fårup: "Da jeg kom til byen 1907, købte jeg et bord og 14 stole hos snedker Mogensen for 40 kr. Der var 10 arbejdere på teglværket, og de var alle fra fæstekontoret i Randers. Det var nogle slemme børster, hårde til at drikke. Arbejskraft var ikke til at få i Fårup, hvor der kun var 3-4 huse." ( må betyde udlejningsejendomme). Skovhøj fortæller endvidere, at han havde hele styrken i kost og logi for en kr pr stk pr dag.
Det er næppe forkert at antage, at dette nye tiltag, at lade bestyreren have mandskabet på kost og logi, har haft til hensigt at knytte dem nærmere til værket og så vidt muligt holde dem borte fra kroen. Dette ser ud til at være lykkedes, og i det hele taget omtales Skovhøjs interesse for sine medarbejdere og deres familier gennem hele hans ledelsestid.
Laura Eriksen og hendes mand Valdemar tjente hos bestyrer Skovhøj i 1927. Siden blev han ansat på værket - til 3,50 kr om dagen. Man fremstillede både almindelige mursten og håndstrøgne sten, samt teglsten og, ikke mindst, drænrør.
Der var heste på værket, og Valdemar Eriksen kørte rundt til byggepladserne med sten og til bønderne med rør til dræning.
Leret blev hentet på "Gundestrupgaard", som teglværkets ejer, Ladefoged, ejede, og som bestyrer Skovhøj senere blev ejer af. Det blev læsset med håndkraft og kørt ind på tipvogne.
Under Skovhøjs ledelse arbejdede man på at følge med tiden. Ifølge en avisreportage fra 1941, i anledning af værkets 100 års jubilæm, "staar det i Dag som et fuldt moderne Teglværk med alle tænkelige Hjælpemidler, saasom: Traktortrukne Tipvogne, Transportbaand, moderne Ringovn og Tørrelader m.m."
I 1939 havde Ladefoged solgt teglværket til et aktieselskab, der i forvejen drev Carlsberg Teglværk syd for Randers. De to værker indgik i en arbejdsdeling, idet Carlsberg fortrinsvis fremstillede facadesten, mens Fårup lavede bagsten, tagsten og drænrør, da leret hér var særlig velegnet til netop denne produktion.
I jubilæumsåret, 1941, oplyses produktionen at have været på ca. 3 mill. Sten og beskæftigelsen på 25 arbejdere det meste af året.
Efter krigen fortsatte beskæftigelsen med at stige og kulminerede i 1950´erne med ca. 50 ansatte. Teglværket var således af særdeles stor betydning for byen, fordi beskæftigelsen i tørveindustrien, som havde været stor under og efter krigen, efterhånden faldt drastisk, og det ikke var let at få andre industrivirksomheder til byen.
I 1951 lå produktionen stadig på 3 mill. sten pr. år. Udover sten og rør fremstilledes også såkaldte bauma-blokke. Tørreladen havde plads til 400.000 sten ad gangen. Men noget lager af færdige sten havde man ikke, da produktionen uden problemer blev afsat løbende. Ringovnen havde 20 kamre og kunne rumme 120.000 sten. Der brændtes én gang om ugen, og fra april til frostens komme var ilden i ovnen aldrig slukket.
Endvidere producerede man på dette tidspunkt en ganske særlig slags sten, der indeholdt 60% savsmuld. Når de blev brændt, tilintetgjordes savsmuldet, og stenene blev meget lette og porøse, akkurat som molersten. Produktionen var dog en nicheproduktion, da det var vanskeligt at skaffe savsmuld i større mængder.
I løbet af 1950´erne vandt betonbyggeriet efterhånden frem, og det ramte teglværksindustrien hårdt, også Fårup Teglværk, trods det, at teglværket var kendt for sine fine kvaliteter sten.
Dog opgav ledelsen ikke kampen, men forsøgte at rationalisere og investere sig ud af vanskelighederne.
I 1963 indviede man en nybygning med moderne maskinhal og tørrekammer. Teglværket var efterhånden blevet for gammelt og umoderne. Derfor stod valget mellem at modernisere eller standse driften. Efter moderniseringen blev værket i stand til med 18 mand -helårsbeskæftigede - at øge produktionen fra 4 mill. til 6. mill. enheder.
Dog blev selve fabrikationen altid standset i februar og marts, så det nødvendige vedligeholdelsesarbejde kunne udføres, for eksempel på skorstenen, der til stadighed blev tæret indvendig af røgen.
I 1973 måtte teglværket lukke. I forbindelse med nedrivningen af de sidste bygninger i 1991 fortalte Poul Ring, direktør for Randers Tegl, medejer af Fårup Teglværk: "Desværre, det er den vej, det går. – Jeg har været i branchen i 40 år, og da jeg startede, var der 256 teglværker i Danmark. I dag er der 28."
Vejen var lang, fra det beskedne teglværk blev startet i 1841, til de sidste bygninger blev revet ned 150 år senere. Og teglværket kom gennem mange år til at spille en særdeles vigtig rolle for Fårup by og opland, hvor der aldrig blev voldsomt mange muligheder for industriarbejde. At bilens udbredelse så gjorde det muligt at hente lønningsposen andre steder, til tider langt borte, er en helt anden historie.
ANVENDT LITTERATUR M.V.
Materialet er ret spredt, idet en samlet fremstilling af Fårup Teglværks historie aldrig er foretaget. Endvidere savnes virksomhedens arkiv. Derfor modtager Purhus Lokalarkiv meget gerne materiale, også i form af erindringer, til supplering af samlingen.
De fleste af nedennævnte materialer findes i arkivet.
Bagger, Ole: Kommenteret samling af fotos fra Fårup Teglværk 1963-70. (De fleste billedkommentarer til Ole Baggers billeder er hans egne).
Bertolt, Oluf (udg.): Tre danske Arbejderes Livserindringer. Kbh. 1925. (Heri: landarbejder Peter Andersens erindringer).
Christiansen, Asger: "Randers-Aalborg banen." In: Jernbanehistorisk Årbog 1994, s.8-19.
Eriksen, Erling: Samtale med Erik Johansen 2. dec. 2004.
Eriksen, Laura: Samtale med Poul Knudsen, 1993: "Nogle erindringer om Fårup Teglværk."
Jakobsen, Charles: Erindringer: Bl.a. samtale med fhv. teglværksdirektør Skovhøj 7. november 1950 (s.163).
Randers Dagblad, sept. 1941: "A/S Faarup Teglværk har i Aar 100 Aars Jubilæum."
Randers Dagblad, 1949: "Faarup. En By, som er to Modsætninger."
Randers Dagblad, 16. marts 1963: Teglværksmodernisering i Faarup."
Randers Amts Avis, ca. 1972/73: "Teglværkets skorsten bliver repareret."
Randers amt Avis, 27. april 1991: "Farvel til det gamle teglværk."
Socialdemokraten, 17. maj 1951: "Asferg-Faarup har mange Opgaver, men fattes Penge."
Trap Danmark, 5. udgave. Kbh. 1958 ff.
|
