Kirkebøger
1685 – 1891 i kopi og mikrofilm
Kirkelige forretninger i Bjerregrav 1685 - 1925 Laugesens afskrifter
Til-og afgangsliste
1949 – 56
Folketælling
I kopi: 1787 – 1801 – 1845
Som filmrulle: 1834 – 1911
Som mikrofilm: 1916 og 1921
Folketællingen 1901: navneregister for alle sogne over familieoverhovedet.
Gårdhistorie
Laugesens beskrivelse af matriklerne i Bjerregrav, Ålum, Venning, Gjandrup og Svinding.
3 håndskrevne bøger samt Nygårds afskrifter af matriklerne
Afskrift af pastor Jensens beskrivelse af matriklerne i O. Fussing v/Dora Offersen
Dora Offersens beskrivelse af matriklerne i O. Fussing
Erindringer og slægtsbøger
Laugesens og pastor Jensens byhistorie
Hedegaard Slægten, herunder Anton Petersen og hans efterkommere, se nedenfor
Bugge Vegger, Bjerregrav sogn
Brøndum, 2 forsk. Slægtshistorie, se nedenfor
Rasmus Nielsen, bl. a. om Bjerregrav Station
Alberta Christensen, jordemoder, erindringer
Søren Eriksen, skoleerindringer fra ca. 1900
Niels Nielsen, avisartikel om jul og nytårsskikke i Bjerregrav
Peder Larsens slægt, se nedenfor
Peder Jacobsens slægt, se nedenfor
Slægtsbog for Mads Pedersen Dahl i Over Fussing, se nedenfor
Fra Bjerregrav Stationsby, se nedenfor
Kapellan Bertelsen, slægtshistorie
Anders Madsen, Over Fussing, erindringer fra krigen 1864 i Bjerregrav
Pastor J.A. Jensen, gårdhistorie, matr. fra byerne
Anne Snebæk, Over Fussing, slægtsoversigt
Frederik Borch, Over Fussing, tidsbillede om Erh. Borch 1834-1906
Jens Klith Jensen, Klitgård, Over Fussing
Lydbånd og CD
Bånd:
Karla Ibsen, Bjerregrav
Marie Møller, Bjerregrav
CD
Lilly Larsen, Bjerregrav
Andre arkivalier
Anna Møller Jensen, Over Fussing, fotos
Bjerregrav Andelsmejeri, 7 protokoller 1918-1962
Bjerregrav Borgerforening, protokol
Bjerregrav Brandfogedprotokol, 2 stk.
Bjerregrav Brugsforening, 7 protokoller
Bjerregrav Skole, regnekort og skrivebog
Bjerregrav Skolekommissionsprotokol
Bjerregrav Juleglæde, protokol
Bjerregrav-Ålum, beskrivelse
Bjerregrav-Ålum Sygekasse, protokol
Bjerregrav-Ålum, til- og afgangsliste 1949-56
Socialdemokratisk Vælgerforening, Bjerregrav-Ålum, protokol
Afskrifter fra Laugesen, æske nr. 219
Arkivalier efter pastor Jensen 1905-32, æske nr. 235
Bjerregrav Borgerforening, æske nr. 91
Bjerregrav Børnehave, æske nr. 55
Bjerregrav Forsamlingshus, æske nr. 86
Bjerregrav Kirke, æske nr. 193
Bjerregrav Kontrolforening, æske nr. 43
Bjerregrav Skole, æske nr. 109
Bjerregrav-Ålum, vurderingsmateriale, æske nr. 72
Bjerregrav-Ålum Fattiggård, æske nr. 192
Knud Eriksen, æske nr. 93, 112, 200, 270
Landbrugstællinger, æske nr. 46
Peder Kaarup, æske nr. 128
Peter J. Høgstrup, Høgsturpgaard, Egevej, æske nr. 223
Slægten Lars Knudsen, æske nr. 134
Sport, æske nr. 194
Over Fussing Husmoderforening, æske nr. 81
Gamle og nye fotos fra Øster Bjerregrav
Vil du se skolefotografier fra Øster Bjerregrav sogn, så klik her.
Gymnaster i Bjerregrav 1932-33.
Bredgade 13 A, ukendt år.
Bredgade 13 med butik, ca. 1930.
Bøgevej, set fra Bredgade. Til venstre i billedet sprøjtehuset. Ukendt år.
Bøgevej, set fra Bredgade, 2012.
Pastor Jensen med familie, ca. 1910.
Dalsgaard, ukendt år. Navneliste på lokalarkivet.
Byggeri på salatfabrikken i 1973.
Beboerne på Østervang 12 i 1920-erne. Navneliste på lokalarkivet.
Fattiggården i O. Fussing, efter 1945.
Konfirmander 19. april 1925. Delvis navneliste på lokalarkivet.
Den tidligere Bjerregrav Station.
Beboelsesejendom ved Bjerregrav Station.
Landejendom ved Bjerregrav Station.
 Luftfoto fra 1954 af området ved Bjerregrav Station.
Chr. Germansen og hustru med famile på deres sølvbryllupsdag 1910-12.
Øverst: Graastengaard, O. Fussingvej 30 A. Stuehuset blev i 1970 stærkt renonoveret. Staldlængerne er revet ned, og der er bygget nye.
Nederst: 3 huse, der senere er renoveret.
Maren Bjerring, Svinding 1910 - 2001, og Anne Bjerring, 1904 -1984.
Svejstrupvej 148, ca. 1900.
P. Chr. Pedersen, Præstmarken 1875 - 1949, fotografiet er fra ca. 1906.
P. Chr. Pedersens ejendom på Præstmarken, ca 1906.
Konfirmandholdet 1927.
Maren Vognsen (Ma Hvornum) 1906.
Maren Vognsens hus, ukendt år.
Over Fussing Mølle på matr. nr. 6, Grovebakken fotografiet er fra før 1910.
Voldstrupgaard, Volstrup, før 1921.
Mindestøtten fra genforeningen 1920. Den varplaceret i et anlæg ved den gamle skole.
Den blev fjernet og nedbrudt i forbindelse med vejregulering i 1970.
Til højre i billedet sprøjtehuset, der blev nedrevet i 1930-erne.
Peter Svendsens gård, der senere blev lagt ind under Niels Jensen Nielsens gård, ukendt år.
Sine og Søren Kristensen, Over Fussing, ukendt år.
Øster Bjerregrav Bank 1975 - 1984.
Familien Høgstrup, Trapgård, der nu hedder Høgstrupgård, ca. 1923.
Bjerregrav Mejeri, der lukkede 1. oktober 1962.
Fussing Overgård, Grovebakkevej. Kirsten og Søren Eriksen med børnene, fra venstre Thomas, Nygård, Ingvard,
Jens og Margrethe.
Til venstre ejeren Per Kjeldsen Klith "Dalsgård", Over Fussing. Damen med lyst forklæde er hans svigerinde, Kristine
Kristensen. Pigen foran hende er Anna Kjeldsen Klith.
Familien Peder Jacobsen. Personerne er fra venstre: Anna, der døde i 1999 i Kjellerup. Jacob Martin. Peder Jacobsen.
Karen, der blev lærer i Rind. Maren, der havde telefoncentralen i O. Fussing sammen med sin mand, Chr. Snebæk.
Peter.Madsine, født Brøndum.
Sommer i by, ukendt år.
Bjerregrav - Aalum sogneråd 1933 - 37.
Indvielsen af Bjerregrav Boldklubs nye klubhus i 1976.
Christine og Søren Eriksen med sønnen Knud Erik Eriksen, 1925.
Ægeparret Christine Eriksen født 1893, død 1957, og Søren Eriksen, født 1889, død 1976, søn af Christen Eriksen og
Kristine Nielsen.
Bredgade 2 i 1932.
Bredgade 2 i 2012.
Bjerregrav Central ukendt år.
 
Skytteforeningen, ukendt årstal.
Tørvegravning ca. 1943.
Præstegården i Bjerregrav, ukendt årstal.
Præstegården i Bjerregrav, ukendt årstal.
Bjerregrav Præstegård, ca. 1910.
Præstegården i 2008.
Brugsforeningen på Bøgevej.
Bjerregrav Brugsforening på Bøgevej før 1938.
Brugsuddeler Chr. Damgaard født 1897, død 1935.
Bjerregrav Brugs 2008, nu privat bolig.
Over Fussing Brugs 2008, nu privat bolig.
Øster Bjerregrav kirke 2008.
Beretninger fra Øster Bjerregrav
Sogneoplysninger
fra Purhus guiden 1988
Under Øster Bjerregrav hører landsbyen Øster Bjerregrav og Overfussing, som er en mindre bebyggelse tæt ved Øster Bjerregrav.
Ø. Bjerregrav har ca. 1050 indbyggere. Der er kirke, præstegård, skole, børnehave, idrætshal og forsamlingshus.
Dagligvarebutikker m.v.: Brugsforening, døgnkiosk, smed og automekaniker.
Offentlige transportmidler: Bus rute nr. 62 Randers-Viborg. Man-fre: 12 daglige afgange. Lør-søn: 7 daglige afgange.
Øster Bjerregrav består af en ældre bydel med snoede vejforløb med huse tæt på gaden, og af nyere boligarealer omkring udfaldsvejene. Byen ligger på et højdedrag, men alligevel er mindre terrænformationer i og omkring byen med til at understrege det afvekslende miljø, især omkring kirken og præstegården, og her er arealet fredet. Byen er udpræget boligområde, men der ligger også enkelte større arbejdspladser.
Geografisk har byen en god placering forholdvis tæt på Randers og samtidig let adgang til det naturskønne område omkring Fussingø. Bjerregrav mose er et smukt naturområde med et rigt fugleliv, og Bjerregrav Bjerge ved mosen er et uspoleret stykke dansk natur.
Seværdigheder.
Bjerregrav kirke har romansk apsis, kor og skib opført af granitkvadre med senere tilbygget tårn, våbenhus og sakristi. I tårnets og våbenhusets mure findes et par vinduesoverliggere med sløjfeornamenter, som er karakteristisk for Randers-egnen. Selve kirkerummet med bjælkeloft er uden særlig udsmykning. Der findes et meget smukt alterbord med fornemt billedskærerarbejde fra 1500-tallet. Ligeledes har prædikestolen fra 1591 et smukt indlægningsarbejde. Klokken fra 1820 er skænket af Agathe Johanne grevinde von Plessen, Fussingø, hvortil kirken hørte. Indgangsportalen i våbenhuset er en af de sjældne med 6 søjler.
Fortidsminder.
Ved kirkens våbenhus står to runesten. Stenene blev fundet i forbindelse med restaurering af kriken. På den ene lyder indskriften: "Tove rejste denne sten efter sin mand Tomme thegn (velbyrdig), Han --- Tvegge Hen." Den anden blev fundet, da den første blev fjernet, og på den lyder indskriften: "Gyde rejste denne sten efter sin ægtefælle Thorbjørn, en meget velbyrdig thegn. Og Thord ristede disse runer." Begge sten er dateret tilbage til slutningen af vikingetiden omkring år 1000-1050.
I Bjerregrav sogn har været registreret 8 gravhøje, men der er ingen bevaret. En af dem, som blev kaldt Sovehøjen, og som lå øst for byen, havde et stort stensat kammer og blev i forrige århundrede beboet af tatere.
I Bjerregrav mose blev der i 1922 fundet 33 mønter slået i Viborg, Aalborg og Randers af Knud den Hellige, som var konge i årene 1080-1086.
C.M. FABER - En temperamentsfuld Bjerregravpræst i 1700-tallet.
Erik Johansen.
Christian Mathiasen Faber var præst i Bjerregrav-Aalum-Tånum pastorat i tiden 1731-59. Han blev født i Roskilde i 1692 som søn af en klejnsmed, blev teologisk kandidat i 1720 og kom til Bjerregrav efter en tid som kapellan i Ring-Føvling ved Brædstrup.
Han giftede sig med sin forgængers enke, som mange præster dengang gjorde, og efter hendes død med Anne Sophie Nielsdatter fra Råsted. !7. september 1759 døde han.
I Viborg bispearkiv findes en række breve og andre skrivelser, som tegner et billede af C.M. Faber, om end ikke entydigt.
Da brevene er skrevet i et meget gammeldags og snørklet juridisk-kirkeligt sprog, har jeg tilladt mig at omskrive dem en del. I den forbindelse er jeg Harald Bertelsen, Ø. Bjerregrav, stor tak skyldig for hans udskrift af papirerne og bestræbelser på at gøre dem mere læservenlige. Jeg har arbejdet videre med dette, men samtidig forsøgt at bevare så meget af sprogtonen, at man får et indtryk af tidens stil.
Enkelte breve har jeg måttet nøjes med at referere, helt eller delvis, da de ville være umulige at gengive på et moderne dansk. Ensartethed i gengivelsen må altså ikke forventes.
Om brevenes rækkefølge skal det nævnes, at den ikke er strengt kronologisk. Dette skyldes to forhold. For det første udvikler den oprindelige retssag til flere forskellige, hvoraf den første tilmed indledes af såvel en stævning som en mod-stævning (kontrastævning). For det andet var de kirkelige myndighedsforhold på dette tidspunkt temmelig uklare, idet magten var delt mellem adskillige organer og personer i indbyrdes rivalisering.
I brevene møder vi i første række Andreas Wøldike, biskop i Viborg i hele 35 år. Kirkehistorikeren Bjørn Kornerup karakteriserer ham som "en hæderlig og velmenende Mand, udmærket ved uhyre Arbejdsomhed og værdifulde menneskelige Egenskaber, men lidet egnet til at magte de vanskelige kirkelige Situationer, han oftere blev ført ind i. Ved sin uklare og vaklende Holdning over for Pietismen havde han skadet sig selv en hel del, og han var ikke godt anskrevet hos Kirkekollegiet."
Pietismen var en vækkelsesbevægelse med vægt på det personlige fromhedsliv. Den havde sine rødder i Tyskland og var under den enevældige konge Christian d. 6. blevet en vigtig faktor i kirke- og samfundslivet. Kongen, der selv var stærkt grebet af pietismen, søgte af al magt at fremme fromhedslivet, blandt andet ved at få ansat præster med sympati for pietismen. Desuden iværksattes en massiv kontrol med kirke, skole og offentlig forvaltning i hele riget.
Til dette formål oprettedes den såkaldte "Generalkirkeinspektion" ved forordning af l. oktober 1737 (i brevene her kaldt "kircheinspektionen"). Dette organ bestod reelt af kongens håndplukkede rådgivere og fik i perioder en særdeles vigtig rolle og greb ofte ind, også i enkeltsager, på tværs af den officielle forretningsgang. Det almindelige ministerium, Danske Kancelli, og dettes departement for kirkelige anliggender, Kirkekollegiet, eksisterede nemlig fortsat og var den officielle kommandovej.
Det er ned baggrund i disse modsætninger mellem pietistiske og mere traditionelt indstillede kredse inden for såvel bisper som Generalkirkeinspektionen og Kirkekollegiet, vi må se de uklare myndighedsforhold i følgende breve:
Til sognepræst Christian Mathiasen Faber.
Det har gjort mig meget ondt, at jeg to gange har været fraværende, da Deres Velærværdighed har villet gøre mig den fornøjelse af besøge mig.
Men for at svare på indholdet af Deres meget ærede skrivelse til mig af 21. oktober, da er min mening om de til mig gjorte forespørgsler angående dets
l. punkt: at kræve krohold afskaffet efter love og forordninger, enten af hensyn til købstædernes ret, eller fordi det finder sted i domhuset, er ikke en præsts sag. Han skal alene anmode de verdslige myndigheder om at borttage anledningen til eder, banden, fulderi, uforligelighed og deslige ugudelighed, som krohold giver, ikke alene for gæster, som besøger krostuerne, men også for værterne selv.
Vil de verdslige myndigheder ikke gøre det, som præsten ønsker, da er det deres eget ansvar over for Gud og mennesker. Men fremturer værterne med disse onde handlinger, da viser loven klart, hvad præsten skal gøre mod sådanne syndere, og når en præst nøje retter sig derefter og tager sig nøje i agt at udvise både tålmodighed og varsomhed, som loven befaler, da går han den tryggeste og bedst forsvarlige vej.
Vil en præst da prøve til slige menneskers forbedring at gøre noget, som ganske vist ikke er nævnt i loven, men dog ikke er imod loven, førend han skrider til den yderlighed, som loven endelig ommelder 1), da kan han gøre følgende:
Når personerne anmelder som sædvanlig otte dage før at ville gå til Herrens bord 2), da kalder præsten dem til sig og formaner dem at holde sig borte fra sakramentet, indtil de ved alvorlig omvendelse atter er beredte dertil.
Når de derpå kommer i kirken for at gå til skrifte med andre, kan præsten, før noget skriftemål begynder, træde frem og i menighedens påhør spørge dem, om de agter at gå på den dag til skrifte, fremdeles: om de foruden deres andre synder have med anger overvejet den og den vitterlige synd, i hvilke de hidindtil have levet og ville herefter med alvor ved Guds nåde holde sig fra den. Svarer de ja, så ønskes dem velsignelse og bestandighed til at opfylde deres løfte, og de nærværende kræves til vidne over dem både for Gud og menneske, dersom de ikke holder deres løfte. Men dersom de begynder at sludre om deres skrøbelighed o.a. sligt, da foreholdes dem omvendelsens nødvendighed og formanes offentligt at holde sig sålænge borte fra skriftestolen og sakramentet, indtil de erklærer sig til omvendelse, så antages de. Forbryder de sig alligevel, kan dog denne måde bruges endnu nogle gange med dem, førend der gåes til den yderste konsekvens efter loven, som desmere kan ankes. Dog er det ikke let at formode, at slig handlemåde under Guds inderlige og idelige påkaldelse for sådanne mennesker skulle være aldeles frugtesløst.
Angående 2. punkt:
Ved berygtelse og mistænkelse må en præst meget vel vogte sig, at han ikke tænker anderledes end ment i loven: Der skal være gyldige vidner, som kan og vil vidne, hvis de bliver lovligt stævnede, at de har set dem alene sammen på enlige steder.
Er en præst ikke forud sikker og tilforladeligt forsynet med sådanne vidner, da vil jeg ikke råde ham til, kun på baggrund af mistanke og rygter, at holde nogen borte fra nadveren 3).
Bortvisningens tid er påskedag og mikkelsdag 4), når vedkommende ej selv vil finde sig i anden tid.
Imidlertid ser jeg ikke, at Deres Velærværdighed kan undgå at tage dem til skrifte og til alters, når de erklærer over for Dem at have holdt sig borte fra hinanden og fortsat at ville gøre det.
Angående 3. punkt:
Er det vel, at De har gjort det, som De i Deres brev til mig har meddelt, men fordi den forurettede har beklaget sig over for sin præst, skal forliget ikke nødvendigvis ske i hans overværelse, men det må være nok for ham, at begge parter vedgår forliget.
Den, som gør uret, burde efter Matthæus 5 gå hen og forlige sig med sin broder. Er han ikke at bringe til det, men alligevel indrømmer at have gjort uret og begærer tilgivelse, da bør en præst, når ingen anden dertil er for hånden, regne sig selv fremfor alle andre berettiget til at være angelus pacis (="fredens engel").
Også, når den uretfærdige alene med munden taler om fredelighed og forsoning, men mener det ikke af hjertet, da er det først og fremmest Gud, som ransager hjerterne, og dernæst, når en præst har foreholdt en synder, hvad sjælefare og fordærvelse, han styrter sig udi ved at være uoprigtig, og han ikke desto mindre vil anses for at mene det af hjertet, hvad han taler med munden, da får han for sin egen regning at antages til Herrens bord, og præsten kan på sin side have en frelst samvittighed.
Angående 4. punkt:
Da bør præsten/provsten indsende beretning om det årlige syn til herskabet med erindring om reparation – hjælper det ikke, da forelægger provsten tillige med præsten forsømmelsen for stiftsamtmanden og bispen tillige, som da er skyldige at påminde ejerne en og anden gang, og når sligt alligevel ikke bærer frugt, da at forelægge det for kongen.
Angående 5. punkt:
Her er, hvad N.N. skole angår: …her burde ligestrax ved allerførste skolesamling af amtmanden eller fuldmægtig og provsten samt andre vedkommende være fastsat, hvad som befindes at være gavnligt til ungdommens undervisning. Bagefter kommer tyndt øl….Det eneste middel til at få den sag bragt i bedre stand er og bliver det, som jeg både mundtligt og skriftligt altid haver tilrådet, nemlig en fornuftig og uden anstødelige vendinger forfattet memorial (=erindringssskrivelse) til kongen, enten fra Deres Velærværdighed på sine tilhøreres vegne, eller som jeg på den tid agter tjenligere (=mere hensigtsmæssigt), fra nogle af menighedens medlemmer på egne og de øvriges vegne… Thi sligt memorial bliver uden tvivl forelagt stiftsamtmanden og undertegnede til udtalelse, hvorved der gives lejlighed til at demonstrere tingene bedst muligt og derpå forvente udfaldet.
Angående 6. punkt:
Der er ganske vist ingen kgl. befaling kommet, hvorved de fattigvæsenet skulle være ophævet, men for resten kan hverken stiftsamtmanden eller jeg hverken rette eller gennemtvinge rettelser, så længe ingen regnskaber kommer os for øje, samt anden nærmere forklaring af, hvori urigtigheder består.
Når vi får fornøden underretning om dette, skal der til vedkommende blive gjort af os behørig påmindelse.
Viborg, d. 7. december 1744.
Andreas Wøldike.
Til hr. Chr. Faber i Bierregrav.
På Deres Velærværdigheds til mig gjorte anmodning anerkender jeg hermed, at jeg fra Dem har fået brev, dateret 21. oktober næstafvigte år 1744, hvorudi De iblandt flere poster forespørger om Deres forholden Dem ved den berygtelse, hvorudi forvalter Christian Kollin og hans nuværende husholderske Anne D. Tønnes skal for hverandre, hvorpå jeg ej havde lejlighed at svare førend 7. december. Men eftersom jeg meget ugerne forstår, at aftalen mellem Dem og forvalter Kollin om at afvente mit svar ikke er blevet efterkommet, men forinden samme tid er rejst sag af forvalter Kollin og husholderske for bortvisning fra privat skriftemål og alterets sakramente, så ser jeg ikke, at jeg uden at krænke retten kan nægte Deres Velærværdighed frihed til sit forsvar ved contrastævning, og anfører ved førelse samt attesters og andre bevisligheders fremlæggelse for retten at godtgøre, hvad grund De formener at have haft til bemeldte personers bortvisning fra privat skriftemål og sakramentet. I den forbindelse haver De alligevel ifølge lovens pag. 287, art.6, såvidt muligt at afholde Dem fra at komme til tinge, men antage en kyndig og duelig procurator (=sagfører), men i mangel af en sådan kan de rimeligvis anses som nødt til selv at møde for retten.
Jeg forbliver Deres Velærværdigheds tjenstberedvillig i Herren
Viborg d. 5. febr. 1745
Andreas Wøldike.
Til biskoppen.
Siden jeg behøver i den rejste sag mellem mig Kollin og husholderske ved Fussingø at føre nogle vidner for provsteretten, så falder min ydmyge begjæring til Deres Højærværdighed, at De vil således foranstalte det, at jeg for bemeldte ret kan føre nogle vidner udi edeligt forhør.
Og eftersom jeg også skal behøve provst Olufsens vidnesbyrd i ovennævnte sag, så må jeg og udbede mig dette af Deres Højærværdighed, at de imidlertid vil forsyne retten med en sættedommer 6) i bemeldte provst Olufsens sted.
Jeg i det med det øvrige med al velsignelse ønsker over Dem og Deres ganske hus og ydmyg hilsen lever jeg altid
Velædle hr. biskoppens gunstige patron (=velynder"), ydmyge tjener
C.M. Faber
Bjerregrav d. 6. juli 1745.
Resolution.
Efter forestående begæring og angående nødvendigheden af vidners førelse for den gejstlige ret i Sønderlyng herred tillades herved en provsteret at måtte sættes, hvis administration provst, Velærværdige hr. Peter Olufsen med assistance foretager sig på et belejligt sted efter det kgl. allernødigste rescript af 18. oktober 1743, så snart vidnerne for ham bliver indstævnede.
Og skulle hr. Chr. Faber behøve hr. provst Olufsens eget vidnesbyrd, beskikkes og autoriseres herved Velærværdige magister hr. Jens von Haven, sognepræst for Vester Velling og Skjern menigheder, til at betjene retten i hans forfald …
Vesterbølle præstegård, 21. juli 1745.
Andreas Wøldike.
Til biskoppen.
Siden jeg ikke kan fremme min rejste sag mod forvalter Kollin og husholderske bedst muligt for provsteretten, medmindre Deres Højærværdighed forunder mig en mere omfattende tilladelse, så begærer jeg herom, at den måtte forundes mig tilbage med dette bud. Jeg …..forbliver
Deres Højærede Højærværdigheds etc.
C.M. Faber
Bjerregrav d. 10. maj 1745.
Resolution.
(Ifølge denne resolution, dateret 21. august 1745, nedsættes provsteretten i skolehuset i Hammershøj, for at tage stilling til sagen mellem Kollin og Faber, som beskrevet i resolutionen af 21. juli 1745).
Til biskoppen.
(Kollin skriver, at han forgæves har forsøgt at udtage kontrastævning mod Faber i sagen hos provsten i Ørum, men han har henvist ham til biskoppen. Omgående rejste han til Viborg. Men…)
Men da hverken Deres Højærværdighed, stiftsprovsten eller famulusen 7) fandtes hjemme, var jeg nødt til at lade dette brev afsende omgående for herved at bede Dem meddele mig tilladelse, såvel som hr. Chr. Faber har fået, så at provsteretten må sættes også til min kontrastævning.
Herefter forventer jeg fremmelse af samme sag …….. og at budet kan være hos mig inden i morgen tidlig, da jeg ellers bliver hindret og krænket i min rets fremme, så at jeg kan blive højnødtvungen at påanke.
Forbliver jeg Deres Højædle Højærværdigheds etc. Chr. Kollin
Viborg d. 9. august 1745 om eftermiddagen kl. 6, da budet afred.
Tjenstligt svar.
Deres rekvisition er kommet mig i hænde i dag formiddag kl. 7. at provst hr. Peter Olesen og enhver undersåt retter sig efter Hs. Kgl. Majestæts allernådigste befalinger er ej at laste, men at rose.
Min og min amanuensises fraværelse fra Viborg mener jeg at være lovlig, såsom jeg ikke i andet ærinde er udrejst end den på visitats efter loven… og stiftsprovsten beviser og gerne sin fraværelse at være lovlig, om nogen behager den at påtale.
Men for at mons. Kollin ikke ved tidens forhaling skal have årsag til at føle sin ret krænket og derfor højnødvunget at anke, som han truer, så gives her min tilladelse til, at provsten, hr. Peder Olesen, udsteder den forlangte kontrastævning.
Andreas Wøldike
Smorup præstegård på min visitatsrejse den 10. august 1745 kl. elleve formiddag, da det til monsieur Kollins udsendte bud tilbageleveres.
Bjerregrav præstegård
Til kirkeinspektionen.(= generalkirkeinspektionen, se indledn.)
Sognepræsten for Bjerregrav, Ålum og Tånum menigheder her i Viborg stift, hr. Chr. Faber, er gerådet i en vidtudseende proces med Christian Kollin, forvalter ved Fussungø, fordi han har nægtet at antage ham og hans husholderske, Anne Dorthe Tønnes, til privat absolution formedelst et udspredt rygte om usømmeligt levned med hverandre.
Præsten har i den forbindelse allerede mødt temmelig megen uro og ulejlighed ved stævning og contrastævning samt begyndt rettergang.
Det tegner sig også til en meget vidtløftig, langvarig og kostbar proces. Iblandt andre ting har det også behaget forvalter Kollin til at hævne sig desmere på præsten ved at påkaste ham en skammelig beskyldning, - at han i sin forrige enkemandsstand selv skulle have været i et ondt rygte for sit barns amme. Denne beskyldning vil forårsage endnu flere vidtløftigheder samt tids- og pengespild.
Præsten, hr. Chr. Faber, har ikke nogensinde været tilbøjelig til strid og processer 8). Der er heller aldrig kommet mig det allerringeste rygte for øre om præstens forhold til ammen eller noget anden, før Kollin haver tillagt ham det.
Mandens alvorlige, ædru, eksemplariske levned og lærdom, -nidkær for Guds ære-, tillader mig heller ikke at tro en så dan hæslig beskyldning. Der er mig i det hele taget intet uanstændigt eller lastværdigt om ham bekendt, medmindre man vil kalde det lastværdigt, at han plejer at sige og skrive sin mening rent ud til hver mand uden undseelse og persons anseelse.
Derfor kan jeg ikke unddrage mig hans begæring om at ledsage hans vedlagte ansøgning for Deres Excellence og samtlige høje herrer med min ydmyge forbøn, at det nådigst og gunstigst måtte behage at fremme sagen og, såfremt De finder, at præsten har retten på sin side, at afkorte den, så at han ikke på grund af sin modparts snedighed, snedige påfund og sagens langdrag helt skal føres ud i økonomisk ruin som følge af sin indsats for at afskaffe forargelser og hindre ugudelighed.
Deres Excellences og høje herrers rosværdige omsorg for retskafne og redelige præsters bevarelse og forsvar giver mig det visse håb, at også denne gode mand finder i sin underdanige ansøgning en nådig og højgunstig bønhørelse, hvormed jeg ønsker Dem al åndelig og legemlig velsignelse.
Andreas Wøldike
Storvorde præstegård i Fleskum herred på visitats den 26. august 1745.
Resolution.
(Ved provsteretssagen mellem Faber og forvalter Collin er der åbenbart sket noget, som har affødt en klage fra provsterettens dommer, provst Peter Olufsen, over Faber. Forlig mellem Faber og Olufsen er ikke muligt, idet Faber afviser det. Biskop Wøldike må derfor (7. oktober 1745) nedsætte endnu en provsteret, denne gang naturligvis med en anden provst som dommer, da Olufsen ikke kan dømme i en sag, han selv har rejst. – Denne sag kører herefter, ligeledes i Hammershøj skolehus, parallelt med den oprindelige sag.)
Concept (=udkast) til erklæring på hr. Chr. Fabers memorial (=bønskrivelse) om fattigdoms understøttelse udi hans sag med forvalter Collin. 10)
(Sagen mellem Faber og Collin har på dette tidspunkt kørt i to år og øjensynlig udgjort en stor belastning for Faber, både helbredsmæssigt og økonomisk. Derfor har han ansøgt de kirkelige myndigheder om økonomisk hjælp i forbindelse med sagen.)
Da sognepræsten for Bjerregrav-Ålum-Tånum menigheder udi Viborg stift har begæret min attest (=udtalelse), som han agter at bruge i forbindelse med sin allerunderdanigste ansøgning, dateret 14. dennes, om beneficio paupertatis udi den sag, som svæver mellem ham og forvalter ved Fussingø, Chr. Collin, så kan jeg ej nægte ham dette.
Mit vidnesbyrd er, at
1. Jeg aldrig har befundet andet, end at han både i lærdom og levned har lagt vind på at forrette sit hellige embede med troskab og opbyggelighed.
2. Så vidt mig hidindtil af sagen er blevet bekendt, skønner jeg ej rettere, end at retten må være på præstens side.
3. At præstens tilstand er af den beskaffenhed, at han både før processens begyndelse har været af meget slet helbred, og også under processen er blevet endnu skrøbeligere, skønt ikke altid sengeliggende, så at han derfor er blevet nødt til at antage en personlig kapellan 11), ja, endogså i sommer har været nødt til at rejse til København for at søge hjælp for sit slette helbred, som kun synes at være bedret lidt derved. Til med har også den bedrøvelige kvægsyge i høj grad ramt hans sogne, men også hans eget hus. 12)
Og når disse omstændigheder overvejes, kan det lettelig sluttes, at nødvendigheden tvinger ham til at indgive en sådan Alllerunderdanigst ansøgning om beneficio paupertatis og af kgl. Majestæts sædvanlige mildhed at vente en allernådigst bønhørelse.
København august 1747.
Dette blev ikke det sidste, biskop Wøldike og myndighederne kom til at høre til den temperamentsfulde Bjerregravpræst.
Blandt andet blev han i slutningen af 1750´erne part i en ulykkelig strid med sin kapellan, Christian Henrichsen Lemmiche, som endnu ikke var bilagt, da Faber døde.
For så vidt angår sagen mellem Faber og Collin, tabte Faber og blev dømt til at betale en større bøde til Collin, dels for sine udtalelser om dennes forhold til sin husbestyrerinde, dels for at have nægtet dem adgang til at deltage i altergangen.
I Fabers eftermæle indgik ifølge Wibergs Præstehistorie følgende elementer: "heftig, lidenskabelig, vanskelig ægtefælle. Streng fader og husbonde. Kan ikke fritages for hierarki (her=magtlyst) og hævngerrighed. Ellers flere gode egenskaber, lærd og duelig."
NOTER
1) I yderste konsekvens: bandlysning. – Danske Lov 9. kapitel: "Om Præsternes og deris Medhielperis Embede/ og Kirkens Myndighed imod de Ubodfærdige."
2) Man kunne ikke gå til alters uden at have anmeldt det en uge i forvejen.
3) Som det fremgår af de øvrige breve m.v., drejer denne forespørgsel sig om forvalter Collin på Fussingø og hans husholderske. – Bemærk i øvrigt, hvor omhyggeligt biskoppen advarer Faber mod at gå for ivrigt frem. Han må næsten have haft på fornemmelsen, hvor galt det kunne gå.
4) Mikkelsdag: 29. september.
5) Ifølge Danske Lov 11. kapitel, art. 6 burde præster så vidt muligt ikke møde personligt i retten. Man anså det for uforeneligt med deres embede. – Omvendt kunne en præst pålægges at rejse sag for at rense sig for æreskrænkelse/injurier, som i øvrigt enhver tjenestemand stadig kan. Måske er det derfor, myndighederne ifølge de sidste dokumenter optrykt her overvejer at yde Faber økonomisk bistand.
6) Sættedommer: en dommer, der hentes ind udefra, når den siddende dommer vurderes at være inhabil i den pågældende sag.
7) Famulus: også kaldet amanuensis: biskoppens juridisk sagkyndige.
8) En påfaldende udtalelse, indtil man erindrer sig, at biskoppens henvendelse til kirkeinspektionen har til formål at få den til at skære igennem og få ro over gemytterne.
9) Hvad ansøgningen præcist går ud på, er uvist, men formodentlig drejer det sig om indgriben i sagen til fordel for Faber. Det synes fremmed for moderne tankegang. Men for datidens tankegang var der intet urimeligt i det. Enevældens retssystem åbnede helt klart mulighed for, at den enevældige konge/hans nære fortrolige kunne gribe ind i afgørelser. Netop dette gjorde kirkeinspektionen ofte, og tilsyneladende vilkårligt. Derfor var det indlysende for Faber at bede om biskoppens hjælp til at henvende sig til denne myndighed.
10) Som i note 9 er der tale om en direkte appel til de højeste myndigheder. Her er det om økonomisk hjælp, "beneficio paupertatis", bogstaveligt oversat: "fattigdomsunderstøttelse". Formentlig er det denne gang kongen selv, der rettes henvendelse til, jf. slutbemærkningen om "kgl. Majestæts sædvanlige mildhed".
11) En personlig kapellan (hjælpepræst) skulle aflønnes af sognepræsten selv og betød derfor en økonomisk belastning for denne.
12) Kvægsygen var frygtet. Faber er ramt af dels dalende velstand hos sine sognefolk og dermed mindskede indtægter fra dem, dels af faldet i indtægterne fra præstegårdens egen avling.
ANVENDT LITTERATUR.
Utrykt, i Purhus Lokalarkiv:
Afskrifter af sager i Viborg bispearkiv, orig. på landsarkivet i Viborg.
Trykt:
Danske Lov (Christian den Femtes Danske Lov), opr. 1683, optrykt 1983.
Den danske kirkes historie. Bd. 5. Johs. Pedersen og Bjørn Kornerup. København 1951.
Poul Johs. Jørgensen: Dansk retshistorie. Kbh. 1974.
I Lokalarkivets årsskrift for 1995 kunne læses følgende om et drabeligt slag i Bjerregrav:
I årsskriftet for 2004 stod følgende artikel om lærer Briem:
Følsom poet - eller barsk skolelærer
Af Harald Bertelsen, Bjerregrav
Det er lærer og kapellan Johan Gunløg Gunløgson Briem, det handler om. Født på Island 1801. Teologisk kandidat 1825 og året efter kapellan (hjælpepræst) i Bjerregrav og lærer ved skolen fra 1826 til 1835.
Den gamle skole i Bjerregrav var blevet bygget omkring 1770 og var nedslidt. I 1856 modtog skolekommissionen et forslag fra byens beboere om, at sognet skulle bygge en ny skole på den gamle skoles plads, og resultatet blev det smukke og velbyggede hus, som i dag fungerer som bolig. Den gamle skole blev revet ned og materialerne solgt ved en auktion.
Mens den gamle bygning var beliggenne øst-vest, siges det i skolekommissionens protokol at, "Man anså det for rettest al opføre den nye Skole i Bjerregrav i Nord og Syd efter en Linie 3 Alen syd for Skolens Udhus's sydøstligste Ende og 3 Alen vest for Brønden" .
Pastor Johan Briem
For en poetisk sjæl kan et frønnet tag godt virke romantisk. Briem var en sådan poet. Han skrev en række digte, hvori han i et noget højstemt sprog priste Fussingøegnens lyksaligheder, sikkert påvirket af Oehlenschläger og andre af tidens romantiske digtere. Gennem sit bekendtskab med pastor Blicher i Spentrup fik han nogle af disse digte udgivet i Blichers tidsskrift Nordlyset.
I et af disse digte giver Briem dette billede af sin skole i Bjerregrav - som hentet ud af et maleri fra guldalderen, romantisk og vel noget sentimentalt! Her første del af digtet:
Hvis er det venlige Huers, halvt skjult af Syrener og Æske?
Lav er landlige Væg, malet i Tavler saa net.
Liden er Haugen, hver Plet omhyggelig fredet og plejet.
Under frugtrigt Træ smiler saamangen en Blomst,
Gjennem titpolerede Glar Gardinerne straale,
Her gad jeg leve og døe - hvis er det venlige Huus?
Det er jo Skolen, hvis skinnende Gavl Smaabørnene kjende.
Daglig samles de her, glade og glædende selv.
Øves i barnlig Flid til vordende Dyder og Gudsfrygt;
Bruge Griffel og Pen, lydende priselig Lov.
Bygningen hist og her er skrøbelig bleven af Ælde,
Stedse dog efterhaands bringes den kjærlig i stand.
Pyntelig Gaard, retvinklet, bekrandst med yppige Roser;
Vexler med Larm og Liv, og med den dybeste Ro.
Æske = ask
Bjerregrav skole med genforeningsstenen.
Et idyllisk billede af den gamle stråtækte skole med glade børn. Men læser man i skolekommissionens protokol, får man et andet billede af den poetiske kapellan. I et referat fra et møde i Bjerregrav præstegård dukker en beretning firem om en noget anden virkelighed i skolen.
Briem har indgivet en klage over Jacob Svendsens hustru, Maren Pedersdatter, Poul Jespersens hustru (som ikke var mødt), Marie From og hendes tiårige datter, Sophie.
Pigen havde en dag fortalt læreren, at Maren Pedersdatters datter, Maren, var syg, og hr. Briem havde fundet ud af, at det var løgn. Der blev indkaldt til forhør på præstegården. Læreren og præsten forhører de fremmødte, og alt bliver omhyggeligt noteret. Her i uddrag:
"Af de indvarslede fremstilledes først Barnet Sophie - 10 År. På Spørgsmålet om hun havde sagt til Hr. Briem, at Maren var syg, svarte hun ja. 0m hun vidste, at Maren var frisk, svarte hun ja, om hun vidste at det var pligtstridig at sige Løgn for Skolekommissionen, svarte hun ja.
På Spørgsmålet om hvor for hun vilde sige Hr. Briem en Løgn, svarte hun, at hun ikke kunne huske det. På Spørgsmålet, hvormed Hr. Briem straffede hende, troede hun det var med en Tamp paa hendes Kjole, som hængte løs om Rumpen. På Spørgsmålet, hvor mange Slag hun fik, svarte hun, at hun ikke vidste det. Paa Spørgsmål om Jacob Svendsens Hustru havde givet hende til Kende at sige, at Maren var syg, svarte hun nej, men at hun skulde sige, at Karlen var syg, og at Datteren skulle passe de mindste Børn."
Nu blev den sygemeldte Marens mor fremstillet. Hun benægtede bestemt at
"have givet Maren det Ærinde at melde hendes Datter Maren syg"
men da præsten spørger hende,
"om hun ikke havde sagt til Hr. Briem, at det var Synd og Skam at pidske et Barn saaledes, svarte hun ja, om hun havde talt med højrøstet Mæle og hidsige Lader, svarte hun (at) hun var frisk i Udtalen altid og mon ikke man kjendte det saa?
Om det gjorde hende ondt at Sophie skulle have Hug for hendes Skyld, svarte hun ja.
Og om hun havde sagt at hun ikke kunne begribe at nogen fornuftig Mand kunde saaledes banke hendes Bud, til det svarte hun ja."
De to fremmødte koner bliver spurgt, om de har hørt, at Poul Jespersens hustru (som ikke var mødt) havde sagt til læreren, at
"hun ikke kunde taale, at hendes Broders Børn skulde behandles sårledes, og om hun havde fremført disse Ord paa den allerheftigste Maade. Dertil svarte begge ja."
De bekræftede også, at hun
"kastede nogle Penge til Hr. Briem men havde ikke hørt at hun formanede ham til Eftergivenhed og raaede ham til hvad der var bedst for hans Udkomme. "
Der blev tilsyneladende gjort forsøg på at bestikke læreren til ikke at gå videre med sagen, men altså uden held. Præsten stillede ikke flere spørgsmål om dette - men Marens faster var jo heller ikke til stede.
Både Marie Pedersdatter og Marie From kunne fortælle, at det var den fraværende kone, Poul Jespersens hustru, som havde tilskyndet dem til at gå til læreren, ja faktisk havde ophidset dem dertil. Man får den tanke, at de to kvinder meget bekvemt prøver at lade hende få skylden som ophavsmand til angrebet på lærer Briem.
"Paa det Spørgsmaal om de havde noget at fremføre til deres Retfærdiggørelse eller Undskyldning, svarte Jacob Svendsens kone Intet, men Marie From sagde, al hun ikke selv kunde taale at straffe Barnet Sophie. Da Hr Briens heller Intet havde art tilføje blev Actan sluttet."
Her slutter så beretningen fra protokollen tiden nogen indstilling til amtet. Måske fordi man senere vil afhøre Poul Jespersens hustru. Men sandsynligvis blev sagen afgjort med bøder til en eller flere af de indkaldte.
Set med vore dages briller ligger sympatien naturligvis helt hos de kampivrige kvinder, der modigt - på deres østjyske mål - forsvarede pigen mod det de opfattede som et urimeligt overgreb. Overfor sig havde de to akademisk uddannede modstandere, som havde loven på deres side. For dem har Briem været en ubehagelig myndighedsperson.
Kapellanens romantiske digt om den gamle skole kunne de sikkert ikke bruge til noget. Hvis de overhovedet havde kendskab til det.
Men mon ikke de gæve kvinder har gjort, hvad de kunne for senere at gøre livet surt for kapellanen?
Det er vel ikke retfærdigt at bedømme kapellanen ud fra disse to eksempler på hans væsen'? Men nu, et par hundrede år efter dette, ser det unægteligt ud, som om romantikeren Briem mest er til festbrug, mens skolelæreren Briem nok ikke har adskilt sig så meget fra, hvad der var nornen for lærere i guldaldertidens skole.
Johan Briem blev efter tiden som kapellan i Bjerregrav præst ved kirkerne i Råsted og Kousted.
KILDE:
Bjerregrav skolekommisionens forhandlingsprotokol i afskrift af pastor J. A. Jensen, Bjerregrav.
En artikel fra årsskriftet for 1999:
Minner fræ mi tiele båendom.
I årsskriftet fra 1998 bragte vi en beretning om Erhard Borch "Et tidsbillede", skrevet af hans barnebarn Marius Borch - Jensen. I mellemtiden har vi fra Erhard Borchs oldebarn, Marton Borch - Jensen, Løjstrup ved Langå, modtaget barndomserindringer skrevet på jydsk eller "Overfussisk" af hans farbror Marius Borch - Jensen.
I sit ledsagerbrev fortæller Marton Borch - Jensen bl.a.:
Johanne Borch Andersen fik som sagt (se 1998 - årsskriftet side 16) huset efter forældrene, hun havde vist boet en tid ved dem. Der var jo en lille toft til huset, hvor de kunne have en ko og ellers gik han og lod den græsse i vejgrøften, han var jo ombudsmand og vejmand. Efter de gamle var døde, byggede min bedstemor Erhardine et hus der på toften i 1911, det er det hus vi kan se i baggrunden på billedet. De var jo begge blevet enker tidligt, så nu boede de der ved siden af hinanden.
Johannes mand Just Andersen døde 1900, de boede på Asferg Mark. Erhardines mand Jens Christian Jensen døde 4-12-1901, de havde da en lille ejendom og høkerbutik i Gjandrup, vist nok på 9 tønder land, han var også tækkemand og opvarter ved gilder, samt træskomand.
Jens Christian Jensen og Erhardine blev viet 18-8-1888, de fik seks børn. Jens Viggo, min far født 1-4-1888, Erhard født 14-1-1891, Inger født 9-12-1892, Andreas født 1-4-1895, Marius Anders født 22-6-1897, Johannes Frederik født 22-4-1900, han døde 11-8-1900. Andreas druknede på Fussing Sø under skøjteløb 1-1-1906 11 år gl. tjenestedreng i Bjerregrav. Han var vist oppe tre gange, men der var kun børn tilstede som intet kunne gøre, han havde ramt en iskant efter en andevåge faldt og gik gennem isen. Jens Viggo, som også tjente i Bjerregrav ved Anton Jensen Foged, løb også på søen, 17 år, kom snart tilstede. Han ville have været nede efter Andreas, men der var også kommet andre voksne til, og fire mænd holdt ham tilbage. Det var et hårdt slag for Erhardine, hun lå vistnok i sengen i tre dage derefter.
Hun havde forlængst solgt ejendommen i Gjandrup og boede i et lille rødt hus ved dammen i Overfussing, som en gård ejede og havde brugt som fåresti førhen. Det var meget fugtigt, men nu fik hun et lille nyt hus, som sønnen Erhard, der var i lære som tømrer i Vissing, og hans læremester byggede.
Min far tjente i Vrønning og senere på Als, i seks år tror jeg det blev til. Det var jo tysk dengang. Senere rejste han længere sydpå og arbejdede på et høvleværk i Lybæk en tid. Han kom nu hjem lige før krigen udbrød i 1914 og boede hos Erhardine og gik ud på dagleje rundt omkring, var også en tid på Fussingø som skovkusk, senere rejste han til Lolland og tyndede roer, men kom hjem til hende igen. Han blev gift med min mor, og de boede i huset sammen med Erhardine og passede hende det sidste år, hun levede.
De blev gift 19-5-1924, og i april 1927 overtog de jord og byggede den sommer et statshusmandsbrug her på Løjstrup, hvor jeg nu bor. De tre ældste af os syv børn blev født i Overfussing, resten på ejendommen.
Af Marius Anders Borch - Jensen.
A æ fød` po den længst daw i oeret, den towåtywwen Juni (1897). Mi moue hå fåtold mæ, te hun gik uenfå hueset å fejet henå suelnigångstie, da hun blyv skidt tepas. Mi fåe wa e` hjemm. Han wa tawwen øwwe oen ( Nørreå ) å besøeg familien i Terp. Så motter mått ha boj te jen å goeren om å kyer te Tånnum ette madammen. Olteng gik osse som de skull, å a noe å kom te verden den daw, så a hå olti hat en long fødselsdaw i oll mi 75 oer. A wa nommer fem, så a håe trej stue brødre å jen søster. A fæk en bettebrowwer en trej oer ætte, men han døe, da han wa et pa måneder gammel, så a bløw we å væ den bette.
Mi tow stue brødder kam ue å tien næjsten fae a ka how. Jens Viggo ka a slet e` how hjemm fræ den tid. Han wa oet et hal oer eller én mæ. Om Erhard ka a how te han fæk "For mine små Venner" i hæfter i skuelen i Olum. A ka how jen sommerdaw vi låe ve den owwe vej nie i marken å han løst fræ "Kaptajn Grants Børn" få mæ å Andrejs. Måski Enger wa dæ osse, men de ka a no e` how. - Di stue drenge will nok drell Enger. Ve den nejje vej, den dæ gik nie ette oen te, låe dæ en stue kampstien, dæ hae et hwol helle en hulning ovenpo. Jen daw pessed drengen dæri å bilt Enger ind te de wa øl, så di fæk hinne te å drek ået.
Jens Viggo tjent nie ve Laust Kristians ve søen ( Fussing Sø, Tånum enden ). De wa die han bløw sparket å et føl en daw han sku genn et hjem te goeren, så hans kiev bløw flækket fræ yww te mund, å di mått ha boj ætte dowtoren fræ Rajs te å kom ue å søj et sammel. Han håe aeret ino, da han æ 84 oer gammel. Motter skrywwe et stej, te de wa den 24. august 1901 han bløw sparket å følle
Vi håe en slawseng i stouen, den sow Enger ves i. Andrejs å mæ sow i en alkoveseng som skodderen ku trækkes få. A ka how vi lå å lieget å gemt wos unne dyeneren. Fatter wa høeker å tækkemand ve sien å te han passet stejjets ni tynner land. Få e` å sku be goermennen om å låen dje hejst te å plow å harre, vænnet han kyeren te å træk å drøw joeren mæ dem. Han sku jo nok osse gø arbejd po goeren, hwis han lånt dje hejst. Han fallt nie fræ et tag jen daw ( motter skrywwe te de wa den 28. Juni 1899 ) å brækket den jen arm. De wa nok den høwre å den bløw olle rejti gue, så han ku e` barbier sæ - . Så di siest pa oer han løwwet, hå han fuldskeg. Han døe å longbetennels den fjer december netten hunneråjen. A ka slet e` how hudden han so ue. De jennest belled vi håe å ham wa fræ hans soldatertie. De fæk motter fåstørret. De æ osse møj let a ka how om ham. Jow, jen gång vi wa nie å bae i Bettesø, tow han wos bette knejt i bienen å swenget wos ronnt i wannet. Å jen gång ue i lowwen lieget han mæ wos å bannt wos mæ halmbuenen. Da han låe å sku dø, gik Enger å mæ å skrej po iesen po en grøwt uenfå hueset. Så bløw vi kallt ind te fatters seng fåe sej fuwal. Te mæ såe han: "Mi bette dreng!". Han ku så godt lie salmen "Her vil ties, her vil bies", så den bae han om å fo songen fae han døe. De hå motter fåtoll mæ sien.
De kneev få mi moue å fo ejendommen passet. Så fæk hun en tid en bestyrer fræ Fyen. Vi tøt han snakket så sær i såen en søngen tuen. Han vill ves godt hå won gywt mæ motter så han ku fo ejendommen, men hun vill e` ha ham. Han brøtt sæ helle e` møj om wos bøen. Jen daw a gik å fløjtet ue ve nøeset, råft han te mæ: "Din Fløjteper, du fløjter alle vegne!" Han bløw e` we wos ret læng. De wa ves å i den tie han wa ve wos te motter jen daw wa i Rajs. A gik så jenne dæhjemm. Den døwstomm snedker wa ve å law nø in i hueset, men ham ku a jo e` snak mæ. Så gik a te sidst uenfå hueset å råft: "Motter, Motter !". "Vi mått jo ha goermennen te å senn en kåel om syndawwen å plow å harre få wos. Bedstefar fræ Owwe Fussing kam ves øwwe te wos å sowwet kuenet.
Så i 1903 ( må et ves hå won ) mått motter sell stejjet. Dæ bløw trej hunner kroner teøwwes, da oll geld wa betåelt, å dem håe motter så i spårkassen i Rajs å træk å, næe hun trængt. Vi fløttet så te Owwe Fussing å kam te å bow i et bette fogti røe hues ve ennen å dammen. Hueset tehørt Jens Terpensen i Swinning, å vi ga førre kroner om oeret i hueslejj. Po dammen håe vi en gue liegplads, især om vinteren næe dæ wa ies poen. Så skrej vi po skøjter helle osse po en iesslej, dæ wa lawwet å et bette firkantet brett mæ tow gammel skøjter sømmet nejjenunner. Mæ tow pigkæpper, hjemmlawwet lissom slejjen, ku vi skye en hiel gue fart sedden po slejjen å mæ træskowwen po iesen foran wos. A skrej osse po skøjter, men de kneev mæ å fo no støwler å skrue dem po. Føst håe a et par gammel long støwler mæ hwoller i toen. Så en daw motter wa i Rajs, køwt hun et pa brugt damestøwler dæ ku pass mæ. Den glee wåret no e` ret længg, få den føest gång a skruet skøjteren fast gik hæelen å. Den wa kuns liemet fast! - Ve den tie wa Jens Viggo å Erhardt å Andrejs ollsammen ue å tien, så dæ wa kun Enger å mæ hjemm. Andrejs må væ kommen ue å tien, da vi fløttet te Owwe Fussing. Han tjent ve Poul Smej ( Sørensen ) po den goer lett uenfå Gjajrop, hue motter tjent fae hun bløw gywt. Han wa kun oet oer, da han kam ue å tien.
Den sommer a fyllt oet oer, wa a i sommerferien øwwe ve en husmand i Gjajrop, di kallt German Smejjen i bakkeren ve Bettesø. A sku fløtt hans kyer å foer å hejst å rie hejsten, tow bette russere, hjem å wann dem. A plukket osse en masse kessbær i hawwen. Så wa dæ jen teng a e` wa så glåe ve - a sku fang frøer nie i engen. Dem satt han po kroeg, som han smed lont ue i søen om awtenen. Di wa bonnen te elleren inn ve land. Han fanget manne stue oel, å somtie gik a te Gjajrop å Venning mæ dem. Jen daw traf a Andrejs på såen en tuer. Hejsen so vi e` nø te hweranner. - Erhardt tjent ve Kræn Jensen i Owwe Fussing. Die håe osse mark nie te søen, å næe de wa stell vejr, ku vi råev te hinåen twærs øwwe søen. Om syndawwen ku a somtie renn hjem nowwen timer om ættemædden. Å hwo a løev hjemad! Men næe a sku åstej ijen trowwe a nok, te a græed lett. Folken wa hejsen flenk nok å a wa glåe nok om dawwen. Men om awtenen næe a sku sow jenne inn i stuestowwen, græe a mæ i søwn, fåde a længtes hjem. De væest wa te a engen pot håe. Uddedaren wa loeset å vinneren ku e` lukkes op. Så mått a somm tier pess bagve en drawkiest derinn. A sku jo hå så te kuenen, om a ku fo en pot, men de ku a e` fo mæ sjel te.
Te november de oer kam Andrejs te å tien i Bjerregrav. Så ku han da kom hjem engong imell å vi ku si hinåen. Jens Viggo tjent osse i Bjerregrav. Vinteren kam tiele de oer. Nøjoersdaw (1906) wa Jens Viggo å Andrejs nie po søen å løev po skøjter. De wa henn ve Tånnumennen. Erhardt å mæ wa osse nie på søen nejjen få Owwe Fussing. Vi gik hjem i mørkningen, da Erhardt sku hjem å røjt. Da a gik hjem fræ ham, soe a Jens Viggo go foran mæ. A kallt po ham, men han bløw ve å go. Da wa Andrejs dronet, å de sku han hjem å fåtell motter. Jens Viggo hae løwwen po skøjter longs mæ Gjajropsien, Andrejs bløw ve ennen å søen. Da han kam ue po en woeg mæ tynn ies po, fallt han ve den nåen kant å gik igemmel å kam ind unner iesen. Dæ wa godt nok nowwen minner dreng i næerhien, men di sanset e` å gør nø. Di ku wal hejje e`. Da Jens Viggo kam tebaeg å høt, hwa dæ wa skie, vill han spreng ue i woegen ette Andrejs, men de wa jo nok få sille, da dæ wa gonn næ tie. Dæ wa osse kommen nowwen menn te, å di holt ham tebaeg.
Motter bløw syw å sorre øwwe Andrejs å låe i sengen nowwen dawwe. Hun wa jo e` rask i forvejjen, håe mawwsoer. Di fæk Andrejs fesket op dawwen ette mæ brandhager. Han kam hjem å låe i wo stuestoww te han bløw begrawwet. De wa e` te å fåsto te han wa dø, få han låe mæ røe kinner å so så rask ue. Han bløw begrawwet i Olum ve sien å fatter. Ve begrawwelsen sang vi : "Lyksalig, lyksalig, hver sjæl, som har fred, dog ingen kender dagen, før solen går ned". A drømt tit om Andrejs, å næe a woned, ku a næjsten e`fåsto, te han wa død .
De oer a fyllt ølle oer, kam a ue å tien te april. De wa ve Wolle Østerballe, å dæ wa a i fier somre fræ april te november, å så et hiel oer bagette a wa bløwwen komfemieret. - De hjalp godt på met helbred, få hjemm hå a hat bliegsot å tit bygkuen po øwnen. Vi fæk nok e` testrækkele gue kost. Mjelk ku vi engen stejjer kyev. Sku vi ha nø, mått vi tegg om et i goeren, å de wa jo e` så rårt. Motter gik po arbejd i rowweren å i høst, å hjalp mæ å slagt foer å ges, især ve Jens Krestensens. Vi fæk slagtmad fræ nowwen å goeren, hue di kint motter fræ hinne ong daww. Å så søjjed motter tøjskow å høsthatte, men de tjent hun no e` møj ve. Jit oer, mens a tjent som dreng ve Wolles, wa hun husbestyrerinn po en goer i Bjerregrav, hue mannen wa ongkåel. Enger wa osse mjest ue å tien om sommeren fræ hun wa tøll oer. Så kam tien, da Erhardt wa udlært tømrerswend, å han å farbror Kresten bøgget et nøj hues te hin po de hal` å Bedstefars towt. Bedstefar døe i 1906 å Bedstemor i 1909, å så bløw towten dielt imell motter å moster Johanne, såen te Johanne beholdt de gammel hues å hawwen, å motter fæk de owwest å towten. Så begyndt hun wal osse å fo let ollersrent, å let hjelp fræ di stue å wos, så hun fæk et nowwelejens sorgfrit, hwad de økonomisk angik, i hinne gammel daw. Men de æ en nåen histori. De hie sku jo kuns hå won om mi tiele båendom, å den æ a færdi med.
Lokalarkivet årsskrift for 1998 indeholdt følgende artikel:
Et tidsbillede
Erhard Borch.
28/7 1834 - 19/2 1906
I den lille landsby Over Fussing, der ligger ca. 9 km. vest for Randers ved Viborgvejen, lå i mange år overfor smedien og forsamlingshuset, tæt ved gadekæret, et langt stråtækt bindingsværkhus. Det så meget idyllisk og hyggeligt ud udefra, hvad især skyldtes de to mægtige gamle popler i den lille have foran huset. De var nemlig tæt dækket af dejlig grøn efeu både rundt om den tykke stamme og langt op ad grenene.
Inde var det ikke altid så idyllisk. Især om vinteren kunne det være bitterligt koldt, da de tynde lervægge og de utætte døre og vinduer ikke ydede meget læ mod frost og blæst, så den gammeldags kakkelovn måtte ofte kæmpe forgæves for at skabe varme i den ret store dagligstue, som gik helt igennem huset med vinduer både til vejen og til haven. Og særlig galt var det, når det ofte var småt med brændsel. Det var heller ikke rart for husmoderen at skulle lave mad ude i det lille køkken på det åbne ildsted, når stormen susede ned gennem skorstenen.
Men det havde vel været et ret godt hus, da et par unge folk med 6 børn drog derind i året 1868. Og det ydede dem da også et hjem i de godt 40 år, de boede der, og en datter efter dem, til hun for et par år siden måtte flytte fra huset. Endnu i efteråret 1939 stod huset der, omend "ryggen" var knækket ned, og nogle vægge var faldet ind. - Men ved et besøg i sommeren 1940 var huset brudt ned, det gamle egetømmer sat til side, og kun det nederste af lerskorstenen og ovnen var tilbage.
Der var nok ingen af de lykkelige forældre på Bredholt, som ved deres førstefødtes dåb gav ham navnet Erhard efter bedstefader, der drømte om at deres store kønne dreng skulle henleve sit liv som en fattig husmand. Tværtimod havde de vel regnet med, at han efter faderen skulle overtage gården "Skjern", som var hans hjem fra 8 års alderen, og derfor blev han oplært i landbrug både derhjemme og hos onkelen, Ole Frausing i Todbjerg.
Men det må ret tidligt være gået op for de bedrøvede forældre, at deres dreng ville have vanskeligt ved at klare sig blandt andre og stå på egne ben. Årsagen hertil må sikkert søges i den ulykke, der ramte ham allerede i 2-3 års alderen. Han fik da hjernebetændelse, kom sig, men var fra da af sjælelig invalid. Det var ikke dårlige anlæg eller laster, der hindrede ham i at nå frem, men udelukkende sygdom. Han følte selv i høj grad sin ulykke og mindreværdsfølelsen gav sig udslag i selvhævdelsesforsøg, der virkede tragisk ved sin stejlhed, egensindighed og halsstarrighed. Han stødte ofte en hjælpende hånd fra sig ved at være stejl og fornærmet. Det var næsten ikke muligt at komme ham til hjælp.
Der foreligger, så vidt jeg ved, ikke noget til oplysning om bedstefaders barndom og ungdom. Men det har vel gået nogenlunde, så længe han var under forældrenes vejledning og kontrol. Den store konflikt kom, da han begyndte at ville stå på egne ben og vælge selv. Bedstemoder, dengang Marie Steenberg datter af prokurator Steenberg i Grenå, kom til Skjern som husjomfru, dengang Erhard Borch var ca. 20 år gammel. Hun var ca. 6 år ældre og havde vist været hus-jomfru på flere større gårde, før hun kom til Skjern.
Bedstemoder har sikkert været en smuk ung pige, og Erhard blev forelsket i hende. Da hun rejste til Løvskal Kro, opsøgte han hende også der, og forbindelsen blev vedligeholdt. Hans forældre har vel forsøgt at hindre forholdet, ikke af uvilje mod hende, men fordi de har frygtet og vidst, at han ikke kunne forsørge en familie. Derfor blev han af faderen sendt bort til Aarhus-egnen.
Det var imidlertid for sent. Bedstemoder måtte snart forlade sin plads og rejste til Randers. Her lejede hun sig ind hos en sadelmager og syede ligtøj for opholdet. Og her i Voldbrohus fødtes moder, Erhardine Marie så den 20/12 1856. Det har nok ikke været nogen glad jul for den unge moder. - Engang senere på vinteren kørte sadelmageren med jomfru Steenberg til Spørring Kro, hvor de forsøgte at få fat på Erhard Borch, men han kom ikke. Så kørte hun en tid efter sammen med den "kørende post" ud til Aalum uden at kende nogen der. Hun blev der optaget i huset af et par gamle folk, som overlod hende og barnet en alkoveseng, sengetøj havde hun selv med. Degnens kone kom med en vugge til barnet, fra Karmark kom der gaver og senere sendte fru Borch på Skjern en pige - antagelig med fødevarer.
Nu tog pastor Christiani i Bjerregrav sig af de to ulykkelige. Han viede de to unge og bedstemoder kom så i huset hos ham, da de jo ikke havde noget hjem. Faderen på Skjern havde ikke givet sin tilladelse til ægteskabet, og han sendte nu sønnen ud til dennes onkel, Ole Frausing, som dengang var forpagter i Todbjerg Præstegaard nær Aarhus. Den lille Dine blev sat i pleje hos en gammel kone i Aalum, som hed Karoline. Denne var vist god nok ved barnet, men hun havde flasken lidt for kær. En dag så en bondemand, hvordan hun faldt om, da hun var ved at sætte barnet ud på græsset uden for huset. Han fik det da lavet sådan, at Karoline ikke mere kunne købe brændevin.
Da moder var ca. 2 år gammel, tog hendes moder hende med sig på rejse til Todbjerg til manden og faderen. De gik meget af den 5 -6 mil lange vej og nåede Todbjerg om natten, så de måtte sove i en grøft til næste morgen. De kom da ind til en gårdmand, hvor de fik lov at bo. Her besøgte bedstefader dem og bragte, hvad han kunne afse af egen mad, men tit led de nød.
Således gik vist et års tid. Folk på stedet havde ondt af dem, og til sidst skrev de til Fr.Borch på Skjern, at enten måtte han sørge for sønnens familie, eller også kom de på sognet.
Så kom der da en overenskomst i stand med faderen, som købte og gav dem et hus i "Vennelyst" i skoven ved Aalum. Desuden måtte bedstefader hente familiens brødforsyning på Skjern, og han fik herfra en "altid malkende ko". Der var jo ikke så langt til Skjern, til hjemmet. Her i "Vennelyst" boede familien så i 8 år fra 1860 til 1868, og her fødtes de fem andre børn - 4 drenge og 1 pige.
"Vennelyst" ligger meget smukt i en dyb dal, omgivet af granskove og høje bakker, hvoraf "Sukkertoppen" er særlig kendt. Her har været en ideel tumleplads for børnene. Stedet var et yndet udflugtssted om sommeren. Da kom der mange Randersboere kørende herud i charabancer, og der kunne da tjenes lidt ved at koge vand til kaffe o.a..Noget afsides og ensomt var det, idet der kun var et hus til i "Vennelyst". Den dag moster Johanne kom til verden i vinteren 1866, var bedstefader gået til Skjern. Moder, som ellers var syg med gulsot, måtte da ud og hente nabokonen og få bud til Fussingø efter en vogn, som så hentede Madammen i Taanum. Da bedstefader kom hjem, fandt han alt oplyst og modtoges af bedstemoderen med opfordring til at komme ind og lave kaffe. Brændselet bestod for en stor del af skallepinde, som kunne samles op i skoven. Da jorde-moderen skulle af sted, væltede vognen med hende i sneen, og bedstefader måtte ud og hjælpe hende op.
I året 1868 flyttede familien så til Over Fussing, ind i det føromtalte stråtækte bindingsværkshus, med lo og ko og toft. Bedstefader fik så stillingen som vejmand på Randers - Viborg landevej, som han passede 18 - 20 år. Fra vej-grøfterne kunne der bjerges foder til koen. Men megen hjælp kom sikkert stadig fra hjemmet på Skjern. Da faderen her døde samme år, fik oldemoder det ordnet således, at sønnen ikke mere skulle hente brødet på Skjern, men en bager fra Randers blev betalt for at levere det.
Børnene gik, som alle andre landsbyens børn i træsko, men til konfirmationen fik de støvler af bedstemoderen på Skjern. Børnene var altid holdt rene og pæne. Nabokonen Else Marie lærte af bedstemoder at vaske fin vask. Men meget tøj havde de ikke at skifte med. Moster Johanne fortæller således, hvordan hun og den mindre broder Thorvald, løb med en skjorte til broderen Christen, som tjente der. Han skiftede så ude på marken, og de fik den snavsede skjorte med hjem.
Hvor meget der sås op til bedstemoderen på Skjern, fremgår af følgende træk, som moster Johanne har fortalt. Hun havde en dag, da hun vel har været en halv snes år, revet sin hånd slemt. Den blev meget betændt, og moderen vidste ikke bedre råd end at gå med hende de ca. 2 mil til Skjern. Bedstemoderen, der da også straks lagde alt andet arbejde til side, fik lavet et urteafkog og lagt et omslag på hånden, hvorpå Johanne blev anbragt på sofaen, hvor hun sov til kl. ca. 4 om eftermiddagen. Senere kom hun op og ud i haven, hvor hun så onkel Martin, som var der på besøg sammen med sin forlovede. Denne havde ondt af det for Johanne og sagde: "Stakkels lille pige". Hånden var dog allerede da bedre, og næste dag var den næsten kommet sig helt. For børnene må det have været en stor oplevelse at komme til Skjern. Moder som den ældste kom der måske mest, somme tider i flere dage i ferierne, hvor hun legede med sin onkel Martin, som jo ikke var så meget ældre. Hun holdt meget af sin bedstemoder, som hun vist slægtede meget på i karakteren, og de skrev en hel del sammen. Moder fik bedstemoderens rok og på den har hun spundet meget uld til strømper og andet til sine 5 børn.
Moder var hjemme til hun var 16 år og har således været til hjælp med de små, hvoraf de mindste, Johanne og Thorvald var 10 og 11 år. Da var Frederik og Christen allerede ude og tjene. Efterhånden kom de jo så alle fra hjemmet med undtagelse af Viggo, der døde af tuberkulose ( benedder i armen ), som 20 årig efter, at han en tid havde været landpost.
I 90-erne var alle fem børn gift. De 3 sønner boede i Over Fussing som husmænd og skovarbejdere på Fussingø. Moder i Gjandrup/Aalum sogn, hvor fader var boelsmand og høker, og Johanne i Asferg pr. Faarup. Så har det vel været lidt lettere for forældrene, da børnene nu også kunne hjælpe dem lidt, vel mest med naturalier. Moster Johanne skriver: "Fader og moder havde det roligt og godt, da de blev alene, nu havde de ingen økonomiske sorger. Det var også drøjt, da vi var så mange".
I de senere år hjalp bedstefaders brødre ham en del, især var onkel Martin meget trofast og hjælpsom. Også børnene tænkte han på, og jeg husker fra min barndom med hvilken glæde og forventning vi gik til stationen og hentede den årlige julepakke med tøj og kolonialvarer fra København.
Men småt var og blev det alle dage for Erhard og Marie Borch. En arv på 4.000 kr., en ellers ret anselig sum i de tider, smuldrede snart bort. "Når krybben er tom, bides hestene", siger ordsproget. Når der til den tomme krybbe kom et uligevægtig sind og tilbøjelighed til bitterhed fra hans side mod familien, som han syntes regnede ham for "familiens sorte får" - og for hendes vedkommende vel ofte mod manden, som så dårligt formåede at sørge for familien, - ja så kunne der let opstå kivninger og storme, så børnene ikke fik lutter lyse minder fra barndomshjemmet. De frygtede faderen, da opfarenhed og hidsighed til tider kunne tage herredømmet fra ham, så både de og moderen måtte flygte ud af huset fra ham.
Ellers var bedstefader på mange måder ret velbegavet og legemligt godt udrustet. Han havde et godt håndelag til at bruge redskaber, som f.eks. sav og økse. Han var noget af en sportsmand og regnede ikke at spadsere til Randers, Skjern eller de 4 mil til Viborg og hjem igen samme dag. Fussing sø holdt han meget af. Her svømmede han om sommeren, vistnok flere gange tværs over den og tilbage igen, en ret god præstation i de tider, da svømning ikke var så "moderne" som nu. Ved et kæntringsuheld under fiskeri i søen, svømmede han engang til land med både tøj og træskostøvler på. Om vinteren løb han på skøjter, hvad han også var mester i.
Han blev da heller ikke regnet for en almindelig fattig husmand. De blev kaldt for Borch og Madam Borch. Det var vist kun få, som blev dus med bedstefader. Han forstod at holde folk på afstand. "I hvilken grøft har vi to drukket dus?", sagde han ifølge mor til en mand, der sagde du til ham.
Vi børnebørn fra Gjandrup regnede det for en stor oplevelse at få lov at komme med på besøg i Over Fussing især i bærtiden, når vi kunne plukke ribs, stikkelsbær, moreller, ja selv jordbær, som vi ellers ikke kendte, i den ret store og veldyrkede have. Fra haven fik bedstefader vist også en lille indtægt ved bærsalg. Så trakterede bedstemoder, der huskes som en lille spinkel kone, som for det meste sad ved kakkelovnen og varmede sig, os med kaffe, købefranskbrød og knapost, som også var ukendt derhjemme, så vi syntes det var en herreret. Ellers sagde bedstefader ikke ret meget til børnene, ihvertfald de små, og bedstemoder havde nok heller ikke meget greb på at behandle børn. De trættede og irriterede hende let. Men da var hun jo også gammel. Efter min faders død i 1901 flyttede moder med os til Over Fussing, hvor vi boede i et lille rødt hus ved enden af dammen.
Jeg husker fra den tid bedstefader som en rank, tynd mand med fuldskæg. Bedstemoder var en sirlig og lille gammel dame med hvid kappe på hovedet, som ofte kom trippende hen til moder for at søge trøst eller hjælp i et eller andet. Just måtte jeg da ledsage hende forbi dammen, da hun var meget bange for de hvæsende gæs, som jeg holdt på afstand med en stok.
Bedstefader satte megen pris på fader og forærede ham gennen årene forskellige ting til hans fødselsdag, såsom en signet til laksegl - som broder Erhard nu har, - bøsse med krudthorn m.m.. Det var ikke helt almindeligt, at vi kaldte dem bedstefader og bedstemoder; faders moder kaldte vi beistemoue.
Bedstefader var gerne glad, når han kom over til os i Gjandrup. Der vankede vistnok ved en sådan lejlighed kaffepuncher som tidens skik var - og det var formodentlig en af de få adspredelser i den daglige, grå tilværelse. Der blev da også sunget viser (drikkeviser?).
Broder Jens Viggo skriver: "Det første jeg husker om bedstefader var, at han kom og hjalp fader om høsten. Han havde altid en lædertaske i en rem over skulderen og ofte en kurv over armen. Han rumsterede altid lidt i vor stenpikkede forstue, og så vidste vi, at det var bedstefader, for vi var ikke vant til, at nogen ikke straks kom ind".
Taske eller kurv indeholdt gerne bærfrugt fra hans have eller ærter, som han altid havde rigeligt af og gerne gav. Æbler og pærer var der ingen af i hans have, men derimod blomster, også i massevis og mangeartede. Dem fik vi ligeledes store buketter af til vore naboers udelte beundring, da sådanne var sjældne i bønderhaverne. Vi fik også store stykker af pølser, franskbrød og ost, der var blevet for tørt for bedstefader og bedstemoder. Det spiste vi børn med god appetit, især franskbrødet smagte os godt, da vi udenfor højtiderne kun fik rugsigtebrød.
Og at bedstefader var glad for at komme og hjælpe fader med arbejdet, gav sig udslag i, at han snakkede og lo. Og middagsmaden spiste han med god appetit, isør når han kunne få kødsuppe, for det var yderst sjældent, sådanne retter kom på bedstemoders bord. Sukkergodter og andre slikkerier kan jeg ikke mindes, at han er kommet med til os, men vi var dog meget glade for ham, og tillidsfulde overfor ham, var vi også. Men jeg kan ikke huske, at han nogensinde har kærtegnet os. Og dog tror jeg, at han ofte bøjede sig ned og så på os med milde kærlige øjne. Men jeg husker ikke, hvad han sagde til os.
I de senere år tog bedstefader sig ikke noget videre for; han såede dog korn for bønderne om foråret, hvad han var god til, og om høsten hjalp han med at forke korn. Moster Johannes ældste søn Viggo var nogle år som lille dreng hos bedsteforældrene og har gode minder fra den tid.
Da bedstefader døde den 19. februar 1906, 71½ år gammel, flyttede datteren Johanne, som da ligesom min mor var blevet enke, med de to mindste børn, Marie og Anders, hjem til moderen og var hos hende, til hun døde den 18. novem-ber 1909, 81 år gammel.
Toften blev da delt mellem de to søstre. Min moder byggede et nyt lille hus på den øverste del, og her boede hun med en kortere afbrydelse, da hun var hos børnene på Sjælland, til sin død i 1925. Moster Johanne blev boende i det gamle hus til 1939. Nu er huset nedbrudt, og det hele er på fremmede hænder.
Morbroder Frederik og sønnen, karetmager Laurits Borch er tilbage i Over Fussing.
Det var ikke nogen stor eller strålende karriere, det første skud på Skjern-Brochernes stamme gjorde. Menneskeligt set kunne man vel ofte synes, at hans liv var forfejlet og det er forståeligt, at moderen sørgede meget over sin meget smukke søns skæbne, og at faderen ved den fik et knæk, som han aldrig forvandt. Og dog lykkedes det Erhard og Marie Borch at opfostre de 6 børn til stræbsomme og hæderlige mennesker, og selv levede de da også et ikke helt fattigt liv.
Bedstefader var politisk interesseret, konservativ og kongetro - holdt "Amtsavisen". De havde vel ikke selv mange bøger, men lånte så gode bøger i Randers og fra præstens bibliotek i Bjerregrav.
Moster Johanne skriver: Moder havde en god prædikenbog; den læste hun meget i. De læste meget i bibelen om aftenen, og vi talte sammen derom. Moder holdt meget af at synge, hun og jeg sang salmer. Fader var ikke så god til at synge, men tog dog del deri. Moder var flittig kirkegænger i flere år. De sidste år kunne hun dog ikke holde ud at gå. Da fader ikke gik på arbejde mere, gik han flittigt i kirke. Jeg syntes, fader blev så from til sidst. Han og jeg talte også om det evige, hvad jeg var glad for. Jeg var hjemme og se til fader et par dage, inden han døde. Han var glad for, at jeg kom. Han havde ønsket at tale med pastor Jensen, og han havde været deroppe. Om han var til alters, ved jeg ikke. Fader kunne ikke holde ud st tale ret meget. Han sagde: Bed Gud om snart at tage mig hjem til sig. Jeg er så træt".
Hvordan bedstefaders livsskæbne kunne have formet sig dersom faderen havde grebet sagen anderledes an, førend sønnen tog den i sin egen hånd, kan vi ikke skønne noget om. Den tid kendte ikke til det frie kammeratlige forhold med mere åbenhed og fortrolighed mellem forældre og børn. Den havde sin styrke - og svaghed - i autoriteten og underkastelsen og stod derfor ofte hjælpeløs, når disse veje var ufarbare.
Der kan ikke herske tvivl om, at faderen har handlet efter bedste overbevisning for at fremme sønnens bedste.
Men trods mange fejlgreb og fald giver "den store mester" ikke tabt. Hans kærlighed er den langmodige, der tror alt, håber alt og udholder alt. Og fik han så igennem det hele trods alt sin gerning gjort, så var jo alligevel det vigtigste, ja det ene fornødne lykkedes, selv om det ydre blev uanseligt og mislykket i menneskers øjne.
Ved Marius Borch Jensen, født d. 22 juni 1897
Følgende kunne også læses i årsskriftet for 1998:
Barndom i Bjerregrav
Fortalt af Søren Eriksen til sin søn Knud Eriksen.
Jeg er født d.3/4 1889. Mine Forældre, Christen Eriksen og Kristine Nielsen var Forpagtere paa Præstegaarden ( i Bjerregrav). Saa jeg er født i den gamle Forpagterbolig der. Min Mor døde 1893 og min Far 1898. Derfor kom jeg ned paa "Eriksholm", som min Bedstefar Erik Jensen ejede, og der boede ogsaa min ældste Søster Knudline og hendes Mand Peder Leth. Det er altsaa mit Barndomshjem. Jeg begyndte at gaa i Skole i 1895 i den Bygning fra 1856, hvor nu Lærer Balsby bor. Der var 2 Klasseværelser. I det ene Værelse gik vi fra 6-7 Aars alderen og til 10-11 Aars alderen - det var ved Lærerinden - iøvrigt hed hun Frk. Bigler, var fra København og kom til Bjerregrav fra "Fussingø", hvor hun var Lærerinde ved Forpagteren.
Jeg gik i Skole hver Dag fra Kl. 9 til 15 om Vinteren, og om Sommeren begyndte den store Klasse Kl. 7. Jeg husker tydeligt hvordan Frk. Bigler spidsede Griffel med en Kniv, saa vi holdt os for Ørerne. Hun havde en vis Evne til at pudse Næse, saa vi blev mindet om en Basun, ved det Knald den Manøvre frembragte. Det grinte vi af og snakkede om det, naar vi var fri. Frk. Bigler boede i det Hus, hvor Kristen Andersen bor, Over Fussingvej 10. Jeg selv og en Pige - Karen Bugge - Datter af Jens Bugge, fik Ekstraundervisning, for at vi skulde være rigtig dygtige til bl.a. Regning. Karen kom og hentede mig hver Dag, og vi var ikke særlig interesseret i det nogen af os. Paa vej op ad "Mads Bekket" snakkede vi om, at der lugtede saa dejligt i Frk. Bigler´s Gang af Sæbe og Parfume. Nogle gange -2 eller 3 gange om Aaret rejste hun til København, og saa blev vi lovet et Glansbilledalbum, hvis vi kunde den lille Tabel, naar vi kom igen.
Jeg skulde læse Lektier om Eftermiddagen, og det var min Bedstefar, der havde den Bestilling at sørge for det. Det skete at jeg var uopmærksom. F. eks. yndede jeg at sidde og kigge efter Gæssene paa Gaardspladsen, men saa vankede der et Par af Pegefingerknoen i Hovedet.
I Skolen sad vi 2 ved hvert Bord. Vi sad efter Dygtighed. Den dygtigste sad nærmest Katederet. I Bordet var der plads til 2 Blækhuse. Der var Trægulv i Værelset. Kakkelovn og Petroleumslampe ved siden af Tørvekassen, hvor hun spidsede Griffelen. Kun de store Klasser skrev med Blyant og Penneskaft. Paa Væggen hang et ca. 60-70 cm. stort stykke svært Karton med Billede af forskellige Folkeslag - Kinesere, Negre, Indianere o.s.v.. Det kom i den store Klasse, da lærer Korsgaard kom.
Vi Børn her fra Byen havde ingen Skoletaske. Vi havde Bøger og Penalhus oven paa Tavlen, som vi bar under Armen sammen med vore Kludesko eller Sivsko. I Gangen blev vore Træsko anbragt paa Træskohylde, men kunde vi komme til at sparke til dem eller træde paa dem saa de lavede Spektakel, saa var det sjovt.
I ældste Klasse havde vi Danmarkshistorie, Geografi, Sangbog og Lærebog (Katekismus). Vi havde 1 og 2 del Regnebog - 2 Del for de dygtigste. Vi skulde selv betale Bøgerne, og var der nogen, som ikke havde raad til det, maatte de undvære. Vi skulde helst kende Bogstaverne, naar vi begyndte i Skolen. Min Bedstefar lærte mig Bogstaverne, og min Søster fulgte mig til Skolen den første Dag.
Da jeg kom i den store Klasse, var der lige kommet en ny Lærer. Det var Lærer Korsgaard og i 1898. Han var meget dygtig efter den Tid at dømme. Hvis vi lavede Kunster fik vi et par Lussinger. D.v.s. han tog fat i det ene Øre med den ene Haand, og saa faldt Lussingen. Senere fik han et Spanskrør, som han ikke var bange for at bruge. Det laa altid paa Katederet. Vi blev hørt en for en i Lektier og det skulde være ordret.
Der var eksamen 2 gange aarligt. Foraar og Efteraar. Eksamen blev overværet af Skolekommissionen - 2 fra Bjerregrav og 2 fra det nedre Sogn og Provsten. Vi blev hørt saadan: Drengene for sig paa een Gang. Pigerne ligesaa. Hvis vi ikke var helt sikre i vor Viden, kunde vi klare det ved at bruge Munden uden at sige noget. Dagen efter blev Karaktererne læst op - hvordan de saa havde baaret sig ad med at give dem. Læreren stillede Spørgsmaal og hjalp iøvrigt godt til med at finde det rigtige Svar. Forældrene var ikke med. Vi glædede os meget til Eksamen, som varede et par Timer. Saa skulde vi have det nye Tøj paa, og vi fik 2 Øre til Brystsukker.
Vi glædede os meget til Sommerferien. Vi skulde selv holde Øje med, naar nogen var begyndt at høste. Saa skulde vi sige det til Korsgaard, for da begyndte Ferien, for at vi kunde hjælpe til i Høsten. Ferien varede 1 Maaned. Ligesaa naar det var Efteraar skulde vi sige, naar man var begyndt at tage Kartofler op. Saa fik vi Kartoffelferie.
Korsgaard sad ved Katederet og røg af den lange Pibe, og naar vi var sat til at regne, læste han Avisen. Blev der Uro i Klassen, bankede han i Katederet med en stump Tavleramme. Det skete sommetider, at Provsten kom uanmeldt. Saa blev Piben sat hen i en Krog i en Fart. Provsten blandede sig ikke i Undervisningen. Naar vi havde gaaet i Skole de lovbefalede Aar, kunde vi blive skrevet ud af Skolen. Det foregik een Gang om Aaret.
Vi havde hver Sommer Udflugt til "Vennelyst". Vi kørte i store Vogne, og de der ikke selv var kørende, kom med dem der var. Vi dansede i Storstuen i et Hus tilhørende en Mand, der hed P.Søe - det første Hus paa højre Haand, naar vi kører efter Aalum. Vi havde Mad med hjemmefra + 1 Sodavand. Det var almindeligt at Folk fra Randers kom kørende og spændte fra ved P.Søe, og man kunde faa Vand, saa man selv kunde lave Kaffe.
Om Sommeren havde vi Gymnastik paa Skolepladsen, der hvor der nu er Have foran Huset. Vi havde et Apparat bestaaende af et Stativ med 2 Jernstænger og 2 Tove, det ene med Knude, det andet glat. Der skulde vi saa forsøge os som Akrobater. Det var en "Klavsemaskine". Naar vi begyndte, raabte Korsgaard: "Hen til Klavsemaskinen". Foruden var der et Bræt anbragt mellem 2 Stolper, der blev brugt til at balancere paa.
Paa Gaardspladsen, altsaa Legepladsen stod en Vandpumpe og derpaa hang et Blikkrus, som vi drak af naar vi var tørstige. Om Sommeren sad vi paa "Murer Rasmus´s Stendige" i Frikvarterene. Hans Have dannede Skel med Skolen. Naar det var rigtig varmt, spurgte vi Korsgaard, om vi maatte gaa over og sidde under Jens Sørensens Træer (Søren Qvists Gaard), men vi skulde blive paa Skolepladsen. Læreren boede i den anden Ende af Bygningen. Lejligheden som den er nu. Indgang samme Sted - til venstre til Lejligheden og højre til Skolestuen. Engang var der 2 Vinduer i Gavlen ud til Vejen, men de blev muret til, fordi vi vilde kigge for meget efter det, der kom paa Vejen.
Vi skulde skrive "Offersedler" og tage dem med hjem, og ellers aflevere dem der, hvor der ingen Børn var i Skole. Provstens Sedler var hvide, og der gav man 2,00 Kr.. Lærerens var gule og han fik 1,00 Kr. fra Tjenestefolkene baade til Provst og Degn.
Saa i 1901 blev den nye Skole bygget, og det var jo selvfølgelig en meget stor Forbedring. Værelserne, der var to, var meget større. Vi var stadig delt i 4 Klasser med en Førstelærer og en Andenlærer. Undervisningen som i den gamle Skole. Korsgaard fandt frem til enkelte særlig begavede Børn, som han fik sendt til Dalsgaards Realskole i Randers.
Saa i 1903 blev jeg konfirmeret og kom dermed ud af Skolen, og Aaret efter i Lære ved en Musikdirektør i Randers.
Knud Eriksen , Bjerregrav 1975.
Erindringer og slægtsbøger
Slægten Hedegaard i Over Fussing, bl.a. Anton Pedersen, født i Bjerregrav 1885, død i Tånum 1956.
Brøndum slægten, f.eks. Anders Andersen Kjeldsen Brøndum, født i Bjerregrav 1748, død i Over Fussing 1822, og Anders Chr. Brøndum, født ca. 1630, død i Års 1698.
Madsen slægten, f.eks. Anders Christensen Brøndum, født 1703, død 1782.
Peder Larsens slægt, f.eks. Lars Pedersen, født i Bjerregrav 1731, død samme sted 1798.
Peder Jacobsens slægt, f.eks. Jacob Svendsen, født 1706, død i Bjerregrav 1759.
Slægtsbog for Mads Pedersen Dahl i Over Fussing, født i Løvskal 1814, død i Vester Velling 1890, og hustru Kirstine Marie Nielsdatter, født i Elsborg 1813, død i Vester Velling 1901.
Fra Bjerregrav Stationsby, skrevet af Rasmus Valbjørn i 2003. |
