|
Kirkebøger
1685 – 1891 i kopi og mikrofilm
Fødte Ålum 1814 – 1935
Dødsfald i Ålum 1960 – 1970 Laugesens afskrifter
Til-og afgangsliste
1949 – 56
Folketælling
I kopi: 1787 – 1801 – 1845
Som filmrulle: 1834 – 1911
Som mikrofilm: 1916 og 1921
Folketællingen 1901: navneregister for alle sogne over familieoverhovedet.
Gårdhistorie
Laugesens beskrivelse af matriklerne i Bjerregrav, Ålum, Venning, Gjandrup og Svinding.
3 håndskrevne bøger samt Nygårds afskrifter af matriklerne
Erindringer og slægtsbøger
Laugesens og pastor Jensens byhistorie
Anne Marie Kjær: Ålum byhistorie
Hjulmand – slægtshistorie - Grønagergaard - hængemappe
Rasmus Nielsen – bl. a. om Bjerregrav Station
Anton Petersen – efterkommere
Alberta Christensen – jordemoder – erindringer
Slægtsbog over slægterne Boe og Olesen, se nedenfor
Slægtsbog over slægten Boe, se nedenfor
Gjandrup - fra herresæde til husmandsbrug, se nedenfor
Slægten Laurberg, se nedenfor
Beretningen om Peder Christian Pedersen, se nedenfor
Elenius Bach, erindringer, æske nr. 47
Skovfoged Niels Bach, Venning, stamtavle
Marius Nielsen, slægtsregister
Marius Nielsen, erindringer fra Ålum
Pastor J.A. Jensen, gårdhistorie, matr. fra byerne Ålum og Svinding
Christian Holger Poulsen, Gjandrup, erindringer fra barndom
Christian Holger Poulsen, Gjandrup, erindringer ca. 1930
Niels Sørensen, Gjandrup, efterslægt fra 1837
Lydbånd og CD
Bånd:
Agnete Nielsen, Ålum
Peter Otkjær, Ålum
”Skalle Laust” og ”Messing Jens”
Skeelernes Kapel
Møller i Fussingø
Hans Simonsen, Ålum
Chr. Nygård
Skovrider Elmquist
Laust Skovfoged Bach (diskette)
CD
Karen Brøndum, Mikkelsgilde i Ålum
Marie Ulberg, Ålum
Andre arkivalier
Bjerregrav-Ålum beskrivelse
Bjerregrav-Ålum, til- og afgangsliste 1949-56
Bogsamling i Ålum
Fryseprotokol Ålum og Venning
Skoleprotokoller, Ålum og Venning
Svinding Brugsforening, protokol
Svinding Købmandshandel, protokol
Svinding, optegnelse over alle matrikler
Bjerregrav-Ålum Sygekasse, protokol
Sønderjysk Forening i Ålum, kassebog og forhandlingsprotokol
Udskiftning i Gjandrup Enge
Købmand Hvid, Venning, kassebog 1946-64
Regnskabsbog over musik til fester i Venning 1927-53
Ålum Beboerforening, regnskabsbog samt ringbind med papirer
Ålum Brugsforening, protokol
Ålum Gymnastikforening, protokol
Ålum Husmoderforening, protokol
Ålum Kirke, elevarbejder af 4 arkitektelever
Ålum Købmandsforretning, protokol
Ålum sogns Ungdoms- og Foredragsforening, protokol
Sadelmager Jens Bach
Ålumbogen, Anne Marie Kjærs optegnelser, 3 bind
Bjerregrav-Ålum, vurderingsmateriale, æske nr. 72
Bjerregrav-Ålum Fattiggård, æske nr. 192
FDF og FDP, Bjerregrav og Ålum, æske nr. 18
Gjandrup, æske nr. 190
Poul Moustsen, Gjandrup, æske nr. 65
Svinding, æske nr. 189
Svinding Brugs, likvidation, æske nr. 8
Svinding Vandværk, æske nr. 29
Ålum, æske nr. 187
Ålum Borgerforening, æske nr. 105
Ålum Kirke, æske nr. 154
Ålum Mejeri, æske nr. 107
Ålum Vandværk, æske nr. 104
Voldstrupgård, æske nr. 66
Ålum-Bjerregrav Skolebyggeri, æske nr. 238
Gamle og nye fotos fra Ålum
Vil du se skolefotografier fra Ålum sogn, så klik her.
Første anlæg af Aalumvejen (Nørreaavej), 1904, navneliste på lokalarkivet
Karen Kjeldsen, Venning, 1920. Karlen er Kristen Kjeldsen (hendes bror). Pigen er Anne Larsen
Kibækhus i Gjandrup, Gl. Viborgvej 316
Kresten Nielsen Søgaard med familie, ca. 1888
Ida og Jens Lang 1916
Landemærket 1, ukendt år
Ålum mejeri efter 1963
Jacob Hvids børn, Georg, Ejnar og Erna, ukendt år
Den ny Volstrupgård 1941
Delvis navneliste på lokalarkivet
Juditte Olsen ca. 1935. Hun er nr. 2 fra venstre.
Sessionshold 1948
Rutebilejer Peter Chr. Petersen, der i 1923 købte ruten Randers -Løvskal - Viborg
Konfirmander fra Ålum og Bjerregrav 1924. Navneliste på lokalarkivet.
Voldstrupvej 16. Ukendt år.
Ålumborgere på udflugt, ukendt år. Navneliste på lokalarkivet.
Sine og Rasmus Rasmussen (Rasmus Gartner). Huset lå Vester Vellingvej 20. Det er nedrevet for længe siden.
Partier fra Ålum. Ukendt år.
Jens Christian Laurbergs hus, Fussingøvej 10. Ukendt år.
Det tidligere smedehus.
Ved Ålum kirke ca. 1935 -40
Grønagergaard, Fussingøvej 20, udflyttet 1795.
Købmandsforretningen i Sinding. Oprettet af købmand S. M. Pedersen ca. 1883. Han drev den til 1925.
Arkivet har en del fotos af familien Laurberg med tilhørende slægtsbeskrivelse
Nørreådalen - ukendt år
Gymnastikpiger 1928 - navneliste findes på lokalarkivet
Bryllupsfest, ukendt år
Smedehuset og posten, ukendt år
Ejendommen Kodam, Gl. Viborgvej. Fotoet er taget i 1955.
Skovfogedparret Frederikke og Anders Madsen,
Mårdalshus, ukendt år
Alfred Rasmussen, født ca. 1865.
Rejste i 1890 til Amerika, hvor han døde (skudt)
Kunigunde - datter af Ane Kirstine Laurberg, der var datter af Jens Chr. Laurberg. Kunigunde var gift med Frands Holm, lærer i Klakring. De blev gift d. 27/5 1893
Ålums ældste hus, Dalen 12. Billedet er taget ca. 1987
Brugsen i Ålum på postkort ca. 1913
Brugsen i Ålum 2008
Ålum kirke 2008
Beretninger fra Ålum
Sogneoplysninger
fra Purhus guiden 1988
Under Ålum sogn hører landsbyerne Ålum, Svinding, Venning og Gjandrup.
Ålum har ca. 380 indbyggere. Der er kirke, idrætsanlæg og forsamlingshus.
Dagligvarebutikker m.v.: Brugsforening, campingudstyr, el-forretning, radio/TV og sparekasse.
Offentlige transportmidler: Bus rute 61 Randers-Viborg. Man-fre.: 7 daglige afgange. Lør-søn.: 3 daglige afgange.
Ålum har en meget attraktiv beliggenhed mellem Nørreå-dalen og og den sydøstlige del af Fussing-skovene. Den gamle bydel, der ligger omkring kirken, har smalle veje og er et smukt landsbymiljø.
Seværdigheder.
Ålum kirke har skib, kor og apsis fra romansk tid med senere tilbygget tårn og våbenhus. Indgangsdøren fra våbenhuset har en meget imponerende portal med 6 søjler.
Ålum kirke har ligesom 7 andre i omegnen hørt under Fussingø gods. Ålum var herskabskirken for grevefamilierne Skeel og von Plessen, og som sådan rigere udstyret. Øverst i kirken er der udskårne herskabsstole fra omkring 1600 med slægtens våbenskjolde. Andet i kirkens udsmykning og mindetavler vidner om greve-slægtens langvarige tilhørsforhold til kirken og godset. I krypten, som ikke er tilgængelig, er flere af slægten gravsat, og i tårnrummet ser man to prægtige sarkofager af italiensk marmor. Det er Charlotte Amalie Skeel og hendes mand Christian Ludvig von Plessen, der ligger her. Kirken er dekoreret med kalkmalerier - blomsterranker - så sjældne og smukke, at man vist ikke ser magen til andre steder. Malerierne, som er fra 1541, blev afdækket ved kirkens restaurering 1986/87.
Fussingø Slot ligger smukt omgivet af skoven. Hovedbygningen er opført omkring 1795. Den er en enkel og fin nyklassisk bygning i en etage og med høj kælder. På sydfacaden er midterpartiet bygget lidt ud, og det har en trekantgavl.
Ruinerne af den gamle hovedbygning ligger på en smal halvø i Fussing Sø ikke ret langt fra den nuværende hovedbygning. En del af det gamle haveanlæg omkring ruinerne er bevaret.
Fussinø gods var i slægten Skeel og von Plessens eje fra 1547 indtil 1946, hvor det som tysk ejendom blev konfiskeret af den danske stat og overdraget til statsskovdirektoratet. Der er adgang for offentligheden til parken og i skoven, hvor der er afmærkede stier.
Fortidsminder.
Ved Ålum kirke er der ikke mindre end 4 runesten, hvoraf den ene er yderst sjælden, idet den har en rytterfigur på bagsiden. Samtidig omtaler 2 af stenene samme familie. Teksten på de tre runesten lyder: "Vigot rejste denne sten efter Esge sin søn. Gud hjælpe hans sjæl vel." - "Thyre, Vigots kone, lod denne sten rejse efter Thorbjørn, Sibbes søn, som hun holdt mere af end en kær søn." - "Tole rejste denne sten efter sin søn Ingeld, en meget velbyrdig (dreng). Disse minder vil ---." Teksten på den sidste sten har det ikke været muligt at tyde.
Oprindeligt har der i Ålum sogn været registreret 67 gravhøje, hvoraf 53 er bevaret. De fleste bevarede ligger inde i Fussingø skovdistrikt. Ved kortlægning i efteråret 1982 blev fundet endnu 24 høje, og der er således ialt 77 bevarede gravhøje i sognet ud af ialt 167 i hele kommunen.
I arkivets årsskrift for 1985 kunne læses følgende:
Årsskriftet for 1991 indeholdt følgende artikel om den hellige Kjeld:
I Lokalarkivets årsskrift for 2003 stod denne artikel:
Bertel Laugesen
en myreflittig lokalhistoriker
v/ Harald Bertelsen
På en hylde i Lokalarkivets læsesal ligger tre kilotunge bøger. Den flot svungne håndskrift må man vænne sig til, og stilen vil unge mennesker nok opfatte som lidt gammeldags. Det er flere tusinde sider lokalhistorie, der ligger gemt i disse bøger og i flere hefter. Efterhånden noget slidte af flittig brug og med mange indstukne sider, avisudklip og notater.
Det er et livsværk, som Lokalarkivet og dets brugere kan nyde godt af. Det enorme værk er skabt af Bertel Laugesen, lærer i Stevnstrup og kirkesanger i Grensten, født i Svinding i 1899, hvor hans far, Rasmus Laugesen, var landsbyens smed.
Det var beskedne kår, drengen voksede op under, og som 10-årig måtte han som så mange andre børn dengang ud at tjene i sognet. Skoletiden i landsbyskolen så han tilbage på med glæde, men Bertel var ikke til megen hjælp for sin far, da drengen ikke havde håndelag for arbejdet ved essen. Det var bogens verden, der trak, og det blev til en læreruddannelse fra Ranum seminarium. I 1924 kom han til Stevnstrup, og i 43 år var han lærer i den lille landsbyskole, det meste af tiden som enelærer.
Når skoledagen var forbi, var det hans store interesse for hjemstavnen, der trak.
Hans datter, Bertha Frandsen, fortæller:
»Når jeg tænker tilbage, ser jeg ham stå ved pulten oppe i skolen om vinteren og om sommeren ved pulten i stuen. Han cyklede meget ud og så på landskabet, kirkerne, de gamle diger og gårde«.
På sin vej gjorde han notater om, hvad han så, og hvad han fik fortalt af egnens folk: Om egnens natur, dens stednavne, de gamle stendiger, kirkerne, Fussingø slot og ikke mindst om slægterne på gårdene i hans hjemegn: Bjerregrav, Ålum, Gjandrup, Venning, Svinding og Volstrup. Desuden beskrev han på samme måde sognene Stevnstrup, Helstrup og Grensten i Langå Kommune.
Ofte fik han kontakt til egnens folk ved på sognets kirkegård at komme i snak med de besøgende.
Om Venning by hedder det til eksempel som indledning:
»Fra at være en typisk sammenbygget Landsby, bestaaende af seks hinanden tæt sammenhobede, staatækte og af Egebindingsværk opførte Bøndergaarde samt et Boelsted, hvilket var Byens Fremtræden i Stavnsbaandstiden, en Lokalitet i Hvile og Harmoni med det omgivne Landskab, bærer den i vore Dage Præg af at være noget, der er ude af sin oprindelige Ro og Ligevægt.«
Fra Loenshøw (Lundshøj) ved Gjandrup ser han mod vest:
»Længst vestlig - bag Bakkerne - i Læ af mørke Granskove, titter Landsbyidyllen frem, de hvide Blindinger i Kirkens rødkalkede, ejendommelige Renaissancetårn lyser i Formiddagssolen.«
Romantiker? I hvert fald et menneske, der fandt glæden ved at beskrive fortiden og nyde det enkle i nutiden: et stendige, et bakkedrag, en hulvej.
»Men egnen omkring Svinding-Ålum-Fussingø stod ham umådelig nær. Bag skolen i Stevnstrup stiger terrænet lidt. Der gik han op så godt som hver dag og så mod vest. Så kunne han i godt vejr se Ålum kirke, Nørreådalen og lidt af Fussingskovene,«
fortæller hans datter.
Men Bertel Laugesen søgte videre, end hvad han kunne finde og få fortalt på sine ture. Ved at dykke ned i kirkebøger, folketællinger, skiftebreve, skøder, fæstebreve m.v. kunne han fortælle hjemegnens historie. Pastor J. A. Jensen fra Bjerregrav havde i begyndelsen af 1900-tallet skrevet gårdhistorie for mange gårde i Bjerregrav sogn, og Laugesen kunne finde mange oplysninger i præstens notater.
»Hver sommer cyklede han til Landsarkivet i Viborg. Når vi var færdige med hovedrengøring i skolen - ikke før - tog han af sted tidlig om morgenen med sin madpakke og kom hjem igen ved aftenstid. Trods alt en god cykeltur; men det regnede han ikke«.
Efter at være gået på pension flyttede han til Overlund og dermed tæt på Landsarkivet. Kladdehefte efter kladdehefte blev fyldt med data. På Lokalarkivet kan vi bladre i de mange hefter og læse hans notater, sirligt nedskrevet; det, som senere blev til indbundne bøger.
Gårdmatriklerne i de ovennævnte sogne er beskrevet, gård for gård. De skiftende ejere tilbage fra slutningen af 1600tallet; alt hvad bøger og dokumenter kan berette om fødsel, vielse, død. Ved et skifte giver han os en forestilling om, hvad gården rummede af løsøre, en aftægtskontrakt fortæller om vilkårene for de gamle.
Ofte dukker en oplysning op, der viser forfatterens personlige kendskab til gården og dens mennesker. Når han nævner, at Søren Nielsen fra Over Fussing var kendt under øgenavnet Bleg-Såren, så er det et eksempel på en udbredt skik, at folk ofte i daglig omtale kaldes ved noget ganske andet end deres døbenavn.
Hvert sogns topografi og historie gennemgås, som når Laugesen tager os ved hånden og efter et besøg i Gjandrup en vinterdag i 1939 fører os gennem den lille by. Vi går ad de små veje, forbi gadekæret, som han finder »i et sørgeligt Forfald, - renset og vedligeholdt har Gadekæret været anseligt, nu er det fuldstændigt dyndet til, og det bruges endogså til Losseplads for al slags Skrammel«.
Forud for sin tid som miljøforkæmper? I dag er gadekæret der ikke længere, så det gik vel, som han frygtede?
Og om Gjandrup by:
»Det er et noget mistrøstigt Indtryk man får ved Besøget: Forfald og Armod er fremherskende, navnlig er to af Gardene særlig ilde tilredte!«
Men det omgivne landskab priser han og lader »kameraet« køre hele horisonten rundt, mens han beretter om hver dal og hvert kirkespir, vi ser.
Vi hører om udskiftningen, og måske er der en god historie om en lokal personlighed, der skal berettes: Om Bak-Ajs fra Svinding og Hjul Mariane fra Bjerregrav eller - i en hel anden boldgade - Den hellige Kjeld fra Venning.
Og så bliver Fussingø slots historie gennemgået, dets ejere, forvaltere og skovridere samt godsets kirker i Bjerregrav og Ålum.
Denne vældige mængde af beskrivelser og data bliver holdt sammen af en præcis inddeling af stoffet skrevet i et velformuleret sprog. Forfatteren er forsigtig med at give sig ud i vurderinger og fortolkninger, hvor det drejer sig om faktuelle ting; hans ærinde er redeligt at gengive det stof, han har samlet om sin egn. Men når han beskriver sin hjemegns natur, så kan han ikke holde sig tilbage:
»Medens Aalum ligger yndefuldt og idyllisk ved de skovklædte Bakkers Fod og med de grønne Enge og den blanke Aa, medens Svinding ligger centralt placeret paa sine jævnt frodige Marker med yppige Løvskove som Bræmmer næsten hele Bymarken rundt som en Stad paa Højsletten - saa har Volstrup sin egen Beliggenhed.«
Dette romantiske syn på naturen havde forfatteren tilfælles med bjerregravpræsten Briem. Han beskrev i begyndelsen af 18-hundredtallet egnen i naturromantiske digte, som Laugesen flere steder benytter som optakt til en sognebeskrivelse. Men han kunne også selv lade sig inspirere til med et vers at give udtryk for sine følelser for hjemegnen. Som dette om Ålum kirke:
Tindekronet, ældefuret,
blindingsprydet, grå af bly,
trappegavlet, kvadermuret
løfter du dig stolt mod sky.
Under skovens grønne buer,
over engens blomsterskød
rigest her mit øje skuer,
hvad min kære hjemstavn bød.
I 50erne og 60erne kunne man i Randers Amtsavis, Randers Dagblad og i historiske tidsskrifter læse artikler fra hans hånd med lokalhistoriske emner fra egnen omkring Randers. Om Fussing mølle og Gammelhaven, gamle veje og Bjerregrav bylov. I snesevis af artikler har han været med til at skabe den brede interesse for lokalhistorien, som siden er blomstret op.
Bertel Laugesen var en beskeden mand. Han mente ikke selv, at det, han havde samlet, kunne være af interesse for andre. Først efter sin død i 1988 kunne arkiverne i Langå og Purhus få overdraget, hvad han havde samlet.
Ud over at fuldføre dette store lokalhistoriske værk, indskrevet med fyldepen, fandt han også tid til at afskrive følgende:
- Ålum sogn: Det meste af kirkebogen.
- Ålum sogn: skifter.
- Tånum sogn: kirkelige forretninger 1685-1935.
- Bjerregrav sogn: kirkelige forretninger 1685-1926.
- Fra Fussingø birketing.
- Uddrag fra Viborg bispearkiv.
Årsskriftet for 2004 indeholdt følgende artikel:
De gamle kampestensdiger i Ålum sogn
Af Bertel Laugesen.
Få steder, ja, måske intet sted i egnen mellem Viborg og Randers, træffes, eller rettere kunne man tidligere træffe, en sådan rigdom af gamle kampestensdiger som i Ålum sogn, og her igen særlig i den vestlige og nordvestlige del af sognet i byerne Svinding og Volstrup samt ved herregården i sognet, Fussingø.
Det mest imponerende af dem alle er diget, der danner grænsen mellem herregårdens mark, Volstrupmarken, der jo skriver sig fra de to nedlagte og under Fussingø inddragne Volstrupgårde, og markerne til gårde og huse i Svinding og Volstrup.
Det er oplevelse at følge et sådant skeldige, idet man samtidig erindres de mennesker, der her møjsommeligt har samlet og stablet de mange større og mindre kampesten.
Dette arbejde har vel fundet sted i de tidlige forårsmåneder og ofte i blæst og bygevejr; man kan tænke sig bønderne med deres magre bæster for stenslæden ase for at få de tunge granitklumper op af jorden, derpå få dem slæbt til skellet, hvorpå opstablingen, omsteningen, som det hedder i et gammelt dokument, kunne finde sted. Drøje eder har sikkert lydt, når et par fingre kom i klemme mellem blokkene, eller en styrtede ned, skrabende hud og kød af et ben eller smadrede en "langowret" træsko.
Urørt står diget den dag i dag, 3-400 år efter, at det rejstes. Et gammelt dokument fortæller:
1578, 18. 3. lod Christen Skeel til Fussingø et engstykke på Volstrup kær omstene og stable. – Altså for 360 år siden. Gærdet er ca. 3 – 4 km. langt. Det snor sig fra Espelund i vestlig retning, drejer derpå mod nord, til det når Volstrup Byes indmarker, tillader en åbning for vejen fra Volstrup til Fussingø, derpå mod øst til skoven, så atter mod nord og forsvinder nedad de stejle skråninger ud mod Tuekjærets lyng- og kratklædte og gravfyldte flade.
Af bebyggelserne i Ålum sogn var Svinding by rigest på stendiger. Var, thi det, der nu er tilbage, er kun sørgelige rester af fortids rigdom. Alle bygaderne, såvel hoved- som bistrøg, var kantede af solide stengærder. Alle gårde havde sin bestemte toft, hvori gården lå og ligger indgravet, og denne toft var langs sine grænser iklædt et stenpanser af grå granit.
Selv byens gadekær, "Dammen" var omstenet, og vældige blokke ligger endnu i østre side, men delvis styrtet ud i dammen. Det er givet, at isen, da den i fjerne tider dækkede vort land, på den store flade, hvoraf bymarkerne består, har aflejret vældige masser af kampesten, thi ikke blot er mængder haraf samlet og stablet på hinanden i toft- og havediger, men langs markskellene hobedes de sværeste ofte sammen. På skellet mellem markerne til gårdene matr. 3 og 4 ligger således i hundredtal af prægtige vandreblokke, og tidligere lå der ved byens nu nedrevne maltkølle i Fægyden en anseelig dynge.
Det samme var tilfældet ved Volstrupvejen, navnlig ved "Stassismues", hvori man åbenbart har trillet de største og mest umedgørlige klumper ned. Ved den nu sløjfede "Ormehøj" lå omkring 1910 en stendynge. Her toges den sten, som Ålum sogn i lighed med de fleste andre sogne i Danmark sendte til indmuring i Christiansborg slot.*
Byvejen op til den gamle Volstrup boplads omkring dammen, var indrammet af stendiger, og store blokke lå spredt i og omkring vandet.
Desuden havde hver gård – og har tildels endnu – sit isolerede, af kampesten opførte hus, hvori i tidligere tid navnlig svinene havde til huse. Man vil heraf kunne forstå, hvilke mængder af sten, jordene har været oversået med, og hvilket kæmpearbejde det har været at frigøre dem herfor. Ofte var der endog mellem de enkelte vange på gårdens marker et udyrket bælte med lyng og lavt krat, og hertil slæbte man stenene. Dette var tilfældet så sent som i 1872 på de frugtbare "Vesteragre" til gården matr. nr. 3
Ved Fussingø ses et enkelt lavt stendige mod syd ud mod engen Søndre Made, men grunden og soklen til den i 1910-11 nyopførte avlsgård har slugt adskilligt af den på stedet disponible granit.
I Ålum by findes jo nok det ældste af alle stendiger i sognet, nemlig kirkegårdsdiget. Dette er dog kun mod syd det oprindelige, gammeldags stablede, mod de tre andre sider findes stenene indmurede i den kedelige, cementfugede form.
Omkring skolens toft stod til for nylig et smukt stendige, men kommunal stenhunger bragte det for størstedelen til at forsvinde. Ad den lille gyde ned til skolen er rejst stendiger, og her sidder endog udpræget store blokke. Er her således færre stendiger end f.eks. i Svinding, kan man sikkert få forklaringen herpå ved at betragte kirken, en af de mest monumentale i Danmark. Her er vel anvendt ca . 2000 større og mindre granitkvadre, et par af dem er endog usædvanlig store, en sten i korets sydlige sokkel er således 3 alen og 19 tommer lang, en anden i den nordre side endog 4 alen og 2 tommer lang.
Venning by har kun få stendiger, bortset fra lave omsteninger af gårdenes haver og langs hulvejen mod kæret ser man ingen.
Derimod har de været rigere og hyppigere i Gjandrup, navnlig omkring gården matr. Nr. 4. Her stod meget uforandret gennem flere slægtled, deriblandt også stendigerne både nord og syd for gården. Her i det nedbrudte dige for sønden fandtes i 1939 profilerede prydsten af brændt ler, hvilket sandsynligvis hidrørte fra den i Grevefejdens dage afbrændte adelsgård Gjennerup.
De gamle stendiger burde, når, de ellers ikke var til hinder, stå fredede som skønne minder om den gamle landsby, men som årene går, falder flere af dem i skærveknuserens gab, men ofte kunne de bevares, når blot den pietet for det svundne, for slægtens spor i stort og småt var at finde i højere grad end det ofte er tilfældet. **
Bragt i Randers Dagblad 15. 2. 1941.
NOTER
*) Ved Christiansborgs genopførelse 1907-23 efter brand 1884 blev der sendt en opfordring ud til landets 1069 sognekommuner om at bidrage med sten. 750 kommuner fulgte opfordringen, der iblandt Ålum. Stenene blev brugt til facadebeklædning på slottets stueetage. Arkitekten bag slottet og ideen, Thorvald Jørgensen, udtalte: "Hele landet kan på den måde være med til at bære sten til den nye Rigsborg."
**) De gamle stendiger er i dag registrerede og må ikke fjernes.
I årsskriftet for 2000 skrev Bertel Laugesen følgende om Bak-Ajes fra Svinding:
Bornholmeruret fra Svinding
Uddrag af Bertel Laugesens optegnelser.
Min første erindring om et bornholmerur skriver sig fra min tidligste barndomstid i Svinding. Vor nærmeste nabo var arbejder i Fussing skovene Niels Kristian Jensen og hans kone Jensine f. Knudsen. De var jævnaldrende med mine forældre, måske var de ældre. Deres ældste barn var sønnen Knud, født først i 1890-erne og opkaldt efter morfaderen, boelsmand på Skjerngårdens Hovmark, Knud Jensen, der var barnefødt i gården matr. 2 i Volstrup.
Denne søn var udrustet med gode evner og havde også anlæg for tegning. Han tegnede således deres stue med dens bohave. Om han har kendt perspektivtegning, ved jeg ikke, men jeg husker, at moderen en dag viste mig nogle af hans tegninger og deriblandt var deres "stovklok", et standur, en bornholmer. Hvordan et sådant var kommet i deres besiddelse er ukendt. Niels Kristensens forældre var fattigfolk, så de har næppe haft et sådant i deres eje at kunne give i arv. Umuligt er det derimod ikke, at Jensine har haft det fra sit hjem, men jeg husker det kun fra tegningen, hun viste mig.
Standure var for øvrigt vist sjældne hos småfolk, hus- og arbejdsfolk, de var at finde i gårdmandshjemmene, mens småkårsfolk klarede sig med en "Amerikaner", de indførte ure fra halvfjerdserne i forrige århundrede. I et gammelt og velstillet gårdmandshjem i byen som P. Lourings stod et signeret bornholmerur med fabrikantens navn på skiven. Om jeg husker ret, stod der P.M.West 1865, en urmager fra Bornholm, der levede i tiden 1817 -94. Det er også det eneste, jeg med sikkerhed husker, men for øvrigt var Svinding-folkene ikke velhavende i almindelighed, og der var næppe heller større sans for særpræget indbo, hvortil et bornholmerur vel må regnes.
Blandt de mange vel nu snart glemte navne på lokaliteter i Svinding forekommer også "Bak-Ajeses gyde" og "Bak-Ajeses kalgu", d.v.s. kålgård. Gyden var et vejspor i byens vestlige del mellem to omstenede tofter, hvoraf den ene så var kålgården, og i randen af denne, ud mod gyden, lå et bindingsværkshus, opført omkring år 1830, og der boede Bak-Ajes, d.v.s. Anders Jacobsen Bach.
I Randers Amtsavis fra d. 15. september 1937 stod en annonce undertegnet J.M.Dinnesen, urmager i Rosengade i Randers, hvori denne averterede to gamle standure til salg og hvoraf det ene var mærket N.Holm, Svinding, 1843. Jeg tog til Randers om eftermiddagen d. 16. september, for at tage uret i øjesyn, da jeg var stærkt interesseret, også fordi jeg ikke havde truffet navnet A. Holm i Svinding før. På dette tidspunkt havde jeg for øvrigt ikke det kendskab til Svinding folk i fortiden, som jeg senere gennem pastor emer. J.A.Jensens optegnelser opnåede omkring 1939.
Urmageren, en lille indbildsk person, præsenterede mig for uret, og det viste sig, at der på den messingbjælke, hvorpå uret var anbragt, stod indgraveret med tydelige og smukke bogstaver: A. Bach, Svinding, 1834. Jeg var straks på det rene med, at den mand var den i Ålumdegnen Niels Andersens digt fra 1832 omtalte "Bak-Ajes". Citat:" ja, no ku a ønsk mæ en nøj almanak, en bog som a olle haa ejet, aa no gaed a et gaun om te Ais Bak, faa heisen ku den kaael nok sejet." Og senere i digtet, da Skalle Laust og sønnen Kresten er kommet i skænderi, og Laust truer ham med at hente sognefogeden, Peder Madsen i Ålum, "saa tau han aa lusket saa slugøret aa hen synnen om Bak-Ajses kalgu" jeg var altså ikke i tvivl om at det var denne mand, der i sin tid havde været ejer af uret. I Svinding taltes fremdeles om Bak-Ajeses kalgu og Bak-Ajeses gyde, og i toften ved gården matr. Nr 2 i Svinding har hans hus ligget. Min fader, født 1868, erindrer nok i 1937 huset, et gammelt bindingsværkshus med lervægge, vel sagtens nok af samme type som jeg husker fra min barndomstid, og som da beboedes af folk, enlige kvinder, som Gammel Ri, An Snedkers og Margrethe.
"Bak-Ajes" har åbenbart været en nævenyttig mand, der kunne lidt af hvert og kunne også gøre "klokker" istand. Han drak, som de fleste dengang, brændevin. Og min far fortæller at smeden, Christen Sørensen, der boede i huset, som datteren Severine senere beboede, og arbejdede i "den gamle smedie," på vej dertil og derfra jævnlig kom ind til "Bak-Ajes" og fik her en rus.
For øvrigt er det meget sandsynligt, at han har været i nær slægtsforbindelse med den gamle landpost og altmuligmand i Ålum, Anders Jensen Bach, død 1929, der var træhandler og biavler i Ålum, og for øvrigt også var en nævenyttig mand, der også kunne gøre "klokker" istand. Afdøde Chr. Nielsen Søegaard, Ålum, fortalte følgende om sit gamle, ved branden i smedegården 2-10 1939 tilintetgjorte, standur: Det var ude af stand til at gå, og hans far, smeden Niels Christensen Søegaard, død 1911, tog det med til urmager Dissing i Randers for at få det istandsat. Dissing så på uret og sagde derefter til ham, at han skulle tage "klokken" med sig hjem igen, grave et hul i jorden og putte den deri. Da han kom hjem, fortalte han det til Anders Bach. Denne tilbød da at se på det, og de arbejdede på det til kl. 2 om natten, og siden gik uret udmærket.
Anders Bach i Ålum var bror til gårdmand og sognefoged i Venning, Niels Jensen Bach og fætter til min far, idet deres mor, Ma Baks, som var gift med en mand , boende i Nørre Ålum, Jens Bach, var søster til min bedstefar, Lauge Nielsen, død 1906. For øvrigt mente min far, at "Bak-Ajes" havde tilknytning til gården og familien her, og at huset hørte til gården. For øvrigt er de vist nu alle døde, der kunne tænkes at have hørt noget om denne mand.
Måske den omtalte Severine og den nu ca 90 årige Juditte Cathrine Olesdatter har hørt lidt.
1937, d. 7-9. I dag undersøgte snedker Peter Toustrup det gamle ur og særlig hvad malingen på døren skjulte. Jeg havde ventet noget interessant, men det blev i så henseende en skuffelse. De to kvadrater, der var synlige gennem malingen, viste sig at være tre aftrykningsbilleder, der fremstillede en reklame for David Mety the, dette navn stod at læse tillige med en afbildning af en thekande. Det har åbenbart været børn eller en barnlig sjæl, der har dekoreret døren på denne lidt originale måde.
Urets oprindelige farve har været grøn, og på døren har der endvidere været trukket en rød streg langs kanten. Uret går yderst præcist, et lille hak i tikningen ved det tredsindstyvende tik angiver minuttet. Jeg troede først, det var en lille fejl i konstruktionen, men det er sikkert gjort med urmagerens fri vilje og forsæt for derigennem at markere minuttet.
1937, d. 21-9. Jeg var i dag i Randers og ved den lejlighed omme i Staldgårdsgade for at tale med den gamle, nu snart 84 årige Christian Venning, om Svinding i gamle dage. Han, der er født i Læsten Bakker i året 1853, kom til Svinding som 14 årig for at tjene Knud Laursen, J.F.Knudsens fader. Grunden til mit besøg hos ham i dag var den, at jeg ville vide besked, om han havde hørt "Bak-Ajes" omtale, og deri var jeg meget heldig. Han havde kendt "Bak-Ajes", og han skildrede ham som en mand, der kunne lidt af hvert. Han var lidt urmager, han havde et drejelad, og han gav sig af med at årelade folk. Han var et "narrehoved", fortæller Chr. Venning. Således var han soldat i København, og da han kom hjem derfra, var han blevet så fin på det, at han ikke kunne kende en kat, men spurgte:"
Hvad er det for et dyr med den lange stjært bagud?" Han var en frådser, han skulle have sit ophold fra gården, ja, han var nok eneste arving til gården, men da han var "pjokket", og ikke forstod sig på landbrug, havde han ikke fået den.
Christen P. Koue, manden i gården, ville nok godt drive løjer med ham. Christian Venning huskede bornholmeruret fra Anders Bachs hjem i Ålum, han huskede snoren, der hænger ned fra værket, og at et ryk i den fik slagværket til at repetere det sidst slåede antal slag. Hvorvidt "Bak-Ajes", d.v.s. Anders Jacobsen Bach selv har bygget uret eller ladet det fremstille kan jo næppe afgøres, men efter hans død er uret jo nok kommet i hans søns, Jens Andersen Bachs eje. Og efter ham igen hans søn, Anders Jensen Bach. I hans hjem har det nok stået i henved et halvt hundrede år til hans død
1929. Han efterlod sig to gifte døtre, Mette Cathrine, g.m. J.P.Kromann, og Jensine, g.m. Bernhard Nielsen, begge bosat i Ålum by. For at kunne enes om arven blev A.Bachs dødsbo sat til auktion, og ved denne lejlighed købte murer Sofus Støvring i Harridslev bornholmeruret. Han var ugift, og hans husbestyrerinde var ikke interesseret i bornholmeruret.
Hun fik det ud af huset, idet J.M.Dinnesen for det samt et pengebeløb overlod dem et moderne konsolur. Han forlangte af mig 125 eller 150 kr. for det, men vi blev enige om 100 kr. Jeg fik det så med hensyn til urhuset restaureret, min bror Christen gav det en omgang maling, og P. Toustrup satte nøddetræsfiner på døren, og i det forløbne antal år, 21, har det uden videre vrøvl udmålt tid og tider her i skolen.
Bertel Laugesen, født d. 10-12 1899 i Svinding, død d. 23-12 1988
Var lærer i Stevnstrup i 44 år. Gik på pension til sommerferien 1967.
Bak-Ajeses gyde og Bak-Ajeses kålgård lå i Svindinggårds have, Høvejen 2, Svinding. P.Lourings gård ligger på Søholmene 5 i Svinding
I arkivets årsskrift for 1999 stod følgende erindringer:
Mine Erindringer om min Tid som Bedemand.
af Elenius Bach, Ålum.
Jeg startede som Bedemand i 1939 og drev Forretningen i ca. 25 Aar. Landet var inddelt i Sogne, dette var Aalum Sogn som var mit Distrikt. Det var dengang den lokale Snedker som Folk henvendte sig til, naar der skete et Dødsfald, før min Tid var det Kresten Jensen kaldet Kræn Jonsen. Jeg tror endda han lavede Kisterne selv paa hans Værksted, jeg synes jeg mindes som Barn at han altid havde en staaende tildækket paa hans Værksted, klar til brug. Da jeg begyndte var der oprettet en Fabrik i Randers. Det var Snedker Hejlskov som startede i Jernbanegade. Det blev senere Hejlskov og Sønner, som saa flyttede den op paa Mariagervej, og der ligger den ogsaa i Dag men har skiftet Ejer.
Naar der skete et Dødsfald, henvendte Familien sig til mig, saa jeg kunne begynde Forberedelserne til Begravelsen, men jeg maatte ikke foretage mig noget, før Lægen havde udstedt Dødsattesten og Ligsynsmændene havde været der; det var dengang Kristian Krestensen, Tækkemand og Landmand, og Karl Halkjær, Landmand , begge Aalumboere.
Naar det var gjort udtog de den Kiste, som de ønskede, efter et Katalog som jeg havde fra Hejlskov. Prisen dengang var mellem 300 og 400 Kr. efter Udseende og Udførelse. Naar det var gjort, cyklede jeg saa til Randers og købte Kisten, og samtidig ringede jeg til Vognmand Pedersen i Svinding om at tage den med og levere den paa Bopælen.
Kisten var fra Fabrikken foret med Karduspapir, og fyldt tilpas med Høvlspaaner, for at vedkommende ikke skulle ligge for lavt, og maaske ogsaa for at opsuge eventuel Vædske. Saa gik vi over til det væsentlige med at lægge vedkommende i Kisten. Det var som Regel en fra Familien som hjalp mig, men der var enkelte Tilfælde, hvor de ikke kunne. Saa havde jeg en bestemt Kone til at hjælpe mig. Der var Ligtøj med Kisten, det bestod af Lagen, Dyne, Trøje og en Serviet til at lægge over Ansigtet. Det bestod af Lærred, men senere blev det ogsaa fremstillet af Kreppapir, og saa skulle der passes godt paa, for det var let at jage en Finger igennem.
Naar det var gjort, blev Kisten opstillet i det lettest tilgængelige Rum paa Stedet paa et Par Skamler, som jeg laante i Kirken; men der var ogsaa Tilfælde hvor vi maatte have Rammer og Sprosse fjernet i et Vindue for at komme den vej ud, og nogle Gange blev den ogsaa stillet i en Vognport.
Nu skulle vedkommende saa staa i ca. en Uge uden Laag, saa Familie og Venner kunne se ind hver Dag; jeg sørgede ogsaa for Kistepynt, som jeg fik leveret af en bestemt Gartner eller Blomsterhandler, til at lægge paa Laaget. Men det maatte ikke lægges paa, før vedkommende var sunget ud af Degn og Følge. Saa kom transporten til Kirken, det skete paa flere Maader, inden for en afstand paa 200 til 300 Meter blev Kisten baaret; jeg var med med Skamlerne, saa de der bar, kunne faa en Hvil, efter som der var behov for det. Der har ogsaa været tilfælde, hvor de selv har kørt med Hestevogn pyntet med Grangrene og Blomster, men ellers var det mest Vognmand Pedersen fra Svinding, som stod for Transporten i Gran- og Blomsterpyntet Lastvogn. Det med Papirerne, der skulle til for Bisættelsen sørgede Familien selv for. De henvendte sig til Degnen, som saa sammen med Præsten sørgede for det fornødne.
Efter Krigen blev det noget anderledes, da blev det saadan, at jeg kunne leje en Rustvogn ved et Bedemandsfirma i Randers. Det blev jo noget nemmere, men saa blev der til gengæld flere, der døde paa Sygehuset, og saa blev det jo mig, der skulle sørge for Papirene. Det foregik paa den Maade, at jeg hentede Dødsattesten paa Sygehuset, og henvendte mig hos Kordegnen i Sct. Peders Sogn som udførte det fornødne. Men det blev jo mere besværlig at leje en Rustvogn, da Begravelsesforretningen, der havde en saadan, jo helst ville staa for det hele, og saa opgav jeg og holdt op.
Erindringer og slægtsbøger
Slægtsbog over slægterne Boe og Olesen, samt gården Handest Vestergaards historie, bla. Niels Sørensen Boe, født i Ålum? 1634, død i Ålum 1699, udarbejdet af Dansk Slægtsforskning, Fredericia 1952-58.
Slægtsbog over slægten Boe, bl.a. Peder Jensen Boe, født i Ålum 1704, død samme sted 1781, udarbejdet af Dansk Slægtsforskning, Fredericia 1952-58.
Gjandrup, fra Herresæde til husmandbrug. Erindringer fra 1911 til 1986, barndom, ungdom, alderdom, bl.a. Andreas Andersen Bech, født i Over Fussing 1847, død samme sted 1869, ved Poul Poul Bech, Gjandrup.
Slægten Laurberg, f.eks. Jens Christensen Laurberg, født i Læsten 1796, død i Ålum 1861.
Beretningen om Peter Christian Petersen og oplysninger fra Svend Krogh Petersen i 2002. |
